11 unge danskere lander på det amerikanske erhvervsmagasin Forbes' liste over succesfulde personligheder under 30 år. De unge er repræsenteret i fire ud af 13 kategorier.
På listen finder vi:
Finans
Anna-Sophie Hartvigsen (26), Emma Bitz (25) og Camilla Cloëtta Falkenberg (27) stiftere af Female Invest i 2017. Female Invest hjælper kvinder i gang på investeringsmarkedet.
David Harboe (29), medstifter af Nord.investements. Investeringstjenesten blev startet som en reaktion på de høje omkostninger, banker og investeringsforeninger tager for at hjælpe deres kunder med at investere.
I stedet for at have dyre rådgivere og et stort filialnetværk har Nord.investements en digital platform, som afvikles i samarbejde med partnerbanken Saxo Bank. Det meste klares automatisk. Investeringstjenesten forventer over 1 mia. dollar i aktiver under forvaltning ved udgangen af 2020.
Jack Nikogosian (29), adm. direktør i Aryze. Selskabet blev stiftet i august 2017. Målet er at skabe en global betalingsløsning ved hjælp af blockchain-teknologi, og at Aryze skal nå en værdi på 1 mia. dollar, fortalte Jack Nikogosian til Finans i 2019.
Socialt entreprenørskab
Andreas Reventlow (28) og Nicklas Stenfeldt (29), stiftere af Elderlearn. Den socialøkonomiske virksomhed vil gennem deres platform matche ældre borgere med sprogstuderende udlændinge. Visionen bag virksomheden er enkel. Elderlearn vil afskaffe ensomhed blandt ældre og hjælpe udlændinge med at blive integreret i det danske samfund.
Sport og spil
Niclas Mouritzen (22), professionel Rainbox Six Siege-gamer. Han betragtes som den bedste Rainbow Six Siege-gamer i verden og er den spiller, der har vundet flest præmiepenge.
Nicolai Reedtz (24), professionel CS:GO-gamer. Han har været med til at starte e-sportsholdet Astralis, er kendt som en de bedste CS:GO-spillere i verden og har bidraget til at gøre det danske hold til et af de bedste i verden.
Bjarke Felbo (28) og amerikanske Sanjay Guruprasad (29), stiftere af Rune. Spil-appen bruger kunstig intelligens til at hjælpe spillere med at finde holdkammerater til at game med og giver dem mulighed for at tale sammen.
Industri
Lasse Madsen (30), stifter af Sidekick. Han er løber og amputeret og har derfor været meget opmærksom på den begrænsede tilgængelighed af sportsproteser, det er til at betale. Hans firma, Sidekick, udvikler sportsproteser, der er lavet med billigere processer uden at gå på kompromis med kvaliteten.