Er der sandsække og læhegn omkring din portefølje? Tænk over det, mens du tjekker data og prognoser for, hvordan verden på klimafronten vil se ud i den nærmeste og lidt fjernere fremtid.
Et godt sted at begynde er f.eks. World Resources Institute, der f.eks. påpeger, at en ud af fire globalt i dag lever i regioner med høj risiko for vandmangel. Kigger man på de udsatte områder om ti og 20 år, ligger der et bælte af højrisiko for vandmangel over USA, Sydeuropa, Nordafrika, det sydlige Afrika, Asien og Australien.
Selvom investorerne svømmer i den slags data, er det umådeligt svært dels at begribe og dels at placere sine penge rigtigt i de selskaber, der vil blive ramt mindst af klimaforandringerne, lyder det fra Fiona Manning, investeringsdirektør i Aberdeen Standard Investments.
“Den langsigtede risiko for klimaforandringer er ikke priset ind i aktiekurserne generelt, og på kort sigt er risikoen nødvendigvis heller ikke indpriset. Vi kan jo se, hvordan kurserne reagerer, når der f.eks. opstår problemer med leverandørkæden eller, hvis selskabet rammes af en miljøsag,” siger Fiona Manning.
For mange er klodens klimafremskrivninger endnu blot skrækscenarier, mens de for andre er helt virkelige – orkanen, oversvømmelsen eller løbeilden har for længst taget hjemmet og byen, hvad end det er i Kenya, USA eller Australien. Og da investorer har det med at kigge frem, hvordan kan man så gardere sig mod den slags klimabegivenheder?
“De kan ramme når og hvor som helst. Vi kan ikke pille hele regioner ud af porteføljen, men vi kan være kritiske investorer, der er klar over risikoen fra de fysiske begivenheder. For os er det vigtigt at være i dialog med de selskaber, vi investerer i,” siger hun og fortæller, at Aberdeen Standard Investments som et væsentligt led i investeringsprocessen foretager forskellige fremskrivninger af klimarisici.
“Generelt er selskaber med en god ledelse et, der er åben for dialog, bedre til at adoptere og reagere
Fiona Manning, investeringsdirektør, Aberdeen Standard Investments
“Vi skaber scenarier og ser, hvordan det enkelte selskab er positioneret til at klare sig i de forskellige situationer. Analysen hjælper os også med at forstå, om selskabet er højrisiko i den aktuelle transformation til en grønnere verden. Derefter fremlægger vi de forskellige scenarier for selskaberne og taler om deres risiko, og hvordan de ser den.”
Ifølge Fiona Manning er risikoappetitten en vigtig overvejelse for privatinvestorer, der vil forsøge at beskytte deres fremtidige afkast. Desuden skal man se på selskabet og dets forretningsmodel. Er selskabet udsat, skaber det mere nytte, end det tærer på miljøet og de menneskelige ressourcer? Derefter skal man dykke ned i ledelsen af selskabet.
ud af 4 personer globalt lever i regioner med høj risiko for vandmangel ifølge World Resources Institute
“Generelt er selskaber med en god ledelse et, der er åben for dialog, bedre til at adoptere og reagere, mens selskaber, der er dårligt ledet, har svært ved at åbne sig for dialog og forandring og i at sætte mål for en omstilling,” siger Fiona Manning, der vurderer, at man får en god fornemmelse af selskabets risiko ved at se på ledelsen.
“Hele pointen er at skabe afkast, og det kan gøres samtidigt med, at man skaber en positiv udvikling.”
Blackrock, der er verdens største kapitalforvalter og investor, har tidligere i år sat fokus på risiciene forbundet med vandmangel eller “water stress”. Heller ikke Blackrock vurderer, at investorerne indpriser risikofaktorerne.
“Vandmanglen har vidtrækkende implikationer på tværs af aktivklasser. Vi ser landbrugs-, el- og fødevaresektorerne som de sektorer, der kan være mest udsatte,” lyder det i notatet “Troubled Waters” fra Blackrock.
