Før Mario Draghi i givet fald kan komme i gang med at løse Italiens betydelige økonomiske udfordringer, skal han som dirigent først styre et indenrigspolitisk orkester. Hvor han aldrig tidligere selv har mestret noget instrument.
Draghi er højt respekteret, men det er som økonom. Hvad enten det har været i ECB, på universiteter eller i den private sektor hos Goldman Sachs.
Nu skal han forhandle med politikere, der kan mistænkes for kun at acceptere hans blotte tilstedeværelse på dirigentpodiet, fordi man så undgår et valg i utide. Det ønsker mange parlamentarikere ikke, eftersom en ny reform betyder, at pladserne i de to kamre i parlamentet bliver reduceret fra henholdsvis 630 til 400 og fra 315 til 200 efter næste valg. Meningsmålinger viser samtidig, at det aktuelt største parti, Femstjernebevægelsen, med aktuelt 36 pct. af pladserne i underhuset nu kun får 15 pct. af stemmerne. Det højreorienterede Lega er på knap et år faldet fra godt 37 pct. af stemmerne til nu knap 24 pct. Mens Italiens Brødre, endnu længere ude til højre, er gået frem fra ca. 7 pct. til knap 17 pct.
Hvilke partier, der skal sikre et flertal bag Mario Draghi, er uvist. PD, et centrumvenstre parti, der ledede den seneste regering, kan forventes at være med. Ledelsen i Femstjernebevægelsen siger officielt nej, men der tales i Italien meget om, hvorvidt bevægelsen er på vej mod en splittelse. Den spænder vidt, og den erhvervsorienterede del af Femstjernebevægelsen vil gerne have de reformer, man venter fra Draghi.
Lega under ledelse af Matteo Salvini kan blive den afgørende faktor. Trods tilbagegang i meningsmålingerne siges Salvini at fortrække et valg frem for at støtte en Draghi-regering.
Men ligesom i Femstjernebevægelsen er der uenighed. Fremtrædende medlemmer fra det industritunge Norditalien vil gerne have den stabilitet, som den fhv. ECB-chef måske kan sikre.
Lega kan sikre Mario Draghi det nødvendige flertal i begge kamre. Men hvis Salvini ikke vil være med, bliver det nødvendigt med Femstjernebevægelsen.