Ingen ved, hvilken finanspolitisk linje der bliver behov for i perioden fra 2026 til 2030 – meget kan ske inden, at vi når dertil. Det er derfor afgørende, at man politisk sikrer sig handlefrihed.
I det lys er det bekymrende, at man allerede nu i den grønne trepart lægger op til en finanspolitisk lempelse i perioden fra 2026 til 2030. Politikerne kan naturligvis på et senere tidspunkt gennemføre modgående stramninger, som sikrer, at finanspolitikken bliver ansvarlig, men den slags stramninger er aldrig populære, og hvis man ikke evner at finde finansiering nu, hvorfor skulle det så være nemmere i fremtiden?