I takt med at vi bliver rigere, stiger vores forventninger til den service, som den offentlige sektor leverer. Når vi er på hospitalet, forventer vi, at forholdene er tidssvarende. Og det samme gælder, når vi taler børnepasning, undervisning og ældrepleje. Det er derfor ikke overraskende, at efterspørgslen efter offentlige serviceydelser løbende er stigende. Det er i grunden heller ikke overraskende, at forventningerne får et ekstra tryk opad, når det nationaløkonomisk går godt: hvorfor finde sig i nedslidte skoler og mangelfuld ældrepleje, når der er en generel følelse af, at der er styr på forretningen Danmark.
I årene inden finanskrisen, hvor beskæftigelsen satte rekord, og de offentlige finanser var i plus, var det opadgående efterspørgselspres tydeligt. Trods høj vækst i det offentlige forbrug fra starten af 1990’erne og frem var der udbredt utilfredshed, hvilket i maj 2006 blev tydeliggjort af store demonstrationer i protest mod, hvad der blev oplevet som regeringens nedskæringspolitik. Resultatet blev, at den økonomiske politik i årene op til finanskrisen blev lempet, hvilket var med til at øge de indenlandske økonomiske ubalancer og gøre den danske del af finanskrisen hård.
