ForsikringsBrief AdvisorBrief
KØB SENESTE NYT KURSER
Køb Abonnement

De økonomiske nyheder stritter aktuelt i hver deres retning. Coronasmitten er stigende globalt – og mange lande har indført nye restriktioner, som må forventes at presse den globale økonomiske genopretning her i fjerde kvartal. Det gælder også herhjemme, hvor særligt den delvise nedlukning af Nordjylland må forventes at have en mærkbar negativ økonomisk effekt. Om økonomien decideret går i bakgear er svært at vide – men vi skal i hvert fald være glade for, at udbetalingen af feriepenge holder forbruget oppe.

Til gengæld er der meget, der tyder på, at en effektiv coronavaccine snart er klar. Vaccinen er ikke færdigudviklet, meget kan endnu gå galt, men et lægeligt modsvar til corona er den gamechanger, vi har ventet på siden marts.

Udsigten til, at der nok snart er en vaccine, kan allerede have økonomiske effekter nu. Det fjerner en del af den usikkerhed, som virksomheder og privatpersoner har ageret under siden marts. Det trækker i retningen af øget forbrug og investeringer allerede nu. Det gør en forskel, at vi begynder at kunne skimte lys for enden af tunnelen. Vi så da også de finansielle markeder reagere med begejstring, da udmeldingen fra Pfizer blev offentliggjort.

Der kan dog også komme den modsatte reaktion – i hvert fald i forhold til det private forbrug. Hvis vi nu forventer, at vi kan blive vaccineret til sommer, bider vi måske tænderne ekstra sammen de kommende måneder. Det vil alligevel være bittert at blive smittet med corona så forholdsvis kort tid inden, at man kan sikre sin immunitet med en vaccine.

Det er svært at vide med sikkerhed, om og hvordan vi reagerer – og vi må heller ikke glemme, at vaccinen endnu ikke er klar – men der er ingen tvivl om, at en vaccine vil gøre en kæmpe økonomisk forskel. Coronakrisen er en sundhedskrise, en sundhedskrise med store økonomiske konsekvenser. Når sundhedskrisen er løst, vil den økonomisk krise forsvinde. Der vil stadig være arvæv tilbage fra krisen, men vi har med den økonomiske politik forsøgt at mindske de permanente skader, og meget tyder på, at strategien er ved at lykkes.


Andre læser også

DAGENS

E-AVIS

E-avis vignette
Dagens E-avis