I denne uge hejses der på gader og stræder regnbueflag, der signalerer fællesskab og støtte til LGBT+-bevægelsen og -personer verden over.
Det har alle dage været en vigtig markering, men i disse år er det vigtigere end nogensinde, at vi står sammen om at sætte fokus på LGBT+-rettigheder – både i vores samfund, men i særdeleshed på vores arbejdspladser.
Hvis Danmark skal være verdens bedste land at leve og arbejde i, så kræver det, at vores virksomheder har adgang til alle talenter – og at alle talenter har adgang til virksomhederne. Talent findes i forskellige køn, etniciteter, aldre med mere, og vi ved fra forskning, at virksomheder, der evner at tiltrække og fastholde en mangfoldighed af talenter, skaber øget innovation og vækst.
De seneste år har vi også hørt fra flere og flere virksomheder, at de akut mangler arbejdskraft, og problemet ser ikke ud til at blive mindre i fremtiden.
Mange virksomheder holder døren åben for en bred skare af talenter, men det er ikke nok at invitere forskellighed ind, hvis der ikke også arbejdes med kulturen på arbejdspladsen.
Jeg vil vove at påstå, at det er de færreste, der tolererer diskrimination af minoriteter på arbejdspladsen, hvis de bliver spurgt. Men desværre tyder det på, at det forekommer mange steder.
Det viser en undersøgelse fra konsulenthuset BCG og organisationen LGBT+ Danmark i hvert fald. Diskrimination kan komme til udtryk på mange måder. Det kan være alt fra “jokes” om seksuelle minoriteter over frokostbordet til direkte nedværdigende kommentarer.
“Hvis LGBT+-medarbejdere bliver holdt uden for fællesskabet – bevidst eller ubevidst – så går det ikke kun udover den enkelte – det skader hele virksomheden
81 pct. af de adspurgte i undersøgelsen har været udsat for eller vidne til den slags diskrimination på arbejdspladsen. Og godt og vel halvdelen af de adspurgte LGBT+-personer i undersøgelsen siger, at deres arbejdsplads ikke gør nok for at fremme inklusion og trivsel.
Man fryser, når man ikke er inde i varmen, og hvis LGBT+-medarbejdere bliver holdt uden for fællesskabet – bevidst eller ubevidst – så går det ikke kun udover den enkelte – det skader hele virksomheden.
Diskrimination fører til eksklusion af medarbejdere, og det skal tages alvorligt, hvis man som virksomhed også vil tages alvorligt i markedet, blandt kunder, investorer, potentielle nye medarbejdere og i samfundet i det hele taget.
Selv om diskrimination og eksklusion desværre finder sted, som undersøgelsen peger på, så undrer det mig faktisk. Blandt andet fordi jeg altid har betragtet åbenhed og frisind som stærke danske værdier, som mange danskere er meget stolte af, men muligvis tager for givet.
Det er på grund af de værdier, at jeg som 18-årig flyttede til Danmark fra Ungarn. I tidens løb er der sket mange forandringer både i mit gamle og nye hjemland.
Mine børn går i skole i Danmark, og jeg kan ikke lade være med at tænke på, hvordan deres liv, oplevelse af verden og mødet med andre mennesker ville være, hvis de gik i en skole i Ungarn i stedet, hvor det siden 2021 har været forbudt at oplyse børn og unge om homoseksuelle, biseksuelle og transpersoner i skoler og medier.
I Rumænien må der heller ikke undervises i kønsidentitet. I Bulgarien er juridisk kønsskifte for transpersoner forbudt. I Italien må to kvinder ikke være registreret som forældre til deres fælles barn. Og for femte år i træk har Polen fået den kedelige kåring som det værste LGBT-land i Europa.
“Det er godt nok skræmmende, at der flere steder i Europa ikke er plads til mangfoldighed
Heldigvis er forholdene bedre for LGBT+-personer i Danmark. Men det er godt nok skræmmende, at der flere steder i Europa ikke er plads til mangfoldighed. Det går unægteligt værst ud over LGBT+-personer, men det skader også hele folkefærd, der lever med en kultur, hvor diskrimination og eksklusion tolereres.
Flere af disse lande er i Danmarks nærområder geografisk set, men i forhold til værdier, så er vi i Danmark heldigvis langt fra og meget anderledes indstillet. Og det skal vi både huske, når vi taler om forholdene for LGBT+-personer på samfundsniveau, men så sandelig også når vi taler om forholdene på arbejdspladserne.
Derfor mener jeg, at det i år er vigtigere end nogensinde, at vi viser støtte og opbakning til LGBT+-fællesskabet. Og hvad kan man så gøre som virksomhed? Man skal først og fremmest tydeligt kommunikere, at diskrimination på ingen måde tolereres og selvfølgelig handle på det, hvis det sker.
Og dernæst kan man tage initiativ til en åben dialog, hvor der er plads til forskellighed – og hvor værdien af forskellighed bliver tydelig for alle medarbejdere – og ikke mindst fremtidige medarbejdere. Når man taler om forskellighed, så skaber det nemlig et fælles sprog, der ligeledes skaber kultur.
Hvis man synes, det kan være vanskeligt at iværksætte en storstilet diversitets- og inklusionsindsats, står DI klar med rådgivning og værktøjer til alle – store som små. Og det er vigtigt, uanset om man mangler talenter i virksomheden eller ej.
Vi skal i fællesskab bekæmpe diskrimination og fremme inklusion og trivsel for alle både i vores samfund og på den enkelte arbejdsplads. Og det skal ske hver dag hele året rundt. Det er et arbejde, der inkluderer alle.
