Købere, der ligefrem kommer op at skændes om, hvem der så en lejlighed først, er ikke et sundhedstegn ifølge Christopher Wagner, køberrådgiver og partner hos de uvildige køberrådgivere Bomae. Men det er, hvad han ser i øjeblikket i København og på Frederiksberg, hvor udbuddet bliver trykket i bund, mens priserne skubbes tilsvarende i vejret.
“Det er farligt at købe bolig, når man bliver presset på tiden. Man risikerer at betale en alt for høj pris, ift. hvis markedet vender på et tidspunkt. Og det gør det jo,” siger han.
“Byder man en halv mio. kr. over prisen, er det jo vanvittigt mange penge
Christopher Wagner, køberrådgiver, Bomae
I København lyder den gennemsnitlige pris pr. kvm i øjeblikket på 44.281. kr., mens den på Frederiksberg er oppe på 49.745 kr.
Også udbuddet skiller sig ud, da der lige nu er omkring 200 lejligheder til salg på Frederiksberg, mens niveauet normalt ellers plejer at ligge på omkring 500 ifølge rådgiveren.
I hans optik er konsekvensen af det lave udbud og de høje priser, at køberne risikerer at byde over de priser, som rådgivere og mæglere ellers ville finde fornuftigt.
“Og det er risikabelt, da markedet på et tidspunkt vil begynde at gå den anden vej. Jo højere en pris, du har givet for din lejlighed, jo mere kan du risikere at tabe,” siger han.
Christopher Wagner råder derfor til, at man slår koldt vand i blodet og ikke lader tid blive en afgørende faktor i boligkøbet.
“Er man et par, hvor den ene mister jobbet, og man samtidigt har presset sin økonomi maksimalt i boligkøbet, fordi man var under tidspres, så går det ud over ens rådighedsbeløb.”
For nok er renten lav, men man må ikke blive fartblind.
“Byder man en halv mio. kr. over prisen, er det jo vanvittigt mange penge, og mange kan måske have en tendens til at blive fartblinde. Men sætningen, at det er jo bare 100.000 kr., får det til at løbe mig koldt ned ad ryggen. Husk, at du skal tjene det dobbelte, og selvom renten er lav, og det er historisk billigt at låne penge, skal de stadig betales tilbage igen.”
Ved årtusindskiftet var kvadratmeterprisen på Frederiksberg ca. 13.000 kr. – priserne er dermed næsten firdoblet de seneste 20 år.
