REPLIK - Det er - desværre for Flemming Rose og forfatterne bag “Troldmanden” - en dyb vildfarelse at tro, at Bill Browder spiller en større rolle i Berlingskes afdækning af hvidvasksagen i Danske Bank. Vores arbejde strækker sig over mere end to år og baserer sig på dokumentation fra en lang række kilder.
Allerede i begyndelsen af 2017 kom vi via udenlandske mediepartnere i besiddelse af materiale, der påviste mistænkelige transaktioner gennem banken. I foråret samme år fik vi selv adgang til materiale, der dokumenterede betalinger kontrolleret af regimet i Aserbajdsjan. Senere fik vi adgang til dokumenter, der påviste advarsler om hvidvask internt i Danske Bank samt kunder med tråde til Putin-familien. Og i sommeren 2018 kunne vi så påvise, at endnu en mistænkelig kundegruppe stod bag overførsler, som blandt andet kunne spores til Magnitskij-sagen. Hvidvasksagen var med andre ord en veletableret skandale - og blev undersøgt af både advokater og Finanstilsynet - længe før vi fik adgang til Magnitskij-transaktionerne.
Uafhængige kilder
Vi kan naturligvis ikke udtale os om, hvem vores kilder er eller ikke er. Men vi kan oplyse, at vores arbejde baserer sig på dokumentation fra adskillige kilder, der uafhængigt af hinanden og over skiftende perioder har delt materiale med os. Kilderne har vi selv opsøgt og overtalt til at hjælpe os mod garantier om kildebeskyttelse. Og vi har naturligvis trykprøvet oplysningerne grundigt for at sikre os, at dokumentationen var ægte. Det har den tydeligvis været, hvilket afspejles i Danske Banks advokatundersøgelse og sagens dramatiske konsekvenser.
Flemming Roses og forfatternes store interesse for Bill Browder er måske forståelig: Browder er en kontroversiel figur med mange fjender blandt russiske magthavere.
Vi hilser det naturligvis også velkomment, at Magnitskij-sagen underkastes kritiske blikke. At dømme ud fra Roses forord, som i store træk gengiver hans negative syn på Browder fra hans tidligere indlæg i Berlingske, ser det imidlertid ud til, at bogen ikke bringer ny viden frem, men blot kopierer den allerede kendte, primært russiske kritik af Browder. En kritik, der enten er blevet direkte modbevist, eller slet ikke har haft tyngde til at rokke ved sagens substans.
Det må derfor fortsat betragtes som veldokumenteret, at Browders investeringsfond blev udsat for en fjendtlig overtagelse af tre datterselskaber, at bagmændene var organiserede kriminelle og korrupte embedsmænd, at de tre selskaber ulovligt fik refunderet 230 mio. dollar fra det russiske skattevæsen, og at pengene blev hvidvasket gennem et stort netværk af bankkonti.
Hvilket i øvrigt også dokumenteres i bl.a. anklageskriftet fra anklagemyndigheden i New York i den såkaldte Prevezon-sag, samt i det bagvedliggende materiale bag den amerikanske regerings Magnitskij-lov.
I modsætning til bogens forfattere og Flemming Rose har vi haft adgang til et unikt datamateriale – bl.a. 140.000 banktransaktioner - som vi har analyseret sammen med førende eksperter.
Da forfatterne ikke har haft denne mulighed, tilbød vi dem for længe side at gennemgå vores dokumentation med dem. Et tilbud, de ikke tog imod. At dømme ud fra Roses forord ser det desværre nu ud til, at bogen bygger på flere fejl og misforståelser. Eksempelvis vidner Roses påstand om, at vi ikke har påvist hvidvask, om en mangel på forståelse af emnet:
De kundetyper - selskaber med skjulte ejere, stråmandsdirektører og et total fravær af normale forretningsaktiviteter, og disse kunders forvirrende transaktionsmønstre, er ganske enkelt tydelige beviser på hvidvask, hvilket enhver med kendskab til hvidvaskforebyggelse vil bekræfte.
Af samme grund er bankerne pålagt ved lov at indberette netop sådanne forhold til myndighederne. At forsøge at rangordne ulovlighederne ved - som Flemming Rose gør - at påpege, at en del af pengene formentlig blot stammer fra kapitalflugt og skatteunddragelse, er et besynderligt argument: Skatteunddragelse er ulovligt og pengestrømme herfra at betragte som hvidvask.
Retsligt efterspil
Havde Rose læst vores artikelserie ville han i øvrigt vide, at vi faktisk har sporet nogle af pengene til sager om korruption, våbensmugling og organiseret kriminalitet. Og hans efterlysning af ofre for forbrydelserne viser ligeledes mangel på indsigt: Igangværende retsopgør i Rusland og Moldova har afdækket, hvordan kriminelle for år tilbage tømte hele banker for værdier. I Rusland er foreløbigt to bankfolk dømt for bedrageri, mens 14 dommere i Moldova risikerer fængselsstraffe.
Det er i øvrigt blot nogle af sagens mange konsekvenser. Resten kan man læse om i bogen “Beskidte milliarder”, der udkommer sidst i august.
