ForsikringsBrief AdvisorBrief
KØB SENESTE NYT KURSER
Køb Abonnement

Nu er puslespillet lagt i de 98 kommuner: Se om din skat stiger eller falder næste år

Over hver tredje

kommune ændrer på skatten næste år efter reform. De ærgrer sig på Stevns, men jubler på Langeland

Arkivfoto: Ólafur Steinar Gestsson/Ritzau Scanpix
Arkivfoto: Ólafur Steinar Gestsson/Ritzau Scanpix

Bor du i Stevns, Gentofte, Lyngby-Taarbæk, Vallensbæk eller Hørsholm? Så stivner smilet formentlig, når du ser din skattebillet for næste år. Netop de fem kommuner ligger nemlig i toppen blandt de i alt 16 danske kommuner, der er nødt til at hæve udskrivningsprocenten i 2021.

Hvis du derimod bor i Langeland, Lolland, Vesthimmerland, Ringsted og Brønderslev, så får du flere penge til bøffer og vin, for her falder skatten mest. I alt sænker 19 kommuner skatten næste år.

Vi skriver danmarkshistorie. Jeg er jo den SFer, der har sat skatten mest ned nogensinde

Tonni Hansen (SF), borgmester i Langeland Kommune

Det er Kommunernes Landsforenings status for det store budgetpuslespil, der nu er lagt færdigt i kommunerne – og som er kraftigt præget af den udligningsreform fra foråret, der tvinger kommuner i hovedstadsområdet og Østjylland til at sende flere penge til andre kommuner.

Jacob Bundsgaard (S), formand for KL, understreger, at det har været ualmindeligt svært at holde skatten i ro på det bagtæppe, og udskrivningsprocenten stiger da også en anelse fra 24,95 til 24,97 pct. på landsplan.

“2020 har ikke kun budt på en pandemi, vi fik også en udligningsreform og nogle meget fastlagte rammer for skatten i 2021. Selvom kommunerne gennem benhårdt arbejde har reduceret udfordringen i forhold til udgangspunktet, da budgetlægningen startede, så er vi ikke helt kommet i mål samlet set her,” siger Jacob Bundsgaard.

Borgmester ærgrer sig

Stevns Kommune har rekorden i skatteløft, for her stiger skatten med 1 procentpoint fra 25 til 26 pct. næste år.

Anette Mortensen (V), borgmester i Stevns Kommune, er bestemt ikke glad for den udvikling, men udligningsreformen har gjort den uundgåelig.

“Vi har taget udgangspunkt i, at udligningen gik helt galt,” siger Anette Mortensen og henviser til, at Stevns faktisk stod til at få et plus på op mod 30 mio. kr. med den tidligere udligningskommissions beregninger, men endte tæt på nul.

I forvejen ligger Stevns lavt på service og administration, og da kommunen har trukket på kassebeholdningen i nogle år, måtte skatten op for at bevare rengøring til de ældre og fornuftig normering i skolerne.

1

procentpoint stiger skatten i Stevns næste år. Højeste stigning blandt alle 98 kommuner

Til gengæld er der glæde at spore 180 km længere vestpå. Langeland topper nemlig listen over de kommuner, der har sænket skatten.

“Vi skriver danmarkshistorie. Jeg er jo den SF’er, der har sat skatten mest ned nogensinde,” siger Tonni Hansen (SF), borgmester i Langeland Kommune.

Han har givet skatten et ordentligt hak nedad med 1,5 procentpoint, så økommunen syd for Fyn ser skatten falde fra 27,8 til 26,3 pct.

“Det giver et pænt tilskud, der kan omsættes i lokalsamfundet. Det er jo primært de laveste indkomster, der får noget ud af det her, og de sætter ikke pengene ind på en kapitalopsparing. Derfor tror jeg, at det på sigt vil gavne kommunekassen gennem højere omsætning i detailhandelen, flere job og færre udgifter for kommunen,” siger Tonni Hansen.

Selvom grundtanken i udligningsreformen er, at de mindre velstående kommuner skal have flere penge, så de kan give en bedre service til deres borgere, så synes Tonni Hansen, at det er fair nok, at pengene er brugt på at sænke skatten.

“Der var jo 5 procentpoint forskel på kommuneskatten fra den billigste til den dyreste kommune. Og det er ikke rimeligt, at der er så stor forskel i Danmark. Nu bliver den lidt mindre,” siger Tonni Hansen.

Frederiksberg har fremover den laveste skat i Danmark med 22,8 pct., mens ikke mindre end 11 byer deler topplaceringen med 26,3 pct. Og det er Odsherred, Sorø, Lolland, Nyborg, Svendborg, Langeland, Haderslev, Norddjurs, Brønderslev, Vesthimmerland og Læsø.


Andre læser også

DAGENS

E-AVIS

E-avis vignette
Dagens E-avis