Hvis man som dansk investor har jagtet et godt afkast i 2021 ved at investere i sidste års store aktievindere, er man gået helt forkert i byen. Udviklingen i de danske eliteaktier er mere eller mindre vendt fuldstændigt på hovedet i år, hvor de store aktievindere pludselig er forvandlet til tabere og omvendt.
“I 2022 forventer vi igen positive takter hos danske aktier,som jo også gjorde det fabelagtigt under regnskabs-sæsonen
Jacob Pedersen, aktieanalysechef, Sydbank
“Det er ikke normalt, at aktiemarkedet er så sort/hvidt, som vi har set indtil videre. Det var meget tydeligt, hvilke selskaber der klarede sig bedst under coronakrisen frem til november 2020. Og coronataberne, der klarede sig allerdårligst fra midt februar 2020 til november 2020, har klaret sig bedst efterfølgende. Det er længe siden, at jeg har set en udvikling så markant – det virker meget tekstbogsagtigt,” siger Jacob Pedersen, aktieanalysechef i Sydbank.
Udviklingen kan meget vel fortsætte resten af året, vurderer analytikeren. Hvis renterne fortsætter med at have pil opad, som analytikeren forventer, vil det nemlig fortsat kunne lægge pres på sidste års vindende vækstaktier som Ambu, Vestas og Ørsted, påpeger han.
“I et miljø med opadgående renter er der en vis skepsis over for at kaste sig ind i de dyreste aktier,” uddyber Jacob Pedersen.
Som modvægt anbefaler han, at investorer fylder nogle cykliske aktier i deres porteføljer som f.eks. FLS og andre europæiske industriaktier. Men fra næste år er han overbevist om, at de øvrige danske aktier igen vil vinde investorernes gunst.
“Vi har mange dyre selskaber, fordi de oser af kvalitet – det synes jeg ikke, at vi skal være kede af. Kvalitetsaktier går som regel kun af mode i kort tid ad gangen. I 2022 forventer vi igen positive takter hos danske aktier, som jo også gjorde det fabelagtigt under regnskabssæsonen,” siger analytikeren.
I 2020 var ISS eksempelvis den værste C25-aktie med et fald på 34 pct., mens også FLS skrabede bunden med et tab på 12 pct. I år er begge aktier imidlertid steget hhv. 28 og 19 pct. Til sammenligning er C25-indekset oppe med 7 pct.
“Skiftet i aktiemarkedet er kommet, i takt med at vi har fået vacciner, der sikrer, at økonomierne kan begynde at vokse markant. Det gavner i særdeleshed et selskab som FLS, men også ISS nyder godt af genåbning,” siger han.
Omvendt har sidste års store vindere som Ambu, Vestas og Ørsted fået solide smæk i 2021, hvor de er nede med hhv. 13, 24 og 29 pct.
“Vi har set renten stige i år, og det rammer de aktier, der er dyrest prisfastsat ud fra en præmis om høj vækst i fremtiden. Det er med til at gøre, at nogle af dem er kommet på taberlisten,” siger Jacob Pedersen.
