DEBAT – Der er ikke mange amerikanere, som er klar til at forsvare Jeffrey Epstein. På samme måde er det svært at få nogen til at forsvare Vladimir Putin eller de anklagede i sagen om hvidvask i Danske Bank.
Derfor er det overraskende, at Flemming Rose, en tidligere journalist, har valgt at gøre netop dette – og på en meget offentlig måde.
I et debatindlæg i Børsen torsdag den 8. august forsøger Rose at argumentere for, at alle i Danmark og resten af verden tager fejl omkring Danske Bank. Han påstår, at han som den eneste – gennem nogle unikke analytiske evner – er nået til en anden konklusion om Danske Bank. Hans hovedargument er, at hele Danske Bank-skandalen er baseret på et vidneudsagn fra en person, der ikke er til at stole på. Hvem er denne person, der beskyldes for at være utroværdig?
Mig.
Da han siger så mange usande og nedgørende ting om mig i sit indlæg, har Børsen givet mig muligheden for at svare her.
Kampen med det russiske statsapparat
Lad mig starte med at introducere mig selv. Jeg hedder Bill Browder og er 55 år gammel. Jeg er født i Princeton, New Jersey og opvokset i Chicago. Jeg kommer fra en usædvanlig familie; min bedstefar var generalsekretær for USA’s kommunistiske parti. Som en del af mit teenageoprør besluttede jeg mig for at hoppe i jakkesæt og slips og blive kapitalist. Der var intet, der kunne have frustreret min familie mere.
Jeg gik på Stanford Business School og dimitterede i 1989, hvilket var året, hvor Berlinmuren faldt. I min søgen efter at finde ud af, hvad jeg skulle gøre med min karriere, fik jeg en åbenbaring: “Hvis min bedstefar var den største kommunist i USA, så vil jeg være den største kapitalist i Østeuropa.” Jeg flyttede fra Californien til Europa og senere til Rusland for at starte The Hermitage Fund, som med tiden voksede sig til at blive den største udenlandske investeringsfond i landet.
Desværre skabte Rusland kapitalisme uden på forhånd at etablere en juridisk infrastruktur. Jeg opdagede, at de fleste af de virksomheder, fonden investerede i, blev berøvet af oligarker og russiske embedsmænd. For at beskytte mine investorer blev jeg antikorruptionsaktivist og førte offentlige kampagner, der havde til formål at afsløre korruption i russiske virksomheder som Gazprom, Sberbank (nationalbanken) og UES (den nationale elektricitetsvirksomhed).
De russiske myndigheder vidste ikke, hvad de skulle stille op med mig. Kampagnerne var ganske effektive til at indskrænke korruption og øge værdiansættelsen i virksomhederne i et stykke tid. Min fond blev en af de største skatteydere i Rusland. Det hele sluttede brat, da jeg blev stoppet ved grænsen og nægtet adgang i Rusland. Regeringen erklærede mig en trussel for den nationale sikkerhed.
Tyveri for 230 mio. dollar
Dette blev efterfulgt af en politirazzia på mit kontor i Moskva og kontoret i mit russiske advokatfirma, hvor politiet beslaglagde vores virksomhedsdokumenter. Efter razziaen ringede jeg til den klogeste advokat, jeg kendte i Rusland, en ung mand ved navn Sergej Magnitskij. Jeg bad ham om at undersøge, hvad det egentlige formål med razziaen var. Sergej påbegyndte en efterforskning og fandt til sidst ud af, at razziaen var et påskud for at stjæle 230 mio. dollar, som min fond havde betalt i skat til den russiske regering.
Sergej og jeg var overbeviste om, at aktionen måtte have været en fejl. Putin ville aldrig godkende, at 230 mio. dollar blev stjålet fra hans egen regering. Ville han?
Vi tænkte, at hvis vi bragte sagen i myndighedernes søgelys, ville “de gode” vinde over “de onde”, og så ville den sag være uddebatteret. Vi indberettede sagen til alle politimyndigheder i Rusland. Jeg gav interview til aviser og radio. Sergej forklarede om to politibetjentes medvirken i bedrageriet i et vidneudsagn til den russiske stats undersøgelseskomité. Efter det lænede vi os tilbage og ventede på, at “de gode” skulle komme efter “de onde”.
Men i Putins regering er der åbenbart ingen, der er “de gode”.
Fem uger efter, at Sergej afgav sit vidneudsagn (og et interview til Business Week) om den organiserede kriminelle gruppe, som stod bag bedrageriet, viste to af den ene betjents underordnede den 24. november 2008 sig i Sergejs hjem, hvor de arresterede og varetægtsfængslede ham.
Her begyndte fængselsbetjentene at tortere ham til at trække sit vidneudsagn tilbage. Han sad i celle med 14 indsatte og kun otte senge, hvor lyset blev holdt tændt 24 timer i døgnet for at berøve dem deres søvn. Han sad i celle uden varme eller vinduer, så Moskvas vinterkulde var ved at slå ham ihjel. Han sad i celle uden toilet, men med hul i gulvet, hvor kloakvandet ville flyde over. De kunne finde på at rykke ham fra celle til celle midt om natten.
