Virksomhedernes jobopslag er på sit højeste siden finanskrisen, genåbningen er så småt gået i gang, og selvom vi er lukket delvist ned, stiger ledighedstallene med beskedne 1300 personer i februar. Alligevel forudser overvismand Carl-Johan Dalgaard en svag bnp-vækst i 2021.
“Der er jo masser af usikkerhed, for vi befinder os jo stadig i en sundhedskrise. Selvfølgelig foreligger den mulighed, at der sker noget rigtigt gunstigt i sidste del af året, som kompenserer for, at vi starter året ud med en nedlukning,” siger Carl-Johan Dalgaard, overvismand i De Økonomiske Råd og professor i økonomi på Københavns Universitet.
I oktober 2020 udkom De Økonomiske Råd med deres seneste vækstprognose for Danmark i 2021. I deres hovedscenarie forudser de en vækst i bnp på 3,8 pct. Efter prognosen lukkede detailhandlen ned, storcentre og strøgbutikker blev efterladt øde, og købelystne forbrugere blev overladt til onlinehandel og click and collect-løsninger.
Nedlukningerne fik vismændene til i december at pege på det noget mere pessimistiske scenarie i deres prognose, nemlig en vækst på blot 1,5 pct. i 2021.
pct. lyder det pessimistiske scenarie i vækstprognosen for 2021 fra De Økonomiske Råd
“Der er ikke noget umiddelbart, der vil ændre min mening. Vi kan jo glæde os over, at det indtil videre ikke er gået værre, når man er i en nedlukning. Men nedlukningen i sig selv er jo på foranledning af, at smitten tenderer mod at komme ud af kontrol, og det er det, der driver os mod det pessimistiske scenarie. Det er det, der gør, at vi ikke tror, vi lander på hovedscenariet. Jeg tror, vi lander et sted mellem vores hovedscenarie og det pessimistiske scenarie, hvor pilen måske peger lidt mere mod det pessimistiske,” siger Carl-Johan Dalgaard.
“Der er jo masser af usikkerhed, for vi befinder os jo stadig i en sundhedskrise
Carl-Johan Dalgaard, overvismand, De Økonomiske Råd
Til sammenligning forudser Danske Bank og Nordea, at væksten vil lande på hhv. 2,8 og 2,5 pct. i 2021.
Hos Nykredit ser cheføkonom Troels Kromand Danielsen mere optimistisk på 2021. Han peger særligt på det høje antal af jobopslag, der landede på 25.117 i februar.
“Med den usikkerhed og de nedlukninger, der har været, så er det godt at se, at der er mod på at ansætte. Jeg tror, det handler om, at man forbereder sig på, at tingene starter op og bliver normale igen.”
Troels Kromand Danielsen tror på en hurtig genopretning af økonomien, da forbrugslysten er høj, og virksomhederne ved, hvad de kigger ind i modsat første nedlukning.
“Ledigheden er ikke steget ret meget under anden nedlukning. At vi så har stigende jobannoncer udover det, det vidner jo om, at man godt tør. Vi har en forventning om en ret pæn stigning i aktiviteten, når vi endelig åbner op.”