ForsikringsBrief AdvisorBrief
KØB SENESTE NYT KURSER
Køb Abonnement

Råvaresektoren står over for en supercyklus, hvilket betyder stigende efterspørgsel og priser over en lang årrække, mener Michael Friis, aktiechef i HC Andersen Capital. Arkivfoto: Jeppe Bøje Nielsen
Råvaresektoren står over for en supercyklus, hvilket betyder stigende efterspørgsel og priser over en lang årrække, mener Michael Friis, aktiechef i HC Andersen Capital. Arkivfoto: Jeppe Bøje Nielsen

Mineselskaberne kommer til at tjene styrtende med penge, når priserne stiger

Michael Friis, aktiechef, HC Andersen Capital
Som dansk investor bør man kigge mod Storbritannien for at få eksponering mod råvaresektoren, mener Michael Friis, aktiechef i HC Andersen Capital.

“Jeg ville bevæge mig til London for at købe råvareaktier – de er stadig relativt billige. Her skiller det britiske aktiemarked sig ud i forhold til alle andre europæiske markeder, fordi UK har de allerbedste råvareaktier i verden. Du er næsten pinedød tvunget til at gå derover for at få råvaresektoren,” siger han.

Investor
Eksplosion af elbiler sender metaller i høj kurs – kan udløse supercyklus 

Sektoren bliver boostet af den grønne omstilling, som kræver en masse råvarer. Derfor står råvarer over for en såkaldt supercyklus, mener Michael Friis; altså en mangeårig periode med stigende efterspørgsel og råvarepriser.

“Hvis du tror på den grønne omstilling, skal du i min optik også tro på, at vi skal ind i en supercyklus i råvarer. Dermed bør du nok have en del af din portefølje i råvarer, omend det er det sorteste af det sorteste. Mineselskaberne kommer til at tjene styrtende med penge, når priserne stiger, fordi avancen går direkte ned på deres bundlinje. Og udviklingen er allerede i gang,” siger han.

René Engell, porteføljeforvalter i Falcon Invest, har investeret i forskellige råvareselskaber med momentum, som er udvalgt alene på baggrund af data om prisudviklingen i de enkelte aktier. Samtidig står de til skarpe priser ifølge investeringsselskabets beregninger. Det drejer sig om mineselskaberne Evraz og Rio Tinto, der ifølge Bloomberg har estimerede p/e-værdier på hhv. 6 og 7 og kursstigninger på 28 og 7 pct. i 2021.

“Råvarepriserne er steget til gavn for de selskaber, der udvinder metaller, og der ligger mange af dem i det britiske indeks. Nogle af de mineselskaber triller opad på min liste og bliver mere interessante, når råvarepriserne stiger,” siger René Engell. Et af de selskaber, som nu står højt på købslisten hos Falcon Invest, er mineselskabet Glencore, som har estimeret p/e-værdi på 11 efter en stigning på 23 pct. år til dato. P/e angiver, hvor meget du betaler for 1 kr. af det årlige overskud.

Michael Friis mener, at man bør investere i et par mineselskaber som disse for at få bred eksponering. Selv har han dog indtil videre kun investeret i danske FLSmidth, der leverer til mineindustrien.

“Jeg investerer dybt i den grønne omstilling i min egen portefølje og kommer nok også til at anerkende, at noget af porteføljen skal over i råvaresektoren og mineselskaber. Men indtil videre er jeg startet stille og roligt med FLS, der som underleverandør også vil nyde godt af det her,” siger Michael Friis, der dog advarer om høj risiko:

“Man skal vide, at råvareaktierne svinger enormt meget, fordi deres bundlinje er så afhængig af eksogene forhold.”


Andre læser også

DAGENS

E-AVIS

E-avis vignette
Dagens E-avis

Forsiden lige nu