Indlægget her er en replik til forordet til bogen ”Troldmanden”, der handler om Bill Browder, og som Børsen bringer i avisen torsdag 8. august. Bogen, der udkommer 12. august, er skrevet af journalisterne Birgitte Dyrekilde og Lars Abild på Forlaget Kontrovers.
Allerede i begyndelsen af 2017 kom vi via udenlandske mediepartnere i besiddelse af materiale, der påviste mistænkelige transaktioner gennem banken. I foråret samme år fik vi selv adgang til materiale, der dokumenterede betalinger kontrolleret af regimet i Aserbajdsjan. Senere fik vi adgang til dokumenter, der påviste advarsler om hvidvask internt i Danske Bank samt kunder med tråde til Putin-familien. Og i sommeren 2018 kunne vi så påvise, at endnu en mistænkelig kundegruppe stod bag overførsler, som blandt andet kunne spores til Magnitskij-sagen. Hvidvasksagen var med andre ord en veletableret skandale - og blev undersøgt af både advokater og Finanstilsynet - længe før vi fik adgang til Magnitskij-transaktionerne.
Uafhængige kilder
Vi kan naturligvis ikke udtale os om, hvem vores kilder er eller ikke er. Men vi kan oplyse, at vores arbejde baserer sig på dokumentation fra adskillige kilder, der uafhængigt af hinanden og over skiftende perioder har delt materiale med os. Kilderne har vi selv opsøgt og overtalt til at hjælpe os mod garantier om kildebeskyttelse. Og vi har naturligvis trykprøvet oplysningerne grundigt for at sikre os, at dokumentationen var ægte. Det har den tydeligvis været, hvilket afspejles i Danske Banks advokatundersøgelse og sagens dramatiske konsekvenser.
Flemming Roses og forfatternes store interesse for Bill Browder er måske forståelig: Browder er en kontroversiel figur med mange fjender blandt russiske magthavere.
Vi hilser det naturligvis også velkomment, at Magnitskij-sagen underkastes kritiske blikke. At dømme ud fra Roses forord, som i store træk gengiver hans negative syn på Browder fra hans tidligere indlæg i Berlingske, ser det imidlertid ud til, at bogen ikke bringer ny viden frem, men blot kopierer den allerede kendte, primært russiske kritik af Browder. En kritik, der enten er blevet direkte modbevist, eller slet ikke har haft tyngde til at rokke ved sagens substans.
Det må derfor fortsat betragtes som veldokumenteret, at Browders investeringsfond blev udsat for en fjendtlig overtagelse af tre datterselskaber, at bagmændene var organiserede kriminelle og korrupte embedsmænd, at de tre selskaber ulovligt fik refunderet 230 mio. dollar fra det russiske skattevæsen, og at pengene blev hvidvasket gennem et stort netværk af bankkonti.
Hvilket i øvrigt også dokumenteres i bl.a. anklageskriftet fra anklagemyndigheden i New York i den såkaldte Prevezon-sag, samt i det bagvedliggende materiale bag den amerikanske regerings Magnitskij-lov.
I modsætning til bogens forfattere og Flemming Rose har vi haft adgang til et unikt datamateriale – bl.a. 140.000 banktransaktioner - som vi har analyseret sammen med førende eksperter.
Da forfatterne ikke har haft denne mulighed, tilbød vi dem for længe side at gennemgå vores dokumentation med dem. Et tilbud, de ikke tog imod. At dømme ud fra Roses forord ser det desværre nu ud til, at bogen bygger på flere fejl og misforståelser. Eksempelvis vidner Roses påstand om, at vi ikke har påvist hvidvask, om en mangel på forståelse af emnet:
De kundetyper - selskaber med skjulte ejere, stråmandsdirektører og et total fravær af normale forretningsaktiviteter, og disse kunders forvirrende transaktionsmønstre, er ganske enkelt tydelige beviser på hvidvask, hvilket enhver med kendskab til hvidvaskforebyggelse vil bekræfte.
Af samme grund er bankerne pålagt ved lov at indberette netop sådanne forhold til myndighederne. At forsøge at rangordne ulovlighederne ved - som Flemming Rose gør - at påpege, at en del af pengene formentlig blot stammer fra kapitalflugt og skatteunddragelse, er et besynderligt argument: Skatteunddragelse er ulovligt og pengestrømme herfra at betragte som hvidvask.
Retsligt efterspil
Havde Rose læst vores artikelserie ville han i øvrigt vide, at vi faktisk har sporet nogle af pengene til sager om korruption, våbensmugling og organiseret kriminalitet. Og hans efterlysning af ofre for forbrydelserne viser ligeledes mangel på indsigt: Igangværende retsopgør i Rusland og Moldova har afdækket, hvordan kriminelle for år tilbage tømte hele banker for værdier. I Rusland er foreløbigt to bankfolk dømt for bedrageri, mens 14 dommere i Moldova risikerer fængselsstraffe.
Det er i øvrigt blot nogle af sagens mange konsekvenser. Resten kan man læse om i bogen “Beskidte milliarder”, der udkommer sidst i august.
Indlægget her er en replik til forordet til bogen ”Troldmanden”, der handler om Bill Browder, og som Børsen bringer i avisen torsdag 8. august. Bogen, der udkommer 12. august, er skrevet af journalisterne Birgitte Dyrekilde og Lars Abild på Forlaget Kontrovers.
