ForsikringsBrief AdvisorBrief
KØB SENESTE NYT KURSER
Køb Abonnement

Dansk vækstaktie skåret midt over på under to måneder efter børsnoteringen

Dennis Poulsen, adm. direktør i Valuer. Arkivfoto: Steven Achiam
Dennis Poulsen, adm. direktør i Valuer. Arkivfoto: Steven Achiam

Investorerne vrimlede om Valuer, da den danske platformsvirksomhed skulle børsnoteres i februar. Processen blev fremrykket, og aktien overtegnet med 190 pct. Siden de første investorer kom med til en tegningskurs på 13 kr., og Valuer sat i fri handel, er aktien faldet til 6,1 kr. Valuers bestyrelsesformand Finn Peder Hove kommenterer ikke kursen, men skriver i en mail, at “ledelsen har fuld fokus på at eksekvere på den strategi, som fremgår af prospektet”, og at Valuer lod sig notere for at hente kapital til primært at investere i salg og marketing “for at indfri platformens potentiale. Det er vi godt i gang med, og vi arbejder på at komme i mål med den strategi”.

Tålmodigheden rækker dog ikke så langt blandt alle aktionærer, som direktør i Aktieinfo John Stihøj, der tabte 30 pct. på investeringen.

“Jeg gik med på ipo'en og solgte den første handelsdag. Jeg ville have slettet tegningen, da polemikken om selskabet kom, men nåede det ikke. Det er et fejlskud, jeg skal lære af. Man skal aldrig lade sig forblænde af en notering eller af navne bag. Dybest set satte jeg mig ikke ordentligt ind i casen. Det er fejl nummer ét, den anden var, at jeg så, Michael Moesgaard (investor og bestyrelsesmedlem,red.) var med. Han er en mand med næse for penge, jeg så det som en blåstempling,” siger han.

13

kr. blev en Valuer-aktie tegnet til, nu er den 6,1 kr. værd

Investor
Investorer kaster sig over kritiseret børsdebutant - overtegnet med 190 pct.

Ærgerlig udvikling

I Dansk Aktionærforening er direktør Mikael Bak ærgerlig over uroen om Valuer.

“Det kan påvirke tilliden fra de private investorer. Men det kan ikke overraske, at nogle af de selskaber, der går på First North, vil komme ud for bump, det er en præmis for at gå ind i den tidlige fase, men når det sker, skal man lære af det,” siger Mikael Bak, der mener, det også gælder de finansielle rådgivere.

“De skal være ekstra påpasselige og gode til at tjekke kundereferencerne, at de er, som selskabet siger, og som de bliver beskrevet i prospektet,” siger han med henvisning til skriverier om, at Valuers virksomhedsbeskrivelse har nævnt kunder, som blot var projektkunder.

“Nu var der ikke mange investormøder med Valuer, men jeg anbefaler at læse prospekter og udnytter investormøder til at blive klogere på selskabernes styrker og svagheder.”

Hvad angår kunderne, skriver bestyrelsesformanden: “Vi mener, beskrivelsen i prospektet er klar og dækkende for Valuers kundesituation.”

Ledende partner i Byfounders Tommy Andersen har tidligere kritiseret Valuers værdisætning til 300 mio. kr. før noteringen, og i dag opfordrer han investorer til at holde selskabet op på dets vækstambitioner.

Investor
Børsdebutant møder hård kritik fra venturebranchen, mens finansiel rådgiver afviser kritikken

“De har guidet med en ret stor, kontinuerlig fremgang over året. Første kvartalsregnskab kommer snart, men jeg ville give dem til andet eller tredje kvartal, hvor man så skal kunne se klare tegn på, at den lovede forretningsmodel virker. Ellers er det meget svært at tro på en lys fremtid for selskabet,” siger Tommy Andersen.

Valuers rådgiver Grant Thornton ønsker ikke at udtale sig.


Andre læser også

DAGENS

E-AVIS

E-avis vignette
Dagens E-avis

Forsiden lige nu