ForsikringsBrief AdvisorBrief
KØB SENESTE NYT KURSER
Køb Abonnement

Denne ene faktor er afgørende for, at aktieeksperter venter stigende aktier flere år endnu

Kig på ledelsens

signaler i regnskaberne, lyder et af rådene til investorerne, der ikke skal lade sig skræmme af høje kurser

Arkivfoto: Brendan McDermid/Reuters/Ritzau Scanpix
Arkivfoto: Brendan McDermid/Reuters/Ritzau Scanpix

Investorerne er slet ikke færdige med at prise de lave renter ind i aktiemarkedet.

Så selvom flere aktier og aktieindeks ligger i rekordniveauer, bl.a. det danske eliteindeks C25, skal man ikke være så forskrækket over pludselige kursdyk, lyder det formildende fra bl.a. Johnny Madsen, investeringschef og partner i formue- og investeringsselskabet F&I.

“Jeg er ikke så nervøs for prisfastsættelsen, men man skal stadig respektere sin risikoprofil; der kan altid dukke noget op,” siger Johnny Madsen og råder investorerne til at være tro mod deres risikoprofil.

Investor
Eksperter: Høje kurser på danske aktier er ingen bremse for mere gevinst

“Det, man skal passe på, er at se på den historiske prisfastsættelse, for tidligere – for bare få år siden – havde vi et helt andet rentemiljø, end vi har i dag. Når man ser på aktiernes prisfastsættelse, skal man se det over for afkastmuligheden på alternative investeringer,” siger Johnny Madsen og peger på, at det typiske alternativ til aktier er obligationer, hvor renten er negativ eller tæt på nul.

“Så ser aktier ikke længere dyre ud. Vi er i gang med en genprisning af aktier. Jeg forventer et par år med et pænt positivt aktiemarked, men derefter vender vi tilbage til mere normale afkast, hvor aktier vil ligge 3-4 procentpoint over afkastet på obligationerne,” siger Johnny Madsen.

Pæne kursstigninger

I PP Capital er aktiestrateg Jens Løgstrup enig i, at de danske aktier kan få flere år med medvind, og at investorerne endnu ikke er færdige med at prise det lave renteniveau ind i aktiemarkedet.

“Derfor kan vi få pæne kursstigninger, og det kan fint vare i et-to-tre år,” siger Jens Løgstrup.

Investor
Ny forskning: Bæredygtige investeringer giver bedre risikojusteret afkast og mindre volatilitet

Både han og Johnny Madsen er enige om at bruge den kommende regnskabssæson til at aflæse ledelsens langsigtede signaler frem for at dvæle ved nogle skæve kvartaler foranlediget af covid-19.

På endnu længere sigt er der ifølge Johnny Madsen også god grund til at holde fast i sine aktieinvesteringer. For i krisetider, som den nuværende situation med covid-19 må siges at være, kan selskaberne blive tvunget til at træffe vidtrækkende beslutninger.

1-3

år mere med pæne aktieafkast forventer Jens Løgstrup, aktiestrateg i PP Capital

“De stærke selskaber vil typisk i krisetider træffe de langsigtede strategiske beslutninger. Det bliver spændende at se i de kommende år, hvor mange produktivitetsforbedrende tiltag de danske selskaber kan foretage,” siger Johnny Madsen og nævner oplagte investeringer i f.eks. robotteknologi og kunstig intelligens.

“Så på den anden side af covid-19 kan der komme et produktivitetsmæssigt spring, der kan bane vejen for, at de meget positive aktieafkast kan fortsætte i nogle ekstra år,” siger Johnny Madsen.

Investor
“Der skal hele tiden sukker på sutten”, men en dag er politikerne og centralbankerne færdige med at hjælpe aktiemarkedet


Andre læser også

DAGENS

E-AVIS

E-avis vignette
Dagens E-avis

Forsiden lige nu