ForsikringsBrief AdvisorBrief
KØB SENESTE NYT KURSER
Køb Abonnement

Danskerne ved ikke, hvad de skal bruge deres penge på: 90,5 mia. kr. af den disponible indkomst er gået til opsparing i stedet for til forbrug

Danskerne har sparet 47,5 mia. kr.

mere op i 2020 end i 2019. Det er penge, der hurtigt kan omsættes til forbrug, siger overvismand

Carsten Holdum, der er forbrugerøkonom PFA Pension, har ligesom de fleste andre selv ændret sine forbrugsvaner under krisen. Arkivfoto: Mie Hee Christensen
Carsten Holdum, der er forbrugerøkonom PFA Pension, har ligesom de fleste andre selv ændret sine forbrugsvaner under krisen. Arkivfoto: Mie Hee Christensen

Danskerne bruger ikke den løn, som de får udbetalt. Tal fra Danmarks Statistik og PFA viser, at under coronakrisen har lønmodtagerne sparet en markant større del af deres løn op end normalt. I årets første tre kvartaler satte danskerne henholdsvis 8 pct., 13,4 pct. og 10 pct. af deres disponible indkomst til side til opsparing.

Omregnet til kroner og øre svarer det til, at 90,5 mia. kr., af den disponible indkomst er gået til opsparing i stedet for til forbrug. Det tilsvarende tal for samme periode 2019 var 43 mia. kr. og dermed er forbrugt 47,5 mia. kr. mindre i de tre første kvartaler af 2020 sammenlignet med samme periode 2019.

Økonomi
Danskernes tillid til fremtiden vokser: “Forbrugerne fremstår nærmest som ukuelige optimister”

“De seneste år har vi har sparet stadig mere op af vores disponible indkomst, men 2020 er et specielt år, hvor der er sparet langt mere op end normalt. Det skyldes, at vi er mere frygtsomme, da der er krise, og man er nervøs for, om man kan beholde sit arbejde, og så er det også meget naturligt, at vi har forbrugt mindre, for det er blevet sværere at bruge penge, for vi kan ikke komme ud og rejse, og vi kan ikke gå i byen og spise,” siger Carsten Holdum, forbrugerøkonom i PFA Pension.

Det er bankbøgerne, der bugner med penge

Carsten Holdum, forbrugerøkonom, PFA

Meropsparingen i 2020 på 47,5 mia. kr. er sket inden udbetalingen af tre ugers feriepenge, hvor der efter skat er blevet udbetalt ca. 34 mia. kr. til 2,3 mio. lønmodtagere.

Bugner med penge

Spørgsmålet er så, om de mange penge, danskerne ikke har forbrugt, kan få ben at gå på, når samfundet igen åbner eller om pengene er blevet brugt til afvikling af gæld, er blevet sat ind på en pensionsopsparing eller brugt på investeringer i værdipapirer.

“Nogle penge bliver sat ind på pension, nogle penge bliver brugt på afdrag på gæld, men rigtig mange af de her penge bliver sat ind på bankbogen. Det er bankbøgerne, der bugner med penge,” siger Carsten Holdum.

Tal fra Danske Bank viser, at indestående på privates konti er steget fra 950 mia. i november 2019 til 1012 mia. i november 2020, hvilket er en stigning på 62 mia. kr. på et år.

90,5

mia. kr. af danskernes disponible indkomst er blevet sat til side til opsparing

En af dem, som i 2020 har fået mere indestående på sin bankkonto, er Louise Villadsen fra Østjylland. Sammen med sin mand havde hun blandt andet planlagt besøg på en michelinrestaurant, og de ville også gerne have været på skiferie.

I stedet har de investeret i et nyt reolsystem til stuen, men det er begrænset, hvor meget mere de mangler.

“Vi er to offentligt ansatte, der har en helt almindelig indkomst. Men vi har svært ved at bruge vores penge i øjeblikket, fordi alt er lukket. Man kan ikke bruge penge på noget som helst, og det er også et problem at have penge stående i banken, for der risikerer man, at få man ingen renter eller minusrenter, så nu har vi talt om at investere i aktier,” siger hun.

Men lysten til forbrug har ophobet sig hos familien, som også har en treårig søn, og Louise Villadsen er ikke i tvivl om, at når der bliver åbnet op igen, så skal pengene bruges på oplevelser.

“Så skal vi i zoologiske haver hver weekend,” siger Louise Villadsen.

Carl Johan Dalgaard, der er overvismand og professor i økonomi på Københavns Universitet, vurderer, at en meget stor del af de penge, der er røget ind på bankbogen under coronakrisen, vil komme ud som forbrug igen, når krisen engang letter.

“Det er et håb, som er realistisk, og derfor er det ikke urovækkende, at så mange penge er røget ind på en bankkonto, for det er penge, der hurtigt kan omsættes til forbrug,” siger Carl Johan Dalgaard, der vurderer, at forbruget hurtigt kan komme tilbage på sporet fra før coronakrisen ramte dansk økonomi.

“Men forudsætningen er, at smitten kommer ned både i forhold til restriktioner, og at forbruget vil være begrænset, hvis folk er bange for at blive smittet,” siger Carl Johan Dalgaard.


Andre læser også

DAGENS

E-AVIS

E-avis vignette
Dagens E-avis