Vi har det seneste år i både USA og Europa været vidner til en pengepolitisk stramning, hvis lige vi ikke har set i årtier. Den amerikanske centralbankrente er samlet hævet med 4,5 procentpoint, og med torsdagens renteforhøjelse er den ledende europæiske centralbankrente blevet hævet med 3,5 procentpoint – og det på kun otte måneder.
De markante renteforhøjelser skal ses i lyset af den tårnhøje inflation. Ved at hæve renten håber centralbankerne at kunne dæmpe den økonomiske aktivitet tilstrækkeligt til at sikre, at inflationen kommer ned på de magiske 2 pct., som centralbankerne styrer efter.