ForsikringsBrief AdvisorBrief
KØB SENESTE NYT KURSER
Køb Abonnement

Mere knald på USA’s stimuli sender globale aktier i vejret

Præsident Donald Trump og Fed-chef Jerome Powell sætter begge gang i globale aktiemarkeder. Arkivfoto: Carlos Barria/Ritzau Scanpix
Præsident Donald Trump og Fed-chef Jerome Powell sætter begge gang i globale aktiemarkeder. Arkivfoto: Carlos Barria/Ritzau Scanpix

Først oplyste Fed-chefen, Jerome Powell, at han går ind i et helt nyt marked med støtteopkøb. Det vendte amerikanske aktier fra minus til plus. Derefter lader anonyme kilder i præsident Trumps Hvide Hus et amerikansk nyhedsbureau vide, at enorme summer er på vej fra statskassen til investeringer i USA's forsømte infrastruktur.

Med så potentielt store nye penge- og finanspolitiske lempelser kan selv ikke nye bølger af coronasmitte på USA's hjemmebane, i Kina, i Indien og mange andre steder i verden ødelægge stemningen på de globale markeder. Powells første indkøb i amerikanske virksomhedsobligationer holdt de store markeder i Asien i grønt – i Japan og Australien med hhv. 3,8 og 4,8 pct. Og i Europa er Stoxx 600 tirsdag oppe med 2,24 pct. midt på dagen. Bank of Japan bidrog i Asien selv til festen med et løfte om at sende yderligere 110 billioner yen, knap 1200 mia. kr., ind i økonomien.

“Fed begynder i dag at købe virksomhedsobligationer med sin secondary market corporate credit facility. Indtil nu har de kun købt etf’er med virksomhedsobligationer,” forklarer analytikere hos Unicredit i Milano.

Forskellen er, at den amerikanske centralbank nu køber obligationer fra enkelte virksomheder frem for fonde, hvor virksomhedsobligationer er samlet i en pulje, en såkaldt exchange traded fund (etf).

Måske også på forventning om, at Fed kom et skridt nærmere mod at købe individuelle aktier

Jasper Lawler, strateg, London Capital Group, om aktiestigninger

“Det fik kurserne på virksomhedsobligationer til at stige, så renterne faldt, og aktiekurserne steg også på grund af et nyt lag beskyttelse i markedet fra Fed og måske også på forventning om, at Fed kom et skridt nærmere mod at købe individuelle aktier,” påpeger strateg Jasper Lawler, London Capital Group.

Aktierne inden for flere sektorer kan vente et yderligere løft, hvis præsident Donald Trump på torsdag offentliggør nye og måske præcise planer for at investere ca. 1 billion dollar i USA's infrastruktur. Et tiltag, der længe har været spekuleret i, men som ikke på forhånd er sikret opbakning i Kongressen.

1000 ​

mia. dollar vil Donald Trump kaste ind i USAs nedslidte infrastruktur

På den ene side vil Demokraterne ikke nødvendigvis give Trump så store summer i indirekte støtte i valgkampen – i form af mere økonomisk stimuli og jobskabelse. Noget, der alt andet lige vil gavne en præsident, der på grund af coronarecession ellers er klart i defensiven på sit stærkeste kort, nemlig økonomien og – indtil corona – den rekordlave ledighed. På den anden side er mange republikanerne mod øget gældsættelse.

Men ifølge anonyme kilder i Det Hvide Hus er en plan undervejs, hvor størstedelen af investeringerne på tæt på 1000 mia. dollar skal gå til traditionelle projekter som veje, broer og anden fysisk infrastruktur, men også bredbånd til de mange tyndt befolkede områder i USA og til investeringer i et 5G-netværk indgår i planerne.

Donald Trump skal, ifølge nyhedsbureauet Bloomberg, tale om netop 5G ved et arrangement i Det Hvide Hus. Samtidig har Trump netop åbnet for, at amerikanske high tech-virksomheder kan arbejde sammen med kinesiske Huawei, der både er førende på 5G og i Trumps sigtekorn i det løbende opgør mod Kina.

Demokraterne i Repræsentanternes Hus har et eget forslag om infrastrukturinvesteringer for 500 mia. dollar over fem år. Da coronapandemien i marts ramte USA, talte Trump om investeringer for helt op til 2 billioner dollar, 2000 mia. dollar. Forhandlingerne stoppede, ifølge Demokraternes forklaring, da Trump afviste af forhandle videre, indtil de holdt op med at undersøge ham og hans regering.

Fed-chefen, Jerome Powell, stiller tirsdag og onsdag op til de faste høringer i Kongressen. På forhånd er det ikke ventet, at han vil afvige fra det meget dueagtige budskab efter rentemødet i sidste uge.


Andre læser også

DAGENS

E-AVIS

E-avis vignette
Dagens E-avis