En håndfuld selskaber har de seneste par uger offentliggjort planer om at lade sig børsnotere på den danske minibørs First North, og nu har endnu et selskab, FOM Technologies med adm. direktør Michael Stadi i spidsen, bekræftet, at de påtænker at gå på børsen.
Hver især ønsker de fire selskaber at hente mellem 16 mio. kr. og 50 mio. kr. på den danske vækstbørs.
Cannabisselskabet Stenocare meddelte i mandags, at det efter en årrække på den svenske minibørs Spotlight vender hjem til Danmark og næste uge lader sig notere på First North-børsen. Ved børsnoteringen i Sverige i 2018 blev aktien handlet til 27,50 kr., og selvom kursen sidste sommer rundede 56 kr., handler aktien torsdag til omtrent samme kurs som ved børsnoteringen. Stenocare har planer om at hente 45 mio. kr.
mio. kr. ønsker seneste skud på First North-stammen, FOM Technologies, at hente i kapital ifølge Børsens oplysninger
“Tiden er kommet til at rykke videre. Med dagens annoncering kan vi begynde mod rejsen europæisk lederskab i vores branche,” udtalte adm. direktør i Stenocare Thomas Skovlund Schnegelsberg i forbindelse med meddelelsen.
Også Monsenso opererer i sundhedssfæren med en digital sundhedsløsning til mental sundhed. Selskabet har planer om at hente mellem 16 og 20 mio. kr. i nye aktier. Adm. direktør Thomas Lethenborg udtalte for få dage siden til Børsen, at coronakrisen har givet medvind.
“Men jeg kan sige, at vi den seneste måned har fået en efterspørgsel fra partnere og kunder, som vi ikke ville have fået uden coronakrisen. Vi har fået en anden kadence.”
Også den digitale underskriftsløsning Penneo jagter kapital på First North-børsen. I fortegningsperioden var der så stor interesse for at komme med ombord på den potentielle vækstrejse, at Penneo måtte øge kapitalrejsningen til 50 mio. kr. fra de oprindelige 35 mio. kr.
“Penneo kan blive en de facto-standard. Derfor skal vi bruge provenuet til at ansætte flere dygtige udviklere til at udvikle nye services til eksisterende kunder, ligesom vi skal hente nye kunder og ind på nye markeder,” udtalte adm. direktør Niels Henrik Rasmussen i forbindelse med offentliggørelsen.
Endelig har FOM Technologies bekræftet, at de har planer om at lade sig notere på First North-børsen. Selskabet, der udvikler forskningsudstyr, har været i gang siden 2012 og er et spinoff fra DTU og Risø. Ifølge Børsens oplysninger jagter selskabet 16 mio. kr. i kapital med sin børsnotering.
“Vi har en unik mulighed for at bidrage til omlægningen til grøn energi, og vi har vækstpotentialet i virksomheden. Derfor mener vi også, at det er det eneste rigtige at gå på børsen nu til sommer,” siger Michael Stadi.
