ForsikringsBrief AdvisorBrief
KØB SENESTE NYT KURSER
Køb Abonnement

Lars Rohde klar med afløser til direktørpost i Nationalbanken

Signe Krogstrup kan nu kalde sig nationalbankdirektør. Hun afløser Hugo Frey Jensen

Signe Krogstrup afløser 1. november Hugo Frey Jensen som ny nationalbankdirektør. Arkivfoto: Sophie Voisin
Signe Krogstrup afløser 1. november Hugo Frey Jensen som ny nationalbankdirektør. Arkivfoto: Sophie Voisin

For første gang i syv år bliver der skiftet ud i Nationalbankens direktion.

Ind træder Signe Krogstrup, der fra 1. november kan kalde sig ny nationalbankdirektør.

Det har Nationalbanken netop offentliggjort i en pressemeddelelse.

Signe Krogstrup er 48 år og har siden 1. juni 2019 været vicedirektør og chef for afdelingen økonomi og pengepolitik i Nationalbanken.

“Efter en omfattende proces, hvor der har været et bredt felt af kvalificerede ansøgere, er valget faldet på Signe Krogstrup. Hun har et solidt fagligt fundament og international erfaring. Hun er herudover udviklingsorienteret med et stærkt strategisk fokus og en dygtig kommunikator,” udtaler Nationalbankens bestyrelsesformand, Christian Schultz.

Økonomi
Finanschefer om ny nationalbankdirektør: “Hun kan sætte Danmark på verdenskortet”

Signe Krogstrup er uddannet cand. polit. fra Københavns Universitet og har en ph.d. i international økonomi fra The Graduate Institute of International and Development Studies i Schweiz. Derudover har hun fra 2007 til 2016 arbejdet i den schweiziske centralbank og fra 2016 til 2019 i Den Internationale Valutafond, IMF.

“Jeg er utrolig glad for og beæret over at skulle overtage posten som nationalbankdirektør efter Hugo Frey Jensen. Nationalbanken spiller en vigtig rolle som samfundsbærende institution, der nyder høj troværdighed. Den position vil jeg værne om og føre videre,” siger Signe Krogstrup.

Syv år siden sidste udskiftning

Det er første gang siden Lars Rohde blev udnævnt til nationalbankdirektør i 2013, at der bliver skiftet ud på en af de tre direktørposter i toppen af Nationalbanken.

Jeg er utrolig glad for og beæret over at skulle overtage posten som nationalbankdirektør

Signe Krogstrup, nyudnævnt direktør i Nationalbanken

Fremover består direktionen af Signe Krogstrup, Per Callesen og Lars Rohde. Sidstnævnte er den kongeligt udpegede nationalbankdirektør og dermed formand for direktionen.

26. juni offentliggjorde Nationalbanken, at 62-årige Hugo Frey Jensen efter ni år i Nationalbankens direktion har ønsket at gå på pension.

“Efter 36 gode år i Nationalbanken har jeg valgt at gå på pension. Jeg ser frem til i højere grad selv at kunne bestemme over min kalender og til at få mere tid med familien,” lød begrundelsen fra Hugo Frey Jensen i en pressemeddelelse.

Offentligt jobopslag

For første gang nogensinde valgte Nationalbanken at slå jobbet som ny nationalbankdirektør offentligt op.

I jobopslaget blev der lagt vægt på, at en kvalificeret ansøger skal have “en stærk økonomfaglig baggrund” samt “erfaring fra en centralbank, et ministerium, en finansiel institution” eller noget tilsvarende.

Nationalbanken har også ledt efter en kandidat med “indgående kendskab til processerne og instrumenterne på de danske og internationale finansmarkeder” og at “erfaring fra en operationel rolle fokuseret på den finansielle sektors infrastruktur, drift og it-understøttelse vil være et stort plus”.

Politik
Nationalbanken: Centralbankerne har ikke skabt de rekordlave renter

Ansøgningsfristen udløb 19. august, og altså blot en måned senere er der nu sat navn på Hugo Frey Jensens afløser.

Det er de 25 medlemmer af Nationalbankens repræsentantskab, der tirsdag formelt har godkendt den nye nationalbankdirektør.

Der er ingen tidsbegrænsning på stillingen som nationalbankdirektør, dog skal direktørerne fratræde, når de fylder 70 år.

Lars Rohde kan dermed blive siddende på posten i yderligere 3 ½ år, hvis han ønsker det, mens Per Callesen fylder 70 år i november 2028.


Andre læser også

DAGENS

E-AVIS

E-avis vignette
Dagens E-avis