Føler du dig fristet til at allokere en del af porteføljen mod et helt specifikt tema eller trend, som du tror vil folde sig ud i de kommende år, så er du langtfra alene.
Tematiske investeringsfonde, som gør det muligt at eksponere sig mod helt specifikke temaer som eksempelvis solenergi, hjemmearbejde eller 5G-teknologi, er nemlig i massiv vækst.
En ny rapport fra analysehuset Morningstar, som er døbt “Global Thematic Landscape”, slår fast, at der i 2020 flød 1259 mia. kr. ind i tematiske aktiefonde, hvilket er mere end den samlede sum fra 2010 til 2019.
Rapporten viser dog, at blot 17,4 pct. af temafondene i Europa har formået at outperforme Morningstars Global Markets-indeks de seneste 15 år, mens de resterende enten er blevet lukket eller har underperformet benchmarket.
Men der kan gøres gode investeringer i temafonde, skriver Morningstar med henvisning til eksempelvis Invesco Wilderhill Clean Energy-etf’en, som siden 2018 har givet et årligt afkast på 60 pct. frem til slutningen af første kvartal i 2021.
I rapporten deler analysehuset ud af flere råd om, hvilke overvejelser investorer bør gøre sig, før man trykker på købsknappen.
“Først og fremmest skal et robust tema være logisk. Er narrativet overbevisende, er der en sammenhængende og overbevisende væksthistorie bag strategien, og bakkes det op af data?” skriver Morningstar i rapporten og uddyber:
“Uanset hvor passende et specifikt investeringstema virker i øjeblikket, så aldres visse trends dårligt
Morningstar
“Uanset hvor passende et specifikt investeringstema virker i øjeblikket, så aldres visse trends dårligt. Investorer bør spørge sig selv, om eksempelvis en etf med fokus på hjemmearbejde stadig vil være relevant om tre år,” skriver Morningstar, hvor de også blandt andet påpeger, at man bør overveje, hvordan det specifikke tema adskiller sig fra den overordnede sektor, som det læner sig op ad, samt hvor længe man forventer det vil tage for temaet at udspille sig.
Hanne Roj-Larsen, adm. direktør for den uvildige investeringsrådgiver Frederiksberg Finansrådgivning, råder til, at man ikke allokerer mere end 20 pct. af porteføljen mod specifikke temaer. Derudover bør man undersøge, hvor store ejerandele fonden har i selskaberne.
“Det kan være en overset risiko at investere i en tematisk fond, som har store ejerandele på eksempelvis 20-30 pct. i enkelte selskaber. Men det ser man, fordi flere tematiske fonde bevæger sig i meget smalle segmenter. Det kan gøre det svært at komme ud af sin investering, hvis markederne pludselig falder kraftigt,” lyder det fra Hanne Roj-Larsen.
