ForsikringsBrief AdvisorBrief
KØB SENESTE NYT KURSER
Køb Abonnement

Dette er et debatindlæg skrevet af en eller flere eksterne skribenter. Indlægget afspejler en personlig holdning. Forslag til debatindlæg kan sendes til Børsen Opinion: opinion@borsen.dk

Kommentar | Carsten Valgreen: Nu råbes der igen “inflationen kommer”, men denne gang er der en reel risiko

"Endnu en gruppe af kommentatorer og økonomer sprang ud af skabet og erklærede, at de mener vi er på vej mod et inflationsproblem. Er det muligt at de har ret i, at ulven kommer denne gang?" spørger Carsten Valgreen, partner, AGM Research. Arkivfoto: Lucas Jackson/Reuters/Ritzau Scanpix
"Endnu en gruppe af kommentatorer og økonomer sprang ud af skabet og erklærede, at de mener vi er på vej mod et inflationsproblem. Er det muligt at de har ret i, at ulven kommer denne gang?" spørger Carsten Valgreen, partner, AGM Research. Arkivfoto: Lucas Jackson/Reuters/Ritzau Scanpix

“Inflationen kommer!” har for min generation af økonomer været “ulven kommer”. En karrieredræber med andre ord. Nogenlunde på linje med at anbefale sine venner at tage et fastforrentet realkreditlån i stedet for et flekslån, fordi det er sikrere, og renten “jo ikke kan komme længere ned”.

Hvis vi nogensinde skal bliverystet

ud af vores inflations-tornerosesøvn, er det i de kommende år

Alligevel er vi her igen. Lige så snart genåbningsopsvinget kom i gang, begyndte debatten om overophedning og inflation. Endnu en gruppe af kommentatorer og økonomer sprang ud af skabet og erklærede, at de mener, vi er på vej mod et inflationsproblem. Er det muligt, at de har ret i, at ulven kommer denne gang?

Det er helt oplagt, at inflationstallene kommer til at stige markant over det kommende år. Der var en lang række priser, der kollapsede under nedlukningen sidste år. Tag f.eks. flybilletter, der ifølge statistikken i USA faldt 40 pct. sidste forår.

Prisen på hotelværelser faldt 15 pct. for hele det amerikanske marked. I de sektorer kommer prisniveauet tilbage. Begge har relativt lave indtjeningsmarginaler, og en normalisering af aktiviteten betyder en normalisering af prisniveauet. Det bliver måske endda højere, hvis fordyrende procedurer og regler indført under epidemien bliver fastholdt.

Men normalisering af priser er ikke inflation, ligesom et fald på 40 pct. i priserne på flybilletter sidste år ikke var disinflation. Der var jo stort set ingen, der fløj, så reelt faldt prisen slet ikke på det, forbrugerne faktisk købte.

Det samme gælder for råvarepriserne, der er steget som en raket de seneste ni måneder. I vid udstrækning er det bare en returnering til de gamle niveauer. Vi får nogle pænt høje målte inflationsrater snart – men det er ikke nødvendigvis det samme som permanent højere inflation, når vi ser et-to år frem.

Hvis vi skal have permanent højere inflation i de kommende år, kræver det formentlig, at lønvæksten og inflationsforventningerne rykker opad. Og det er vigtigt at huske, at det er mere end 30 år siden, vi sidst reelt havde permanent høj inflation. Der er færre og færre erhvervsaktive, der har oplevet, hvad det vil sige at inflationen er høj.

Lav inflation er blevet en indgroet forventning. Og den indgroede forventning er blevet selvopfyldende. Der skal stadigt mere til at ryste os ud af inflations-tornerosesøvnen.

Men måske er det, der skal til, på vej. Sidste gang, vi gik fra et lavinflations- til et højinflationsregime. var i slutningen af 1960'erne. Det var en lang periode med permanent overophedning. Og det var en periode med en uhæmmet økonomisk politik. En periode, hvor politikere var villige til at tvinge centralbanker til at lade seddelpressen køre og til at trykke på den finanspolitiske speeder i et futilt forsøg på at holde ledigheden nede.

Det er tæt på det samme, vi nu oplever i den vestlige verden. Store offentlige underskud skræmmer ikke længere politikerne, og centralbankerne er villige til at køre med negative realrenter. Hele den stabilitetsorienterede politik, der blev resultatet af 1970'erne og 1980'ernes kaos, er forsvundet. Hvis vi nogensinde skal blive rystet ud af vores inflations-tornerosesøvn, er det i de kommende år. Der er en reel risiko for, at inflation faktisk kommer op.

Se, jeg gjorde det: Ulven kommer.


Andre læser også

DAGENS

E-AVIS

E-avis vignette
Dagens E-avis