ForsikringsBrief AdvisorBrief
KØB SENESTE NYT KURSER
Køb Abonnement

En infrastrukturpakke på flere tusind milliarder kan være på vej i USA, og det giver muligheder for investorer, lyder det

Lars Skovgaard Andersen, investeringsstrateg i Danske Bank, holder øje med USA. Arkivfoto: Andreas Vinther
Lars Skovgaard Andersen, investeringsstrateg i Danske Bank, holder øje med USA. Arkivfoto: Andreas Vinther

5G-udrulningen burde give kæmpe efterspørgsel for produkter fra Nokia, Ericsson og Cisco

Peter Garnry, chefstrateg, Saxo Bank
Med coronahjælpepakken af banen kan USA’s præsident Joe Biden bevæge sig videre mod næste mål: En infrastrukturpakke, der potentielt kan pumpe flere tusind milliarder ud i systemet og igangsætte en massiv investeringsbølge.

“Der er tale om en bred infrastrukturpakke, kompromisets pakke, hvor man kan strikke sammen med både grøn omstilling, opgradering af fysisk infrastruktur med veje, broer, elnet, kloaksystemer og digital infrastruktur med 5G i kampen mod Kina,” siger Lars Skovgaard Andersen, investeringsstrateg i Danske Bank.

Infrastrukturpakken kan potentielt blive dobbelt så stor som den netop underskrevne gigantiske coronahjælpepakke på 1900 mia. dollar, vurderer bl.a. storbankenGoldman Sachs.

“Det er et meget, meget stort beløb, som bare er yderligere krudt til en amerikansk økonomi, hvor vi i forvejen ser vækstestimaterne stige kraftigt. Det betyder endnu mere positive udsigter for det cykliske billede og større risiko for overophedning, men også et aktiemarked, hvor store dele kan ride med på de lyse udsigter,” siger Jakob Vejlø, chefstrateg i Bankinvest.

Investeringerne vil formentlig strække sig over en årrække, hvilket ifølge strategerne vil minimere risikoen for overophedning. Selvom der endnu ikke er et konkret forslag på bordet, er investorer allerede nu begyndt at overveje, hvordan de kan få en bid af kagen.

“Vi har senest øget vores investeringer i den cykliske del af det amerikanske aktiemarked, der nyder godt af højkonjunkturer, herunder råvareproducenter og industrier som maskinproducenten Caterpillar,” siger Jakob Vejlø.

Andre virksomheder, der vil nyde godt af en genopbygning af amerikansk infrastruktur, er maskinudlejeren United Rentals, asfaltproducenten Vulcan Materials og den irske cementproducent CRH, påpeger Lars Skovgaard Andersen. Og måske har investorerne allerede taget forskud på glæderne; i hvert fald er Caterpillar, United Rentals, Vulcan og CRH steget hhv. 28, 39, 14 og 14 pct. alene i år.

Supercyklus undervejs

Infrastrukturaftalen kan sætte skub i en supercyklus indenfor byggematerialer – især cement, vurderer investeringsbankenMorgan Stanley i en rapport. En supercyklus defineres ved en trend med stigende efterspørgsel og priser, der strækker sig over årtier som følge af en strukturel ændring i efterspørgslen.

Den amerikanske cementindustri er allerede tæt på sin maksimale kapacitet, hvorfor øget efterspørgsel vil medføre prisstigninger på 15-20 pct. ifølge Morgan Stanley, der bl.a. nævner cementproducenterne MLM og Summit Materials, hvis aktier er steget hhv. 20 og 39 pct. I 2021.

“Industri og råvarer nyder allerede nu godt af opsvinget, og disse aktier vil få endnu et boost. Vores råd er derfor at få købt op i dem og holde fast, til trods for at det er gået godt,” siger Lars Skovgaard Andersen.

Peter Garnry, chefstrateg hos Saxo Bank, er mindre overbevist om, at industri er en god investering, selvom infrastrukturplanen ifølge ham sandsynligvis vil blive en realitet.

“Kortsigtet vil der helt sikkert ligge muligheder i infrastruktur, men på den lange bane er det ikke her, man får de store afkast. Historisk har det sjældent været en god investering heller,” siger han.

I stedet vil Peter Garnry hellere kigge længere oppe i værdikæden og investere i eksempelvis digitalisering og 5G.

“Hele 5G-udrulningen burde give kæmpe efterspørgsel for produkter fra Nokia, Ericsson og Cisco,” siger han.

En opgradering af elnettet kan f.eks. gavne svensk-schweiziske ABB, som er én blandt mange bejlere på området, påpeger Lars Skovgaard Andersen. Flere store danske selskaber som Vestas kan også få gavn af en grøn infrastrukturpakke, vurderer Jakob Vejlø.


Andre læser også

DAGENS

E-AVIS

E-avis vignette
Dagens E-avis

Forsiden lige nu