Til trods for dette ekstreme pres nægtede han at afgive en ny, falsk forklaring. Efter seks måneders vedvarende pres begyndte hans helbred at skrante. Han begyndte at få forfærdelige smerter i maven, han tabte næsten 20 kg og fik af fængselslægerne konstateret betændelse i bugspytkirtlen samt galdesten. Han havde alvorligt brug for en operation, hvilket på det tidspunkt skulle foregå i slutningen af juli 2009. En uge inden operationen blev han pludselig flyttet til et højsikret fængsel – Butyrka, der anses som et af de mest forfærdelige fængsler i Rusland. Men væsentligst af alt for Sergej var der ingen ordentlig hospitalsafdeling.
I Butyrka begyndte Sergejs helbred at gå ned ad bakke. På trods af hans frygtelige smerter blev han nægtet nogen form for behandling. Over 20 gange forespurgte han og hans advokater desperat forskellige politimyndigheder om at få ham tilset. Hver eneste af disse forespørgsler blev enten ignoreret eller udtrykkeligt afvist på skrift.
Sergej Magnitskijs død
Få uger senere kunne Sergejs krop ikke længere klare det. Den 16. november 2009 blev hans tilstand kritisk. På dette tidspunkt ville myndighederne i Butyrka ikke tage ansvar for ham, og de fik en ambulance til at flytte ham til et andet fængsel, som havde en hospitalsafdeling. Men da han ankom dertil, blev han ikke indlagt på skadestuen, men derimod anbragt i en isolationscelle, hvor han blev lænket til en seng og tævet med gummiknipler af otte vagter. En læge fandt ham en time og 18 minutter senere på gulvet – død. Han blev 37 år. Han efterlod sig kone og to børn.
Da jeg næste morgen modtog meddelelsen om hans død, var det som at få en kniv stukket gennem mit hjerte. Magnitskij var blevet dræbt, fordi han var min advokat. Hvis han ikke havde arbejdet for mig, ville han stadig være i live i dag. Da jeg omsider blev i stand til at tænke klart, var det tydeligt, at jeg var nødt til at tilsidesætte alt andet i mit liv for at forfølge hans drabsmænd og sørge for, at de fik retfærdigheden at føle. Det er det, jeg har foretaget mig i de sidste ti år.
Til at starte med forsøgte jeg mig med det russiske retssystem, men det viste sig umuligt. De russiske myndigheder påbegyndte en storstilet mørklægning af sagen. De påstod, at Sergej døde af naturlige årsager, og at der ingen tegn var på vold. De påstod, at han ikke var syg og aldrig havde efterspurgt lægehjælp. De påstod, at han ikke var whistleblower, men selv en svindler.
Men Sergej dokumenterede de overgreb, der foregik under hans tid i fængsel, og indgav flere hundrede klager til forskellige myndigheder, der beviser deres brud på menneskerettighederne. Da vi viste disse klager til myndighederne og offentligheden, øgede den russiske regering sit forsøg på at mørklægge sagen. De forfremmede og gav æresbevisninger til nogle af de mest involverede politimænd. Tre år efter de slog Magnitskij ihjel, blev han i et rystende justitsmord stillet for retten i den første retssag mod en død mand i Ruslands historie. Jeg selv blev stillet for retten in absentia som hans medtiltalte og idømt ni år i fængsel.
“The Magnitsky Act”
Russiske menneskerettighedsaktivister efterforskede torturen, som Sergej blev udsat for, og forlangte konsekvenser. Den afdøde Ludmila Alexeeva, tidligere formand for Moscow Helsinki Group, forlangte, at de politibetjente, der var ansvarlige for torturen og mordet på Sergej, blev stillet for retten. Hendes forespørgsel blev afslået. De russiske myndigheder gjorde det tydeligt, at der ikke ville være nogen retfærdighed i Rusland. Så jeg spurgte mig selv: Hvis vi ikke kan få retfærdighed indeni Rusland, hvordan kan vi så få retfærdighed udenfor Rusland?
Det var på dette tidspunkt, jeg fik idéen til “The Magnitsky Act”.
De, der begik bedrageriet, fængslede Sergej for hans afsløring og dræbte ham for det, og de gjorde det for penge. De beholdt ikke deres penge i Rusland, for lige så nemt som de selv stjal dem, lige så nemt kunne de blive stjålet fra dem. De lod deres penge stå i Vesten: i New York, London og schweiziske banker, i villaer i Dubai – de sender deres børn på kostskoler i England og Schweiz. Og derfor tænkte jeg: “Hvis vi kan nedlægge forbud mod visa og fryse deres konti, vil det måske ikke være sand retfærdighed, men meget bedre end den totale straffrihed, de nyder godt af.”
Jeg gik først videre med denne idé til de to amerikanske senatorer John McCain og Benjamin Cardin og spurgte dem: “Kan vi fryse aktiver og nedlægge forbud mod visa for de mennesker, der dræbte Sergej Magnitskij?” De sagde “ja,” og det blev kendt som “The Magnitsky Act”. Denne betegnelse er kommet til at gælde for alle tilfælde af brud på menneskerettighederne i Rusland.
I Washington, hvor de store politiske partier dårligt kan enes om noget overhovedet, blev Magnitskij-lovgivningen vedtaget i Senatet med 92 mod fire og i Repræsentanternes Hus med 89 pct. Det blev ophøjet til lovkarakter af præsident Obama 14. december 2012.
