Bestyrelsesformændene i A.P. Møller-Mærsk og Danske Bank er på kollisionskurs med en af verdens største investorer. Kapitalforvalteren Blackrock er næststørste aktionær i Danske Bank og blandt de tungeste i A.P. Møller-Mærsk og har på selskabernes generalforsamlinger i marts og juni forsøgt at stemme flere af bestyrelsernes forslag ned, viser afstemningsnotater fra Blackrock. Det gælder blandt andet en lønstigning til Danske Banks bestyrelsesformand, Karsten Dybvad, på 40 pct., og i A.P. Møller-Mærsk har Blackrock tydeliggjort, at formand Jim Hagemann Snabe har “et overdrevent antal mandater,” da han også er formand i tyske Siemens og i bestyrelsen for forsikringsselskabet Allianz.
“Blackrock er en maskine, og den har sat sig for at være ledende på bæredygtighedog ansvarlige investeringer, og den maskine er uovertruffen til at levere
Christian Hyldahl, Blackrock-chef
I Danske Bank svarer IR-chef Claus Ingar Jensen i et mailsvar, at banken lytter til alle dens aktionærer, og at den generelt går i dialog på generalforsamlingen og ved andre lejligheder.
“Den dialog foregår selvfølgelig i et fortroligt rum og ikke i pressen,” lyder det, mens banken hilser det velkomment, at investorer har tydelige holdninger til alle aspekter af banken. I A.P. Møller-Mærsk har man ingen kommentarer.
I sidste uge vakte det opsigt, da finansgiganten skruede bissen på over for lastbilproducenten Volvo og mineselskabet Evraz pga. utilfredshed med selskabernes bestyrelser og topledelser. Og de danske selskaber bør ikke kunne gå ram forbi i fremtiden.
For ifølge Christian Hyldahl, der er en af to chefer for det kontinentale Europa hos Blackrock, er Blackrock en af de største aktionærer i de danske selskaber.
procents lønstigning til formanden i Danske Bank har Blackrock stemt imod
Med de seneste stemmeafgivelser begynder Blackrock at efterleve nogle af sine ambitiøse mål for ansvarlige og bæredygtige investeringer, som topchefen Larry Fink luftede i januar i år.
“I Blackrock gør vi mange ting for bæredygtige investeringer. Alligevel er nogle mistroiske – for gør vi det nu også? Men fakta er, at Blackrock er en maskine, og den har sat sig for at være ledende på bæredygtighed og ansvarlige investeringer, og den maskine er uovertruffen til at levere,” siger Christian Hyldahl, der ikke kan udtale sig om specifikke investeringsbeslutninger, da de styres af kapitalforvalterens Investment Stewardship Group, som henviser til dens afstemningsnotater.
På generalforsamlingen i Danske Bank 9. juni stemte Blackrock imod lønforhøjelse til bestyrelsesmedlemmerne og skriver i sit notat, at “bestyrelsen har foreslået en betydelig stigning i løn på tværs af bestyrelsen, f.eks. op til 40 pct. til formanden og 64 pct. til næstformanden,” og at Blackrock “anerkender, at bankens omstændigheder muligvis kræver mere tilsyn fra bestyrelsen. Vi tror dog ikke, at sådanne betydelige stigninger er berettigede på tværs af alle roller.”
Blackrock stemte også imod incitamentsbaseret kompensation til topledelse og bestyrelse og begrundede det med, at man er “bekymret” for Danske Banks transparens i bankens vederlagsoplysninger samt i bankens ansættelsesbonusordninger.
“Vi forventer, at vederlagsoplysninger vil give investorer klarhed om, hvordan den foreslåede politik er i overensstemmelse med virksomhedens strategi og aktionærernes interesser. Oplysningerne bør også forklare, hvordan vederlagsudvalget sætter mål, vurderer resultater og bestemmer, at kpi’er er tilstrækkelige til at sikre, at lønnen er på linje med resultatet,” hedder det i Blackrocks afstemningsnotat.
Problematikken i A.P. Møller-Mærsk handler primært om, at bl.a. formand Jim Hagemann Snabe har “et overdrevent antal mandater” som bestyrelsesformand for hvidevareproducenten Siemens og bestyrelsesmedlem i forsikringsselskabet Allianz.
Blackrock vurderer, at det “rejser store bekymringer i forhold til hans mulighed for at udføre tilstrækkeligt tilsyn i Mærsks bestyrelse”. Kapitalforvalteren indikerer også, at problemet med for mange kasketter også gælder topledelsen, hvis den skal være klar til at kunne agere fleksibelt ved uforudsete begivenheder.
Blackrock, der benytter en stedfortræder eller proxy på generalforsamlinger, har pga. de danske regler ikke haft mulighed for at stemme mod genvalg af bestyrelsesmedlemmerne, skriver Blackrock i sit afstemningsnotat, og den skjuler ikke sin bekymring for ledelsen i A.P. Møller-Mærsk. Som et udtryk for det har Blackrock afholdt sig fra at stemme for genvalg til aflønningskomitéen af bestyrelsesformand Jim Hagemann Snabe og Robert Mærsk Uggla, adm. direktør i A.P. Møller Holding.
Hos MP Pension er investeringschef Anders Schelde i store træk begejstret for Blackrocks nye stil og vurderer, at selskaberne i længden ikke kan sidde kritikken overhørig.
“Jeg har indtryk af, at Blackrock virkelig mener det, men vi skal have mere “show it, don’t tell it”, for skal jeg være lidt grov, er det i småtingsafdelingen ikke at stemme i forbindelse med vederlagskomitéen. Det er lidt tungere at stoppe finansiering af kul,” siger Anders Schelde, med henvisning til at Blackrock ikke har meldt ud, om den støtter MP Pension og en række andre investorer i at stemme mod kulfinansiering hos den japanske bank Mizuho torsdag. De tre passive kapitalforvaltere Blackrock, Vanguard og State Street ejer ifølge Anders Schelde sammen ca. 13 pct. af Mizuho.
“Så med dem ombord kan man virkelig påvirke tingene.”
I kapitalforeningen SDG Invest, der i Danmark er en af de førende inden for aktivt ejerskab, ønsker medstifter Anne-Louise Thon også, at musklerne bruges klogt.
“Jeg savner en mere systemisk tilgang, hvor man går sammen med andre investorer og klynger sine meninger sammen for at kunne påvirke med X antal mia. kr. i stedet for at gå ind enkeltvis med sin kritik,” siger Anne-Louise Thon og fortæller, at SDG Invest bl.a. gør det via medlemskabet af Climate Action 100+.
“Vi begynder nu at se de helt store spillere begynde at bevæge sig ind på dette felt, og det er inden for alle aktivklasser på alle niveauer fra Seed Capital til de store kapitalforvaltere som Blackrock.”
