ForsikringsBrief AdvisorBrief
KØB SENESTE NYT KURSER
Køb Abonnement

Citi: Ét forhold skyller 1000 mia dollar ud af den globale økonomi

Arkivfoto: Henning Bagger/Ritzau Scanpix
Arkivfoto: Henning Bagger/Ritzau Scanpix

Hele 1000 mia. dollar bliver skyllet ud af den globale økonomi – eksklusive Kina – som følge af coronakrisen.

Det vurderer den amerikanske storbank Citi, der oversætter tallet til en nedgang i det globale bruttonationalprodukt, bnp, på 1,2 pct. i 2020.

Tallet dækker udelukkende over en enkelt faktor – tabet i den kvindelige arbejdsstyrke.

“Covid-19 kan vise sig at erodere mange positive gevinster i forbindelse med at udligne uligheden mellem mænd og kvinder samt potentialet i, at kvinder kan blive en signifikant vækstgenerator,” skriver Dana M. Peterson, der er global økonom i Citi, i et netop udgivet notat.

Investor
Kun ét dansk C20-selskab rangerer i top-20 på europæisk plan: Rekruttering med anonyme cv’er kan give effekt på ligestillingen

Hun henviser til tidligere beregninger af Citi fra 2015. De viste, at ved at øge den kvindelige andel i arbejdsstyrken til de samme niveauer som de mandlige ville det kunne skabe en bnp-vækst på 12 pct. i OECD-landene inden 2030.

Alene ved at reducere kønsuligheden på arbejdsmarkedet med 50 pct. ville det skabe en bnp-vækst i f.eks. Italien, Tyskland og Frankrig på henholdsvis 11 pct., 5,6 pct. og 4,7 pct.

Disse vækstmuligheder frygter Citi, vil eroderes af coronakrisen. For mens Citis beregninger tyder på, at ca. 13 mio. mænd globalt – ekskl. Kina pga. manglende data – har eller vil miste deres arbejde pga. pandemien i 2020, så vil hele 31 mio. kvinder stå uden arbejde som en konsekvens af coronakrisen. Den store forskel skyldes en tydelig overvægt af kvinder i de sektorer, der er blevet ramt hårdest af krisen pga. nedlukninger i bl.a. detail-, underholdnings-, restaurations-, turist-, undervisnings- og sundhedssektoren.

Da Citi estimerer det fulde bnp-tab i 2020 på 3,2 pct., svarer det økonomiske tab af de kvindelige arbejdsløse til lidt over en tredjedel.

Mænd plejer at rammes

Hos pensionsselskabet Velliv er cheføkonom Henrik Henriksen ikke i tvivl om, at det er et stort tab.

“Det vil give et stort økonomisk tab og en noget tungere gang fremadrettet, fordi det vil afspejle sig i de offentlige finanser, da det offentlige vil mangle indtægter og få en masse udgifter til understøttelse. At lukke et samfund ned, kommer med en pris,” siger Henrik Henriksen, der vurderer, at denne krise har ramt meget forskelligt og anderledes end tidligere kriser.

“Normalt oplever byggeriet og fremstillingsindustrien tilbagegang, og det er typisk mænd, der rammes her. Denne gang har man lukket samfund ned, og det har især ramt kvinder hårdt. Det er værd at have med på nethinden, specielt hvis økonomien ikke kommer i gang igen,” siger Henrik Henriksen.

Kan havne i fattigdom

Ifølge Citi vil kvinder i Europa og USA være “meget sårbare” i forhold til at miste deres job, mens kvinder, der mister deres arbejde, i vækstlandene, Sydeuropa, Japan og USA vil være “mere tilbøjelige til at havne i fattigdom pga. tabt arbejde”.

Muligheden for at vende tilbage til jobmarkedet vil ifølge Dana M. Peterson være hæmmet af, at kvinder i højere grad end mænd ofte ender med at tage sig af syge familiemedlemmer eller børn og unge, der endnu ikke kan modtage undervisning uden for hjemmet.

I Danmark er dette balanceforhold også i uligevægt, da Citi estimerer, at 61 pct. af de danske kvinder mod 39 pct. mænd netop tager sig af deres familiemedlemmer. På europæisk plan er der mest balance i Luxembourg, hvor 55 pct. kvinder har den familiære forpligtigelse, mens det gælder 67 pct. i Portugal, hvor ubalancen i dette forhold er størst mellem kønnene.

Brug allerede formulerede mål

Derfor kalder Citi-økonomen de politiske tiltag for at få flere kvinder ud i arbejdsstyrken endnu mere presserende end før coronakrisen.

“For at afbøde jobtabene og i sidste ende et tab i bnp skal beslutningstagerne også tage kvinderne i betragtning i de politikker, der er beregnet til at tackle de økonomiske tab af covid-19,” skriver Dana M. Peterson og peger på, at FN’s verdensmål for en mere bæredygtig verden netop har formulerede politikker for at inddrage kvinder mere i den globale arbejdsstyrke.

Desuden nævnes en række forslag til at få kvinderne ind på arbejdsmarkedet igen ved bl.a. at tilbyde børnepasning for forældre i kritiske fag, tilbyde direkte økonomisk støtte, tilbyde finansielle subsidier til arbejdsgivere, der tilbyder ansatte betalt orlov samt promovere fleksible arbejdsforhold, der tager højde for familiernes behov.


Andre læser også

DAGENS

E-AVIS

E-avis vignette
Dagens E-avis