Hvidvaskningsnettet afsløres
Vladimir Putin blev rasende, da det blev vedtaget. Han indså, med rette, at “The Magnitsky Act” bragte hans og hans kumpaners aktiver i fare. Som gengældelse forbød han amerikanske familier at adoptere syge russiske spædbørn og gjorde ophøret af “The Magnitsky Act” til en hans regerings topprioriteringer foruden at stoppe spredningen af lovgivningen til andre lande. Han gik også efter mig personligt. Jeg er blevet truet med død, kidnapning og udlevering. Den russiske regering er otte gange gået til Interpol for at få mig arresteret. Selvom dette har været skræmmende, har det også været en validering af min strategi for at søge retfærdigheden.
Udover at advokere for “The Magnitsky Act”, som nu er gældende i Canada, Storbritannien, Estland, Letland og Litauen (foruden USA), har mit team med hjælp fra journalister og advokater undersøgt hvem, der har draget nytte af det 230 mio. dollar store bedrageri, som Magnitskij afslørede og blev slået ihjel for. I løbet af en ti år lang efterforskning var vi i stand til at kortlægge de hvidvaskningsnetværk, banker og konti, der blev brugt til at omdirigere de stjålne penge.
Vi fandt ud af, at en signifikant del af pengene strømmede til forventelige steder som Zürich, New York, London og Paris, men vi fandt også ud af, at en overraskende stor sum penge blev hvidvasket i Danske Banks estiske filial. Da vi opdagede sagens omfang, gjorde vi de estiske myndigheder opmærksomme på det, og i 2013 anmeldte vi en række mistænkelige transaktioner til de danske myndigheder. Bagmandspolitiet (SØIK) nægtede at åbne en sag. De estiske myndigheder åbnede og dernæst lukkede deres undersøgelse i 2017 og afviste at genåbne sagen, da de angiveligt havde vanskeligheder med at få retsvæsenet i andre lande til at samarbejde.
I andre lande havde vi en anden oplevelse: De schweiziske myndigheder fastfrøs omkring 20 mio. dollar, de franske 8 mio. euro og de hollandske 3 mio. euro, og USA modtog 6 mio. dollar i et forlig alene fra Magnitskij-sagen. Vi havde svært ved at forstå, hvorfor de danske myndigheder var så uinteresserede i at åbne en undersøgelse.
Situationen ændrede sig endelig, da journalister afslørede og dermed gjorde det offentligt kendt, at der formodentligt var flere tilfælde af hvidvask i den samme estiske Danske Bank-filial, og det blev en offentlig skandale. Det stod også klart, at hvidvask af udbyttet fra det bedrageri, som Magnitskij afdækkede, ikke var det eneste af sin slags, og at brugen af Danske Banks filial til at vaske ulovlige midler var langt mere vidtrækkende, end vi nogensinde havde kunnet forestille os.
Vi havde identificeret 200 mio. dollar med forbindelse til Magnitskij-sagen, der strømmede igennem Danske Banks estiske filial. I Danske Banks offentligt tilgængelige rapport fra sidste år blev 230 mia. dollar sat i forbindelse med mistænkelige kundekonti i samme filial.
Putins styre blev endnu mere rasende på mig, da jeg deltog i disse undersøgelser. Udover chikane og intimidering indledte den russiske regering og dens agenter også en pengestærk smædekampagne imod mig. Dette inkluderede produktionen af film og bøger, angreb på sociale medier samt udtalelser fra russiske embedsmænd, alt sammen med det formål at tilsvine mit ry. Deres kampagne indeholder de samme falske argumenter på tværs af de fleste medier: At Sergej Magnitskij og jeg er skurke, at det, som jeg siger er sket med Magnitskij, aldrig rigtigt er sket, og at hele Magnitskij-loven og undersøgelserne af hans sag er baseret på falske påstande.
Russisk reaktion gentages i medierne
Russiske agenter fremførte disse argumenter til mødet i Trump Tower i 2016 – uden succes. De fremførte dem i Europa-Parlamentet, hvor de definitivt blev afvist. Til topmødet mellem USA og Rusland i Helsinki 2018 henvendte Putin sig direkte til Trump og bad ham udlevere mig og 11 amerikanske tjenestemænd og diplomater, som var involveret i Magnitskij-loven og undersøgelserne. Senatet stemte 98 mod 0 imod dette.
Mærkeligt nok bliver de samme usande påstande fra den russiske regering gentaget i Danmark af Flemming Rose. Rose har skrevet adskillige artikler, hvori han spreder russisk misinformation i danske aviser, om at Magnitskij ikke blev tæsket ihjel i fængslet, at han ikke var whistleblower, og han ikke var advokat.
Jeg vil her fremføre de faktiske kendsgerninger for at vise, at Flemming Rose spreder løgne, som nemt kan afkræftes:
Første løgn: Magnitskij blev ikke tæsket
Bevismaterialerne viser, at Rose tager helt fejl. Obduktionsfotografier af Magnitskijs forslåede krop er selvforklarende. (Børsen har nægtet at publicere disse fotografier.)
