I takt med at den nuværende nedlukning trækker ud – og bekymringerne for de mange nye coronamutationer bider sig fast – stiger den økonomiske regning knyttet til coronakrisen. Det er dyrt at sætte store dele af samfundet på pause – også selvom alternativet, at lade pandemien rase, både er økonomisk og sundhedsmæssigt dyrere.
Når man kigger på de aktuelle økonomiske nøgletal, er der da heller ikke tvivl om, at den fremgang, vi så i store dele af dansk økonomi fra genåbningen i forsommeren frem til november sidste år, er sat på pause. Efter alt at dømme dykker den økonomiske aktivitet her i starten af det nye år.
Selvom det bør give anledning til dybe panderynker, er det dog værd at bemærke, at det aktuelle dyk i den økonomiske aktivitet ikke ligner, hvad vi så i foråret 2020.
Forbruget falder – men mindre end sidste år. Ledigheden stiger, men ikke eksplosivt. Jobmarkedet er bremset op – men der slås stadig mange stillinger op – og transporten på tværs af Danmark er ikke gået helt i stå. Forbrugertilliden viser da også, at danskerne har tiltro til den økonomiske fremtid.
Der er flere grunde til, at det aktuelle dyk er mindre, end hvad vi så sidste år. Nedlukningen er mildere, da den ikke omfatter børnehaver og vuggestuer. Globalt er restriktionerne færre – i foråret sidste år lukkede store del af den europæiske industri ned. Det ramte også danske virksomheder, selvom de kunne fortsætte produktionen. Aktuelt ser industrien ud til at være i bedre form både i Europa og herhjemme.
Men den vigtigste forskel er nok, at vaccinerne sikrer, at vi kan se en ende på pinslerne. Om alle danskere er vaccineret til sommer, kan ingen vide på nuværende tidspunkt, men hvis det ikke sker ultimo juni, så sker det måske ultimo august. Pointen er, at virksomhederne begynder at kunne disponere efter, at krisen ikke varer evigt. Dermed fastholder virksomhederne i større udstrækning medarbejderstaben – og investeringsaktiviteten understøttes også.
Så selvom der er grund til bekymringer for den nære fremtid, så er der lys for enden af tunnelen, og det mildner faktisk også de kortsigtede udfordringer.