Sommerferien nærmer sig, og politisk forhandles der i disse dage om, hvorvidt danskerne kan få ekstra penge med sig ud i sommerlandet til at sætte skub i økonomien.
“Hav planerne klar, så de kan implementeres hurtigt. Men vent med at sætte det i gang
Helge Petersen, cheføkonom, Nordea
Oven på en række lyspunkter i de økonomiske nøgletal de seneste dage advarer flere økonomer dog mod at sætte pengeregnen i værk for tidligt.
“Hvis vi – efter hjælpepakkerne er afmonteret – kan se et relativt bredt tilbagefald i efterspørgslen på tværs af brancher, så er det fornuftigt at føre mere ekspansiv finanspolitik. Men jeg vil ikke vurdere, at tiden er til det nu,” siger overvismand Carl-Johan Dalgaard.
Så længe vi har hjælpepakkerne, er det nemlig svært at gennemskue, hvor dansk økonomi reelt står, og hvad der er brug for, mener overvismanden. Det er derfor bedre at vente lidt, før Christiansborg skubber til forbruget.
“Det kan jo være, vi ser en tilbagegang, som kun gælder specifikke brancher, og så er det andre initiativer, der skal sættes i søen,” siger Carl-Johan Dalgaard.
Samme anbefaling giver Michael Svarer, tidligere overvismand og medlem af den ekspertgruppe, som rådgav regeringen om udfasning af hjælpepakkerne.
“Lønkompensationsordningen kører hen over sommeren, og det er med til at stimulere økonomien. Derfor ser jeg ikke noget voldsomt behov for, at der kommer en masse penge ud i økonomien lige nu,” siger han.
Michael Svarer hæfter sig dog ved, at hvis politikerne vil udbetale de indefrosne feriepenge til danskerne, så kan det med fordel meldes ud nu. Det samlede feriepengebeløb kan nemlig formentlig først udbetales til september, men alene meldingen kan give et skub.
pct. faldt dansk bnp med i første kvartal ifølge Danmarks Statistik
“Hvis jeg ved, at jeg får 20.000 kr. ind på min Nemkonto omkring 1. september eller 1. oktober, så kan jeg godt sige: Jamen så køber jeg den ekstra havesofa nu. Det kan godt virke, hvis man signalerer, at det er det, man vil,” siger Michael Svarer.
Ifølge cheføkonom i Nordea, Helge Pedersen, har det økonomiske bagtæppe ændret sig de seneste uger. Ledigheden, eksporten og industriproduktionen tegner bl.a. bedre end frygtet, og han melder sig i koret, der maner til besindighed ift. stimuli.
“Hav planerne klar, så de kan implementeres hurtigt. Men vent med at sætte det i gang til efter sommerferien, når vi ved lidt mere om, hvor mange der kom tilbage i job,” siger han og anbefaler også politikerne at satse benhårdt på grønne investeringer frem for at stimulere forbruget:
“Man ved alligevel aldrig, hvor meget der reelt vil blive brugt,” siger han.
Danske Banks cheføkonom Las Olsen deler opfattelsen af, at økonomien lige nu tegner bedre end frygtet, men mener omvendt ikke, det vil være et problem også at stimulere efterspørgslen lige nu.
“Hvis man gør for meget, synes jeg ikke, at faren ved det er så stor. Vi er meget langt fra en overophedet økonomi lige nu. Og vi er også meget langt fra at have et problem med de offentlige finanser,” siger han og understreger, at der denne sommer heller ikke er fare for, at vi bruger pengene i udlandet frem for herhjemme.
Finansminister Nicolai Wammen (S) ønsker ikke at give et interview pga. de igangværende forhandlinger.
Men ved Økonomisk Redegørelse lagde han vægt på at “holde krudtet tørt” og “dosere” finanspolitikken rigtigt i den kommende tid. Carl-Johan Dalgaard mener, at der venter “ret store usikkerhedsmomenter lige rundt om hjørnet”.
“Der er basis for en optimisme om, at det her kan blive en mere kortvarig krise sammenlignet med f.eks. finanskrisen. Men om det også ender sådan afhænger langt hen ad vejen af, hvad der sker med sygdommen til efteråret, og hvordan resten af verden er ramt,” siger han.