Det, at Sergej blev tæsket, blev også bekræftet gennem protokollen fra Matrosskaua Tishina-fængslet, hvor det fremgår tydeligt, at der blev brugt gummiknipler på ham før hans død. Dette blev bekræftet i den officielle dødsattest underskrevet af fem betjente fra Matrosskaya Tishina, som også konstaterer mistanke om kraniebrud. Dette blev bekræftet af den officielle kriminaltekniske undersøgelse foretaget af det russiske sundhedsministerium, i hvilken det konkluderes, at skaderne på Magnitskijs krop blev forårsaget af en stump genstand foreneligt med gummiknipler.
Endeligt blev mishandlingen bekræftet af uafhængige rapporter udstedt af det russiske præsidentråd for civilsamfund og menneskerettigheder og Europarådets Parlamentariske Forsamling så vel som formanden for The Moscow Public Oversight Commission (en menneskerettighedsudvalg nedsat for at overse forholdene i bl.a. russiske fængsler, red.). I betragtning af det tilgængelige bevismateriale er der ingen undskyldning for, at Rose gentager den russiske regerings falske propaganda.
Anden løgn: Magnitskij var ikke en whistleblower og nævnte ikke politibetjente i sit vidneudsagn
Igen er det tydeligt at se, at denne påstand er fuldstændig usand. I sit officielle vidneudsagn til The Russian State Investigate Committee nævnte Magnitskij to politibetjente eksplicit mere end en halv snes gange, hvilket nemt kan ses fra det offentligt tilgængelige udskrift af hans vidneudsagn. (Børsen har nægtet at publicere fotos af dette udsagn.)
Endvidere dokumenterede Sabine Leuthauser Schnarrenberger, tidligere tysk justitsminister og rapportør på sagen for Europarådet, Magnitskijs whistleblowing og gengældelsesaktionen mod ham i 2009: “I stedet for at skride til handling over for virksomhedsovertagere begyndte myndighederne at intimidere alle advokater, der arbejdede for HSBC/Hermitage i Rusland, ved at gøre dem til genstand for politiransagninger og afhøre dem som vidner. Bemærkelsesværdigt er det især, at den uafhængige advokat Sergej Magnitskij, som havde hjulpet til at afsløre bedragerierne og embedsmisbruget, blev arresteret 24. november 2008 og siden har været varetægtsfængslet. Andre er blevet tvunget til at søge flugt i Storbritannien.”
Endeligt talte Jason Bush – en korrespondent fra Business Week, der interviewede Sergej og udgav en artikel om bedrageriet, som Sergej afslørede før sin anholdelse – offentligt om det efter Sergejs død: “Han (Magnitskij, red.) var en smule bange. (…) Han bad om ikke at blive citeret, og om at interviewet ikke blev optaget. (…) Jeg spurgte ham hvorfor, og han sagde: “Jeg er lidt bange, for de er meget ubehagelige mennesker, og jeg vil ikke modtage trusler fra dem.” (…) “Jeg var også bange for at skrive om det, for jeg vidste, at opdagelsen var en ekstremt omstændelig sag. (…) Det var tydeligt: Ikke nok med at regeringen og politimyndighederne ikke beskytter dig fra disse mennesker, de arbejder faktisk sammen med dem. Så hvem skal du gå til, hvis der kommer flere trusler?””
Tredje løgn: Magnitskij var ikke advokat
Dette er en absurd beskyldning, som kan afvises gennem retsprotokoller. Alt, man skal gøre, er at kigge i statslige russiske retslister, og der vil man se, at Magnitskij har repræsenteret klienter i forskellige typer af skattestrider i retten. (Børsen har nægtet at publicere de omtalte dokumenter.)
Det er også tydeligt at se ud fra Magnitskijs eget vidneudsagn 12. november 2009, idet han beskriver, hvordan de russiske myndigheder forfulgte alle advokater med forbindelse til vores sag: “Efterforskningsleder Siltjenko vil ikke finde de andre personer, der begik dette bedrageri (…) Han vil have advokaterne fra The Hermitage Fund, som forfulgte denne sag, efterforsket – tvunget ud af deres land, hvor der blev fabrikeret kriminalsager mod dem på et falsk grundlag, eller varetægtsfængslet som mig.”
Rose går den russiske regerings ærinde
I de tyve år, jeg har kæmpet med russisk korruption og brutalitet, er jeg nået frem til en forståelse af nogle af dets rødder. Russerne har haft en brutal tilværelse i mange hundrede år. De stærke dominerede de svage, de rige dominerede de fattige. Regeringen har vist liden barmhjertighed. Menneskeliv er billige. Som følge heraf er der opstået en dysfunktionalitet i landet samt en tilbøjelighed til kriminel adfærd. Jeg undskylder eller tilgiver det ikke, men jeg forstår det.
Vi i Vesten er dog heldige at leve under andre kår. De fleste af os er vokset op med en kærlig familie i trygge og forstående rammer og med mange muligheder. At en vesterlænding kan slutte sig til den russiske regering og dens ondskab, er meget værre end de kriminelle og korrupte russiske embedsmænd selv; det kan ikke tilskrives en forfærdelig historisk baggrund – de gør det med fuldt overlæg.
Skam dig, Flemming Rose.
Indlægget her er en replik til Flemming Roses forord til bogen “Troldmanden”, der handler om Bill Browder, og som Børsen bringer i avisen torsdag 8. august. Bogen, der udkommer 12. august, er skrevet af journalisterne Birgitte Dyrekilde og Lars Abild på Forlaget Kontrovers.
