Viden, vilje og investering er vejen frem til at opnå de ambitiøse klimamål. Men dertil kommer en masse interesser, ideologier og følelser, som lige nu bremser målet om global CO2-neutralitet i 2050. Det er i hvert fald den fornemmelse, man får af at læse rapporten “Net Zero Emission – Mission Impossible?”, som Morten Springborg, temaspecialist i C Worldwide Asset Management, har forfattet.
er året, hvor sol- og vindudbuddet ifølge Carbon Tracker med årlige vækstrater på 20 pct. først kan møde elefterspørgslen
“Vi taler om verdenshistoriens største investeringsprojekt de kommende 30 år. Det nytter ikke noget, at nedbryde sektorer, der er en del af omstillingen,” siger Morten Springborg med henvisning til, at man endnu ikke kan ekskludere samtlige fossile brændstofproducenter i sin portefølje i troen på, at man så får en grøn omstilling.
Ifølge tænketanken Carbon Tracker vil efterspørgslen af el målt ud fra 2019-niveau f.eks. først imødekomme udbuddet fra sol- og vindenergi i 2038, såfremt energikilderne vokser med 20 pct. om året.
“Det er ikke specielt hjælpsomt bare at ekskludere de store olieselskaber, de har mange kompetencer og teknologier, kapital og cashflow, som vi skal bruge i den grønne omstilling,” siger Morten Springborg.
Har du det fint risiko- og afkastmæssigt med at investere i de store olieselskaber?
“Olieselskaber er en døende industri, og jeg tror ikke på, at f.eks. Shell og BP får samme afkast af den investerede kapital i deres vindprojekter, som de historisk har fået. Derfor er jeg ikke specielt interesseret i olieselskaber, men vi er nødt til at acceptere, at vi ikke bare kan lukke døren, for så vil vi opleve en dyrere energiomsætning. Vi kan jo se, hvordan olieprisen stiger, fordi der bliver underinvesteret. Dræber vi de internationale børsnoterede olieselskaber, vil olien blive produceret af andre, mindre klimafokuserede selskaber i f.eks. Rusland og Mellemøsten.”
Hvis du ikke vil, hvorfor skal andre?
“Der er forskel på engagement og eksklusion. Man er nødt til som investor at være engageret, disse selskaber skal nudges, og så kan vi udfase de mest forurenende selskaber. Der kan være op til 50 gange forskel på CO2-udledningen fra producent til producent,” siger han og nævner, at f.eks. norske Equinor og svenske Lundin Energy udleder langt mindre CO2, end f.eks. canadiske oliesandsproducenter gør.
“Hvis vi accepterer nødvendigheden af at bruge fossile brændstoffer, må vi også have løsninger til CO2-udledningen. Der er to måder; den industrielle carbon capture and storage, CCS, der sandsynligvis bliver en meget stor industri. Den anden er lige til højrebenet, og den er billig, vi skal bruge naturen,” siger Morten Springborg med henvisning til de såkaldte carbon sinks, som er naturens kulstofdræn, hvor skov, landbrug og havet spiller en kæmpe rolle.
“Dræber vi de internationale børsnoterede olieselskaber, vil olien blive produceret af andre, mindre klimafokuserede selskaber
Morten Springborg, temaspecialist, C Worldwide Asset Management
Ifølge ham kan man med de rette incitamenter i løbet af en generation absorbere ca. 50 pct. af den CO2, der sendes ud i atmosfæren gennem genoprettelse af de naturlige carbon sinks.
“Halvdelen af væksten i vores CO2-udledning de seneste 200 år skyldes vores nedbrydning af den naturlige balance, hvor vi har fældet skov og mangrove og pint landbrugsjorden.”
Opskriften er ifølge Morten Springborg en bred, dybere og international CO2-beskatning kombineret med frie markedsmekanismer, dvs. ingen subsidier til politisk udvalgte teknologier.
“Det vil kunne bringe mange flere løsninger i spil, og CO2-skatten vil accelerere CO2-fangsten.”
I Bankinvest, hvor man har omfavnet bæredygtige og ansvarlige investeringer på mange områder, er porteføljeforvalter Nils Lodberg enig i de store linjer.
“Det er vigtigt, at vi ser nuanceret på det, det er vigtigt, at folk forstår, at der er behov for råmaterialer, der indgår plast, aluminium, kobber og gummi og mange forskellige metaller, når der skal produceres solceller og Teslaer.”
