ForsikringsBrief AdvisorBrief
KØB SENESTE NYT KURSER
Køb Abonnement

“Det er helt klart de store olie- og gasproducenter, der har set de store stigninger,” siger Jakob Vejlø, chefstrateg hos Bankinvest. Arkivfoto: Steven Achiam
“Det er helt klart de store olie- og gasproducenter, der har set de store stigninger,” siger Jakob Vejlø, chefstrateg hos Bankinvest. Arkivfoto: Steven Achiam

Energisektoren i det amerikanske indeks S&P 500 er steget med 41 pct. siden starten af 2021. Hvis man som privatinvestor har fulgt med i energisektorens opsving for 2021 og gerne vil have en bid af kagen, er der ifølge Jakob Vejlø, som er chefstrateg hos Bankinvest, adskillige ting, man bør have in mente.

Du skal være opmærksom på, hvilken del af sektoren du går ind i

Jakob Vejlø, chefstrateg, Bankinvest

“Du skal være opmærksom på, hvilken del af sektoren du går ind i. Det er helt klart de store olie- og gasproducenter, der har set de store stigninger. Raffinaderier og service-providers har ikke set helt de samme stigninger. Du skal selvfølgelig også vurdere, om investeringer i denne type aktier er konsistent med dine bæredygtige præferencer,” fortæller han.

Lars Skovgaard, som er investeringsstrateg hos Danske Bank, mener også, at man bør have det grønne i tankerne.

“Jeg synes, at man skal gøre op med sig selv, hvad man har lyst til. Har du lyst til at gøre det, fordi du vil tjene penge på det, eller fordi det er en grøn vinkel, du har. Er der noget andet, der er bedre, eller noget som er lige så godt? Vil du støtte en sort sektor? Der er mange spørgsmål, man skal gøre op med sig selv og vurdere kraftigt, hvor god økonomien er,” siger han.

41

pct. er energisektoren på S&P 500 steget med siden starten af 2021

Langsigtet pres

Ifølge Jakob Vejlø kommer bæredygtighed til at spille en endnu større rolle fremover.

“Langsigtet tror jeg, man skal passe på med at ligge i olie- og gasproducenter. De er i en branche, der er under et markant strukturelt pres pga. den bæredygtige agenda. De store selskaber prøver at skifte ham og lægge sig mere ind i bæredygtig energiudvinding,” fortæller han og tilføjer:

“Selskaber som Vestas og Ørsted er kommet meget længere her og har intern knowhow, der tager lang tid at bygge op.”

Ikke desto mindre er olieaktier som franske Total og britiske BP steget hhv. 19 og 25 pct. i år, mens Vestas og Ørsted har fået smæk. Dog understreger Lars Skovgaard Andersen, at definition “grøn” kan være et nuanceret begreb.

“Skal du være grøn, hvis du udelukkende vælger de grønne aktier, eller går du ind og siger: Jeg vil gerne investere i jer, men I skal omstille jeres produktion, så I bliver grønnere. Det er jo mange forskellige definitioner af det her. Man skal også huske, at hvis man har solgt sine sorte aktier, så køber man dem nok ikke igen,” fortæller han.

Samtidig mener han også, at finanssektoren er en bedre investering.

“Jeg tror på, at hvis vi får gang i økonomien, og de lange renter kommer til at stige, så vil jeg meget hellere købe finans end energi. Min vurdering er, at finanssektoren har en større upside end energisektoren,” siger han.


Andre læser også

DAGENS

E-AVIS

E-avis vignette
Dagens E-avis

Forsiden lige nu