Derfor er det overraskende, at Flemming Rose, en tidligere journalist, har valgt at gøre netop dette – og på en meget offentlig måde.
I et debatindlæg i Børsen torsdag den 8. august forsøger Rose at argumentere for, at alle i Danmark og resten af verden tager fejl omkring Danske Bank. Han påstår, at han som den eneste – gennem nogle unikke analytiske evner – er nået til en anden konklusion om Danske Bank. Hans hovedargument er, at hele Danske Bank-skandalen er baseret på et vidneudsagn fra en person, der ikke er til at stole på. Hvem er denne person, der beskyldes for at være utroværdig?
Mig.
Da han siger så mange usande og nedgørende ting om mig i sit indlæg, har Børsen givet mig muligheden for at svare her.
Kampen med det russiske statsapparat
Lad mig starte med at introducere mig selv. Jeg hedder Bill Browder og er 55 år gammel. Jeg er født i Princeton, New Jersey og opvokset i Chicago. Jeg kommer fra en usædvanlig familie; min bedstefar var generalsekretær for USA’s kommunistiske parti. Som en del af mit teenageoprør besluttede jeg mig for at hoppe i jakkesæt og slips og blive kapitalist. Der var intet, der kunne have frustreret min familie mere.
Jeg gik på Stanford Business School og dimitterede i 1989, hvilket var året, hvor Berlinmuren faldt. I min søgen efter at finde ud af, hvad jeg skulle gøre med min karriere, fik jeg en åbenbaring: “Hvis min bedstefar var den største kommunist i USA, så vil jeg være den største kapitalist i Østeuropa.” Jeg flyttede fra Californien til Europa og senere til Rusland for at starte The Hermitage Fund, som med tiden voksede sig til at blive den største udenlandske investeringsfond i landet.
Desværre skabte Rusland kapitalisme uden på forhånd at etablere en juridisk infrastruktur. Jeg opdagede, at de fleste af de virksomheder, fonden investerede i, blev berøvet af oligarker og russiske embedsmænd. For at beskytte mine investorer blev jeg antikorruptionsaktivist og førte offentlige kampagner, der havde til formål at afsløre korruption i russiske virksomheder som Gazprom, Sberbank (nationalbanken) og UES (den nationale elektricitetsvirksomhed).
De russiske myndigheder vidste ikke, hvad de skulle stille op med mig. Kampagnerne var ganske effektive til at indskrænke korruption og øge værdiansættelsen i virksomhederne i et stykke tid. Min fond blev en af de største skatteydere i Rusland. Det hele sluttede brat, da jeg blev stoppet ved grænsen og nægtet adgang i Rusland. Regeringen erklærede mig en trussel for den nationale sikkerhed.
Tyveri for 230 mio. dollar
Dette blev efterfulgt af en politirazzia på mit kontor i Moskva og kontoret i mit russiske advokatfirma, hvor politiet beslaglagde vores virksomhedsdokumenter. Efter razziaen ringede jeg til den klogeste advokat, jeg kendte i Rusland, en ung mand ved navn Sergej Magnitskij. Jeg bad ham om at undersøge, hvad det egentlige formål med razziaen var. Sergej påbegyndte en efterforskning og fandt til sidst ud af, at razziaen var et påskud for at stjæle 230 mio. dollar, som min fond havde betalt i skat til den russiske regering.
Sergej og jeg var overbeviste om, at aktionen måtte have været en fejl. Putin ville aldrig godkende, at 230 mio. dollar blev stjålet fra hans egen regering. Ville han?
Vi tænkte, at hvis vi bragte sagen i myndighedernes søgelys, ville “de gode” vinde over “de onde”, og så ville den sag være uddebatteret. Vi indberettede sagen til alle politimyndigheder i Rusland. Jeg gav interview til aviser og radio. Sergej forklarede om to politibetjentes medvirken i bedrageriet i et vidneudsagn til den russiske stats undersøgelseskomité. Efter det lænede vi os tilbage og ventede på, at “de gode” skulle komme efter “de onde”.
Men i Putins regering er der åbenbart ingen, der er “de gode”.
Fem uger efter, at Sergej afgav sit vidneudsagn (og et interview til Business Week) om den organiserede kriminelle gruppe, som stod bag bedrageriet, viste to af den ene betjents underordnede den 24. november 2008 sig i Sergejs hjem, hvor de arresterede og varetægtsfængslede ham.
Her begyndte fængselsbetjentene at tortere ham til at trække sit vidneudsagn tilbage. Han sad i celle med 14 indsatte og kun otte senge, hvor lyset blev holdt tændt 24 timer i døgnet for at berøve dem deres søvn. Han sad i celle uden varme eller vinduer, så Moskvas vinterkulde var ved at slå ham ihjel. Han sad i celle uden toilet, men med hul i gulvet, hvor kloakvandet ville flyde over. De kunne finde på at rykke ham fra celle til celle midt om natten.
