Mens flere sektorer jublede over gode vaccinenyheder, stod det anderledes til for de store tech-aktier i Nasdaq 100-indekset.
Forud for nyheden om en kommende vaccine fra amerikanske Pfizer var det tech-tunge Nasdaq 100-indeks oppe med 2,8 pct. i futures-markedet, men så blev gulvtæppet revet væk. Da det amerikanske marked åbnede, blev indekset sendt ned med 0,8 pct.
Ifølge Henrik Drusebjerg, chefstrateg i Danske Bank, er det forventeligt, at de gode nyheder giver investorerne appetit på noget andet:
“Det må flytte fokus til andre dele af markedet og dele af markedet, som ikke er så aggressivt prissat, som dele af tech-aktierne er. Det må være forventeligt, at investorerne kaster sig langt mere appetitligt i den retning igen,” siger Henrik Drusebjerg.
De store tech-selskaber har da også nydt godt af de ændringer i hverdagen, som covid-19 har ført med sig. Coronakrisen forstærkede dermed en tendens, som allerede var sat i gang. Så selvom noget vil gå tilbage til det gamle, vil nogle af de nye vaner holde ved, vurderer Frederik Romedahl, senioranalytiker i Nykredit Markets.
“Under covid-19 har vi set, at tech-sektoren har fungeret som en strukturel sektor, hvor folk har placeret deres investeringer. Tech-selskaberne har nydt godt af ændringerne i vores hverdag, og det er klart, at når tingene vender tilbage til normalen, kan sektoren blive ramt. Omvendt har vi vænnet os til at bruge de digitale redskaber og arbejde mere hjemmefra, så noget af fremgangen for selskaberne vil nok være mere permanent,” siger Frederik Romedahl.
Den gode nyhed sendte både energiaktier og de finansielle aktier i hopla i Stoxx 600-indekset, hvorimod billedet for teknologiaktierne var markant anderledes.
Det tyder på en rotation, vurderer chefaktieanalytiker i Alm. Brand Michael Friis Jørgensen:
“Det er en rotation, men det er ikke en rotation ud af noget. Alle aktierne stiger. Vi begynder måske de næste par dage at skulle diskutere validiteten af vaccinen og en eventuel rotation ud af teknologiaktierne.”
Jeppe Christiansen, adm. direktør i Maj Invest, vurderer dog, at det er en rotation ud af noget. Nemlig en rotation ud af de ting, der er steget meget:
“Mange af de aktier, som tilhører den fysiske økonomi, har ligget underdrejet med 10-20 pct. Det kan godt være, at aktiemarkedet er kommet igen, men det har været et meget specielt aktiemarked, hvor alle de digitale aktier ligger meget højere end før corona, og alle de fysiske, cykliske aktier ligger langt under. Derfor ser vi det der omsving.”
