Midt under coronakrisen er en stribe selskaber på vej på vækstbørsen Nasdaq First North i København.
Selskaberne Stenocare, Penneo og Monsenso har i løbet af de seneste uger meldt ud, at de skyder gang i børsprocesser.
Det skal føre selskaberne på børsen i løbet af de kommende uger, og nu erfarer Børsen, at også et fjerde selskab, FOM Technologies, i kulissen er langt fremme i arbejdet med at få en børsnotering i hus. Og flere kan være på vej, fortæller en række børsnoteringsrådgivere.
FOM Technologies’ administrerende direktør, Michael Stadi, udtaler:
“Jeg kan bekræfte, at vi intenst arbejder på at modtage de afsluttende formelle godkendelser, der skal være på plads forud for en notering, og at det er vores ambition, at de foreligger på denne side af sankt hans.”
Coronakrisen har ellers udløst voldsomme kursudsving på børsmarkederne de seneste måneder.
Men efter en årrække som udskældt minibørs har First North-aktierne i år samlet set bevist deres værd for investorerne. First North i København har sammen med søsterbørsen i Stockholm givet et positivt afkast på 7,6 pct. for året.
Det overgår det afkast, som de store selskaber på hovedbørserne samlet set har leveret, hvor C25 er nede med 0,8 pct. for året, og det svenske S30-indeks er faldet 16 pct.
Typisk sker der det under en global aktienedtur, at investorer sælger ud af aktier i mindre selskaber for at gå kontant eller over i meget likvide aktier, hvilket har den konsekvens, at de små aktier mister kursværdi og risikerer at ligge døde hen. Denne gang er det modsatte sket, fremhæver Jesper Ilsøe, der er rådgiver hos Kapital Partner:
“Når man kan se, at kurserne på First North har klaret sig bedst, og handelsvolumen er dobbelt så høj som sidste år, så er det et marked, man gerne vil børsnoteres i, fordi så er der masser af kapital.”
“Vi har endda selskaber, hvor vi har fremskyndet processen for at udnytte, at aktiviteten og volumen på aktiemarkedet har det fantastisk i øjeblikket, også i First North-aktierne. Der har vi droppet den private finansieringsrunde, vi typisk foretager før en børsnotering, fordi det marked til gengæld er frosset til i øjeblikket.”
Adm. direktør John Norden fra Norden CEF assisterer som rådgiver både FOM Technologies og Monsenso på vejen mod børsen. Han mener, der er flere på vej i samme retning:
“Der kommer i hvert fald en notering yderligere inden sommerferien.”
Nogenlunde samme melding kommer fra Gert Mortensen, der er managing partner med speciale i corporate finance hos Baker Tilly og som rådgiver har været med til at børsnotere en række selskaber på vækstbørsen.
“Jeg ved, at der er flere, som går med konkrete overvejelser om at lade sig notere i den nærmeste fremtid,” siger han.
Også Jesper Ilsøe bekræfter:
“Der er flere på vej. På den anden side af sommeren kommer der mindst tre mere,” siger han. Rådgiverne oplever dog også, at nogle selskaber træder på bremsen på grund af corona.
“Nogle af de selskaber, som ellers havde planlagt at gå på børsen, overvejer, om timingen er rigtig,” siger Gert Mortensen.
Ifølge investeringsøkonom i Nordnet Per Hansen kan de mange noteringer være et udtryk for en ophobningseffekt, hvor selskaberne har forberedt sig på at gå på børsen i en længere periode og vurderet, at det trods den nuværende usikkerhed er risikoen værd.
“Det er trods alt en lille sum penge, der skal rejses. Og risikoen ved at blive noteret nu opvejes måske af, at selskaberne også kan bruge noteringen som et fremtidigt udstillingsvindue,” siger han.