Til trods for dette ekstreme pres nægtede han at afgive en ny, falsk forklaring. Efter seks måneders vedvarende pres begyndte hans helbred at skrante. Han begyndte at få forfærdelige smerter i maven, han tabte næsten 20 kg og fik af fængselslægerne konstateret betændelse i bugspytkirtlen samt galdesten. Han havde alvorligt brug for en operation, hvilket på det tidspunkt skulle foregå i slutningen af juli 2009. En uge inden operationen blev han pludselig flyttet til et højsikret fængsel – Butyrka, der anses som et af de mest forfærdelige fængsler i Rusland. Men væsentligst af alt for Sergej var der ingen ordentlig hospitalsafdeling.
I Butyrka begyndte Sergejs helbred at gå ned ad bakke. På trods af hans frygtelige smerter blev han nægtet nogen form for behandling. Over 20 gange forespurgte han og hans advokater desperat forskellige politimyndigheder om at få ham tilset. Hver eneste af disse forespørgsler blev enten ignoreret eller udtrykkeligt afvist på skrift.
Sergej Magnitskijs død
Få uger senere kunne Sergejs krop ikke længere klare det. Den 16. november 2009 blev hans tilstand kritisk. På dette tidspunkt ville myndighederne i Butyrka ikke tage ansvar for ham, og de fik en ambulance til at flytte ham til et andet fængsel, som havde en hospitalsafdeling. Men da han ankom dertil, blev han ikke indlagt på skadestuen, men derimod anbragt i en isolationscelle, hvor han blev lænket til en seng og tævet med gummiknipler af otte vagter. En læge fandt ham en time og 18 minutter senere på gulvet – død. Han blev 37 år. Han efterlod sig kone og to børn.
Da jeg næste morgen modtog meddelelsen om hans død, var det som at få en kniv stukket gennem mit hjerte. Magnitskij var blevet dræbt, fordi han var min advokat. Hvis han ikke havde arbejdet for mig, ville han stadig være i live i dag. Da jeg omsider blev i stand til at tænke klart, var det tydeligt, at jeg var nødt til at tilsidesætte alt andet i mit liv for at forfølge hans drabsmænd og sørge for, at de fik retfærdigheden at føle. Det er det, jeg har foretaget mig i de sidste ti år.
Til at starte med forsøgte jeg mig med det russiske retssystem, men det viste sig umuligt. De russiske myndigheder påbegyndte en storstilet mørklægning af sagen. De påstod, at Sergej døde af naturlige årsager, og at der ingen tegn var på vold. De påstod, at han ikke var syg og aldrig havde efterspurgt lægehjælp. De påstod, at han ikke var whistleblower, men selv en svindler.
Men Sergej dokumenterede de overgreb, der foregik under hans tid i fængsel, og indgav flere hundrede klager til forskellige myndigheder, der beviser deres brud på menneskerettighederne. Da vi viste disse klager til myndighederne og offentligheden, øgede den russiske regering sit forsøg på at mørklægge sagen. De forfremmede og gav æresbevisninger til nogle af de mest involverede politimænd. Tre år efter de slog Magnitskij ihjel, blev han i et rystende justitsmord stillet for retten i den første retssag mod en død mand i Ruslands historie. Jeg selv blev stillet for retten in absentia som hans medtiltalte og idømt ni år i fængsel.
“The Magnitsky Act”
Russiske menneskerettighedsaktivister efterforskede torturen, som Sergej blev udsat for, og forlangte konsekvenser. Den afdøde Ludmila Alexeeva, tidligere formand for Moscow Helsinki Group, forlangte, at de politibetjente, der var ansvarlige for torturen og mordet på Sergej, blev stillet for retten. Hendes forespørgsel blev afslået. De russiske myndigheder gjorde det tydeligt, at der ikke ville være nogen retfærdighed i Rusland. Så jeg spurgte mig selv: Hvis vi ikke kan få retfærdighed indeni Rusland, hvordan kan vi så få retfærdighed udenfor Rusland?
Det var på dette tidspunkt, jeg fik idéen til “The Magnitsky Act”.
De, der begik bedrageriet, fængslede Sergej for hans afsløring og dræbte ham for det, og de gjorde det for penge. De beholdt ikke deres penge i Rusland, for lige så nemt som de selv stjal dem, lige så nemt kunne de blive stjålet fra dem. De lod deres penge stå i Vesten: i New York, London og schweiziske banker, i villaer i Dubai – de sender deres børn på kostskoler i England og Schweiz. Og derfor tænkte jeg: “Hvis vi kan nedlægge forbud mod visa og fryse deres konti, vil det måske ikke være sand retfærdighed, men meget bedre end den totale straffrihed, de nyder godt af.”
Jeg gik først videre med denne idé til de to amerikanske senatorer John McCain og Benjamin Cardin og spurgte dem: “Kan vi fryse aktiver og nedlægge forbud mod visa for de mennesker, der dræbte Sergej Magnitskij?” De sagde “ja,” og det blev kendt som “The Magnitsky Act”. Denne betegnelse er kommet til at gælde for alle tilfælde af brud på menneskerettighederne i Rusland.
I Washington, hvor de store politiske partier dårligt kan enes om noget overhovedet, blev Magnitskij-lovgivningen vedtaget i Senatet med 92 mod fire og i Repræsentanternes Hus med 89 pct. Det blev ophøjet til lovkarakter af præsident Obama 14. december 2012.
