Det lyder umiddelbart betryggende, når en række af landets førende bankøkonomer lover, at inflationen snart topper, for der er ingen tvivl om, at den høje inflation er en stor økonomisk udfordring for mange familier. Inden vi fejrer de bedre tider, er der dog desværre grund til at mane til en vis besindighed. Økonomernes vurdering er nemlig alene et gæt. Det er bestemt kvalificerede gæt, men det er værd at erindre, at økonomerne gennem det seneste år gang på gang er blevet overrasket over prisernes himmelflugt. Tager vi eksempelvis de dygtige økonomer i Finansministeriet, så forventede de i december sidste år, at inflationen i år ville lande på 2,2 pct. I maj lød vurderingen på en inflation på 5,6 pct. – det er desværre også nu et urealistisk bud. Aktuelt er inflationen på 8,2 pct. – og selv hvis priserne slet ikke stiger yderligere i år, lander inflationen for året som helhed på 6,5 pct.
Selvom der ikke er nogen garanti for, at økonomerne får ret denne gang, er der dog ingen tvivl om, at en række råvarepriser er faldet over den seneste måned. Men det sker på en sløj baggrund. De globale krisebekymringerne er taget til, og det har sendt eksempelvis kornpriserne ned. Til gengæld er vores forståelse af det underliggende løn- og prispres begrænset. Der kan sagtens ligge yderligere betydelige prisstigninger og vente. Nu hvor proppen er taget af inflationsflasken, vil mange virksomheder givetvis fortsat ønske at tilpasse priserne, og tilsvarende kan lønpresset også vise sig større end tidligere vurderet. Man må ikke glemme, at arbejdsmarkedet er meget stramt. Højere lån betyder typisk højere priser.