Vi har i denne uge lanceret et nyt format for vores journalistik. Et format, hvor vi giver plads til en mere perspektiverende dækning af nogle af de store nyhedshistorier. Vi kommer i det perspektiverende format til at gå endnu mere i dybden med erhvervsstoffet – det ligger i Børsens dna – men vi kommer også til at give mere plads til perspektiverende artikler om økonomi og politik. Forventeligt vil vi lave to af denne type perspektiverende artikler om ugen. Det vil selvsagt være et supplement til de artikler, vi i forvejen laver – ikke en erstatning.
Den første artikel, skrevet af Kenneth Praefke, handlede om konsekvenserne af den stigende statsgæld. I takt med at coronakrisen trækker ud, bliver krisen dyrere og dyrere, men hvem skal betale regningen? Praefke tager fat i en perlerække af topøkonomer fra den hjemlige debat. Overvismand Carl-Johan Dalgaard, den tidligere overvismand Michael Svarer, lektor Jeppe Druedal og nationalbankdirektør Signe Krogstrup kommer alle med deres vurderinger.