Hvidvaskningsnettet afsløres
Vladimir Putin blev rasende, da det blev vedtaget. Han indså, med rette, at “The Magnitsky Act” bragte hans og hans kumpaners aktiver i fare. Som gengældelse forbød han amerikanske familier at adoptere syge russiske spædbørn og gjorde ophøret af “The Magnitsky Act” til en hans regerings topprioriteringer foruden at stoppe spredningen af lovgivningen til andre lande. Han gik også efter mig personligt. Jeg er blevet truet med død, kidnapning og udlevering. Den russiske regering er otte gange gået til Interpol for at få mig arresteret. Selvom dette har været skræmmende, har det også været en validering af min strategi for at søge retfærdigheden.
Udover at advokere for “The Magnitsky Act”, som nu er gældende i Canada, Storbritannien, Estland, Letland og Litauen (foruden USA), har mit team med hjælp fra journalister og advokater undersøgt hvem, der har draget nytte af det 230 mio. dollar store bedrageri, som Magnitskij afslørede og blev slået ihjel for. I løbet af en ti år lang efterforskning var vi i stand til at kortlægge de hvidvaskningsnetværk, banker og konti, der blev brugt til at omdirigere de stjålne penge.
Vi fandt ud af, at en signifikant del af pengene strømmede til forventelige steder som Zürich, New York, London og Paris, men vi fandt også ud af, at en overraskende stor sum penge blev hvidvasket i Danske Banks estiske filial. Da vi opdagede sagens omfang, gjorde vi de estiske myndigheder opmærksomme på det, og i 2013 anmeldte vi en række mistænkelige transaktioner til de danske myndigheder. Bagmandspolitiet (SØIK) nægtede at åbne en sag. De estiske myndigheder åbnede og dernæst lukkede deres undersøgelse i 2017 og afviste at genåbne sagen, da de angiveligt havde vanskeligheder med at få retsvæsenet i andre lande til at samarbejde.
I andre lande havde vi en anden oplevelse: De schweiziske myndigheder fastfrøs omkring 20 mio. dollar, de franske 8 mio. euro og de hollandske 3 mio. euro, og USA modtog 6 mio. dollar i et forlig alene fra Magnitskij-sagen. Vi havde svært ved at forstå, hvorfor de danske myndigheder var så uinteresserede i at åbne en undersøgelse.
Situationen ændrede sig endelig, da journalister afslørede og dermed gjorde det offentligt kendt, at der formodentligt var flere tilfælde af hvidvask i den samme estiske Danske Bank-filial, og det blev en offentlig skandale. Det stod også klart, at hvidvask af udbyttet fra det bedrageri, som Magnitskij afdækkede, ikke var det eneste af sin slags, og at brugen af Danske Banks filial til at vaske ulovlige midler var langt mere vidtrækkende, end vi nogensinde havde kunnet forestille os.
Vi havde identificeret 200 mio. dollar med forbindelse til Magnitskij-sagen, der strømmede igennem Danske Banks estiske filial. I Danske Banks offentligt tilgængelige rapport fra sidste år blev 230 mia. dollar sat i forbindelse med mistænkelige kundekonti i samme filial.
Putins styre blev endnu mere rasende på mig, da jeg deltog i disse undersøgelser. Udover chikane og intimidering indledte den russiske regering og dens agenter også en pengestærk smædekampagne imod mig. Dette inkluderede produktionen af film og bøger, angreb på sociale medier samt udtalelser fra russiske embedsmænd, alt sammen med det formål at tilsvine mit ry. Deres kampagne indeholder de samme falske argumenter på tværs af de fleste medier: At Sergej Magnitskij og jeg er skurke, at det, som jeg siger er sket med Magnitskij, aldrig rigtigt er sket, og at hele Magnitskij-loven og undersøgelserne af hans sag er baseret på falske påstande.
Russisk reaktion gentages i medierne
Russiske agenter fremførte disse argumenter til mødet i Trump Tower i 2016 – uden succes. De fremførte dem i Europa-Parlamentet, hvor de definitivt blev afvist. Til topmødet mellem USA og Rusland i Helsinki 2018 henvendte Putin sig direkte til Trump og bad ham udlevere mig og 11 amerikanske tjenestemænd og diplomater, som var involveret i Magnitskij-loven og undersøgelserne. Senatet stemte 98 mod 0 imod dette.
Mærkeligt nok bliver de samme usande påstande fra den russiske regering gentaget i Danmark af Flemming Rose. Rose har skrevet adskillige artikler, hvori han spreder russisk misinformation i danske aviser, om at Magnitskij ikke blev tæsket ihjel i fængslet, at han ikke var whistleblower, og han ikke var advokat.
Jeg vil her fremføre de faktiske kendsgerninger for at vise, at Flemming Rose spreder løgne, som nemt kan afkræftes:
Første løgn: Magnitskij blev ikke tæsket
Bevismaterialerne viser, at Rose tager helt fejl. Obduktionsfotografier af Magnitskijs forslåede krop er selvforklarende. (Børsen har nægtet at publicere disse fotografier.)
