Den danske eldrevne delebilstjeneste Green Mobility har netop offentliggjort, at den vil etablere et tysk datterselskab for at være klar til at rulle delebilerne ud i Tyskland, så snart coronarestriktionerne letter.
“Vi ser Tyskland som et interessant marked, der er vant til delemobilitet, det er ikke bare i storbyerne, men også i de mindre byer, så på mange måder er Tyskland et foregangsland i Europa for delemobilitet,” siger Anders Wall, investor relation-chef i Green Mobility.
Selskabet forventer, at den første by i Tyskland med Green Mobility-delebiler er kørende i første halvår af 2020.
Dermed er selskabet et skridt videre mod målet om at nå 35 byer inden udgangen af 2025. Med den første by i Tyskland vil der i alt være syv byer med Green Mobility-biler. Green Mobility er p.t. til stede i Danmark, Sverige, Norge, Belgien og Finland.
“Vi er klar til at vokse, når restriktionerne letter, vi skal ind på nye markeder, og især det tyske marked kan hjælpe med det. Der er en stor politisk support i Tyskland med en veludviklet infrastruktur til elbiler med bl.a. parkeringsordninger,” siger Anders Wall.
Green Mobility blev børsnoteret i 2017 på den danske vækstbørs Nasdaq First North, men rykkede i december 2020 over på hovedmarkedet.
Kursudviklingen er siden peget godt opad, og det seneste år er aktien steget med lidt over 100 pct.
