Salget på de danske barer brager i vejret, når Danmark spiller EM-kampe.
Det viser data for forbrug med betalingskort og Mobilepay hos Danske Bank.
Forbruget toppede lørdag den 26. juni, hvor Danmark bankede Wales 4-0. Her steg salget på barer med 47 pct. sammenlignet med lørdag i ugen forinden. Samlet landede forbruget på de danske barer denne lørdag på 25 mio. kr. ifølge en korrigeret beregning fra Danske Bank. Det er det højeste forbrug, siden coronapandemien meldte sin ankomst tilbage i marts 2020.
“Vi kan meget tydeligt se fodboldkampene i vores tal – det er der slet ikke nogen tvivl om. Det er første gang, der bliver brugt så mange penge på barer, siden corona startede,” understreger Louise Aggerstrøm, chefanalytiker og privatøkonom i Danske Bank og ansvarlig for undersøgelsen.
Det mærker man tydeligt hos Rekom-gruppen, der viser fodboldkampene på udvalgte barer.
“Fodboldlandsholdet, fest og fadøl hænger rigtig godt sammen. Så når landsholdet spiller, sælger vi en del mere fadøl på de barer, hvor vi viser fodbold,” siger Jakob Jørgensen, landechef for Rekom.
“Der skal leveres mere øl, end der plejer
Henrik Friis Fredvig, salgsdirektør for on-trade hos Carlsberg
En af de barer er Proud Mary Pub i København, og her har stemningen ifølge Jakob Jørgensen været helt i top. Derfor glæder han sig også til Danmarks næste kamp.
“Vi ser rigtig meget frem mod lørdag, når Danmark spiller igen. Det bliver en kæmpe fest. Vi krydser alt, hvad vi har, for at de vinder. Det er godt for ølsalget, men mest af alt fordi det her eventyr og det her hold gerne må gå hele vejen.”
Også hos Carlsberg, der blandt andet leverer øl til danske barer og restauranter, mærker man, at fodboldfans kræver mere øl til kampene.
“Der skal leveres mere øl, end der plejer. Vi kan godt mærke, at EM-festen og den her nationale opbakning til landsholdet, sammenholdt med at der bliver holdt EM på dansk jord, har sat sig i tallene,” siger Henrik Friis Fredvig, salgsdirektør for on-trade hos Carlsberg.
Ølsalget i Carlsberg er mere end 30 pct. højere i juni måned i år sammenlignet med samme periode i 2020, men ifølge direktøren er det vigtigt at have for øje, at perioderne er svære at sammenligne.
“Der er mange variabler, som spiller ind. Vi er i en genåbningsfase efter coronanedlukning, og der er fortsat restriktioner – det trækker salget ned. Omvendt er der et fantastisk junivejr, og så er der EM-feberen, som påvirker salget positivt,” siger han.
Ikke alene på barer oplever man, at ølsalget er stigende i EM-tiden; også hos dagligvarekæden Coop mærker man, at fodboldfesten skubber til kundernes ølindkøb.
pct. steg salget på barer med den 21. juni, hvor Danmark spillede mod Rusland
“Danskerne drikker mest øl i weekenden, men hvis der kommer en landskamp på en hverdag, så sælger vi øl, som var det en lørdag. Der ryger simpelthen lige en sixpack med i kurven, når der er fodboldkamp,” siger Lars Aarup, analysechef hos Coop.
På en lørdag stiger ølsalget i Coops butikker typisk med 50 pct. sammenlignet med dagene mandag-torsdag.
Men selvom fodboldfeberen sikrer et solidt ølsalg, mens EM-står på, så er det ifølge Rekom-chefen ikke nok til at rette op på det halvandet år, hvor barerne har lidt under massive restriktioner.
“Der er ingen tvivl om, at landsholdets kampe under EM har øget vores salg og får flere gæster ud på de barer, der viser fodbold. Men hvis vi et øjeblik skal være lidt mere alvorlige, så gør en håndfuld fodboldkampe ikke den store forskel for en branche, som stadig er rigtigt hårdt ramt af restriktioner, og hvor mange steder fortsat er tvangslukket på grund af corona.”