Det, at Sergej blev tæsket, blev også bekræftet gennem protokollen fra Matrosskaua Tishina-fængslet, hvor det fremgår tydeligt, at der blev brugt gummiknipler på ham før hans død. Dette blev bekræftet i den officielle dødsattest underskrevet af fem betjente fra Matrosskaya Tishina, som også konstaterer mistanke om kraniebrud. Dette blev bekræftet af den officielle kriminaltekniske undersøgelse foretaget af det russiske sundhedsministerium, i hvilken det konkluderes, at skaderne på Magnitskijs krop blev forårsaget af en stump genstand foreneligt med gummiknipler.
Endeligt blev mishandlingen bekræftet af uafhængige rapporter udstedt af det russiske præsidentråd for civilsamfund og menneskerettigheder og Europarådets Parlamentariske Forsamling så vel som formanden for The Moscow Public Oversight Commission (en menneskerettighedsudvalg nedsat for at overse forholdene i bl.a. russiske fængsler, red.). I betragtning af det tilgængelige bevismateriale er der ingen undskyldning for, at Rose gentager den russiske regerings falske propaganda.
Anden løgn: Magnitskij var ikke en whistleblower og nævnte ikke politibetjente i sit vidneudsagn
Igen er det tydeligt at se, at denne påstand er fuldstændig usand. I sit officielle vidneudsagn til The Russian State Investigate Committee nævnte Magnitskij to politibetjente eksplicit mere end en halv snes gange, hvilket nemt kan ses fra det offentligt tilgængelige udskrift af hans vidneudsagn. (Børsen har nægtet at publicere fotos af dette udsagn.)
Endvidere dokumenterede Sabine Leuthauser Schnarrenberger, tidligere tysk justitsminister og rapportør på sagen for Europarådet, Magnitskijs whistleblowing og gengældelsesaktionen mod ham i 2009: “I stedet for at skride til handling over for virksomhedsovertagere begyndte myndighederne at intimidere alle advokater, der arbejdede for HSBC/Hermitage i Rusland, ved at gøre dem til genstand for politiransagninger og afhøre dem som vidner. Bemærkelsesværdigt er det især, at den uafhængige advokat Sergej Magnitskij, som havde hjulpet til at afsløre bedragerierne og embedsmisbruget, blev arresteret 24. november 2008 og siden har været varetægtsfængslet. Andre er blevet tvunget til at søge flugt i Storbritannien.”
Endeligt talte Jason Bush – en korrespondent fra Business Week, der interviewede Sergej og udgav en artikel om bedrageriet, som Sergej afslørede før sin anholdelse – offentligt om det efter Sergejs død: “Han (Magnitskij, red.) var en smule bange. (…) Han bad om ikke at blive citeret, og om at interviewet ikke blev optaget. (…) Jeg spurgte ham hvorfor, og han sagde: “Jeg er lidt bange, for de er meget ubehagelige mennesker, og jeg vil ikke modtage trusler fra dem.” (…) “Jeg var også bange for at skrive om det, for jeg vidste, at opdagelsen var en ekstremt omstændelig sag. (…) Det var tydeligt: Ikke nok med at regeringen og politimyndighederne ikke beskytter dig fra disse mennesker, de arbejder faktisk sammen med dem. Så hvem skal du gå til, hvis der kommer flere trusler?””
Tredje løgn: Magnitskij var ikke advokat
Dette er en absurd beskyldning, som kan afvises gennem retsprotokoller. Alt, man skal gøre, er at kigge i statslige russiske retslister, og der vil man se, at Magnitskij har repræsenteret klienter i forskellige typer af skattestrider i retten. (Børsen har nægtet at publicere de omtalte dokumenter.)
Det er også tydeligt at se ud fra Magnitskijs eget vidneudsagn 12. november 2009, idet han beskriver, hvordan de russiske myndigheder forfulgte alle advokater med forbindelse til vores sag: “Efterforskningsleder Siltjenko vil ikke finde de andre personer, der begik dette bedrageri (…) Han vil have advokaterne fra The Hermitage Fund, som forfulgte denne sag, efterforsket – tvunget ud af deres land, hvor der blev fabrikeret kriminalsager mod dem på et falsk grundlag, eller varetægtsfængslet som mig.”
Rose går den russiske regerings ærinde
I de tyve år, jeg har kæmpet med russisk korruption og brutalitet, er jeg nået frem til en forståelse af nogle af dets rødder. Russerne har haft en brutal tilværelse i mange hundrede år. De stærke dominerede de svage, de rige dominerede de fattige. Regeringen har vist liden barmhjertighed. Menneskeliv er billige. Som følge heraf er der opstået en dysfunktionalitet i landet samt en tilbøjelighed til kriminel adfærd. Jeg undskylder eller tilgiver det ikke, men jeg forstår det.
Vi i Vesten er dog heldige at leve under andre kår. De fleste af os er vokset op med en kærlig familie i trygge og forstående rammer og med mange muligheder. At en vesterlænding kan slutte sig til den russiske regering og dens ondskab, er meget værre end de kriminelle og korrupte russiske embedsmænd selv; det kan ikke tilskrives en forfærdelig historisk baggrund – de gør det med fuldt overlæg.
Skam dig, Flemming Rose.
Indlægget her er en replik til Flemming Roses forord til bogen “Troldmanden”, der handler om Bill Browder, og som Børsen bringer i avisen torsdag 8. august. Bogen, der udkommer 12. august, er skrevet af journalisterne Birgitte Dyrekilde og Lars Abild på Forlaget Kontrovers.
