Manglende kønsdiversitet er ikke til hinder for at få milliarder i investeringer fra danske pensionsopsparere. 12 af de største danske pensionskasser har således tilsammen 97 mia. kr. placeret i selskaber uden kvinder i enten ledelsen eller i bestyrelsen. Det viser en undersøgelse, som det internationale data- og analysebureau Denominator sammen med fintech-virksomheden Matter har lavet på baggrund af pensionskassernes seneste årsrapporter.
“Når de investerer i virksomheder, der ikke har kvinder i bestyrelsen eller i direktionen, er det jo en form for anerkendelse af, at det er okay,” siger CBS-professor Marie Louise Mors, der har forsket i kønskvotering i europæiske og amerikanske selskaber.

