Når man har fulgt de finansielle markeder i 30 år, som jeg har, er der perioder, der fremstår klarere i erindringen end andre. Dagene efter 11. september 2001, finanskrisen, den europæiske gældskrise og senest coronakrisens start står lysende klart. Desværre frygter jeg, at vi lige nu befinder os i starten af endnu en krise til historiebøgerne.
Inflationen er skudt i vejret i den vestlige verden, og for at få inflationen ned har centralbankerne strammet pengepolitikken. I USA er centralbankrenten hævet med 3 procentpoint, i Europa med 1,75 procentpoint, og Storbritannien har lagt sig i midten med en renteforhøjelse på 2,25 procentpoint. Sidst renterne blev hævet markant, fik vi en finanskrise, da de højere renter knækkede et finansielt system, der havde taget for store chancer. Indtil onsdag havde vi ikke set større finansielle konsekvenser af de igangværende pengepolitiske stramninger, men det har vi nu i Storbritannien.