ForsikringsBrief AdvisorBrief
KØB SENESTE NYT KURSER
Køb Abonnement

I Aabenraa kan adm. direktør i Sydbank, Karen Frøsig, meget vel have sat gang i en ny bølge af minusrenter, der kan skylle ind over de danske privatkunder i landets banker.

Banken har senest ændret på niveauet, så man som privatkunde fra starten af næste år, skal betale 0,6 pct. i rente for beløb over 100.000 kr. Den tidligere grænse lå før Sydbanks udmelding på 250.000 kr.

I Danmark er vi alle sammen igennem en mental proces med de her negative rente

Karen Frøsig, adm. direktør, Sydbank

“Selvfølgelig kommer det til at brede sig til resten af bankerne. Spørgsmålet er, om det kommer til at blive et konkurrenceparameter,” siger Lars Krull, der er bankekspert på Aalborg Universitet.

Samme vurdering kommer fra aktieanalytiker i Jyske Bank, Anders Vollesen.

“Jeg tænker helt sikkert, at det her kan være startskuddet til en bølge af andre banker, der følger trop. Det her er en grænse, der virkelig rykker på bankernes indtjening, så jeg tror, at det vil udgøre den nedre grænse i et stykke tid,” lyder det i en skriftlig kommentar.

Løft med næsten 3 mia

Sidste år indførte ordførende direktør i Jyske Bank, Anders Dam, negative renter for privatkunder for beløb over 7,5 mio. kr. Det samme gjorde Sydbank, og sammen med flere andre banker fulgtes de ned til den nu tidligere grænse på 250.000 kr. for landets store banker.

Men nu har Sydbank altså taget det næste skridt.

“Vi har ikke historisk opfattet os selv som markedsleder, men i den her situation har vi vurderet, at det er os, der har ansvaret for at drive den her bank – både i forhold til vores kunder, medarbejdere og aktionærer,” siger Karen Frøsig.

En grænse på 200.000 kr. – der er det dobbelte af, hvad Sydbank nu har indført – løfter bankernes indtjening på privatkundernes indlån med 2,8 mia. kr., viser tal fra Nationalbanken.

100.000

kr. kan man have sparet op på en bankkonto i Sydbank, før man skal betale 0,6 pct. i rente.

Om grænsen skal endnu længere ned, kan Karen Frøsig ikke svare på:

“Jeg vil gerne give et ærligt svar og sige, at det ved jeg ikke,” siger hun.

Hvorfor har I lagt grænsen ved 100.000 kr.?

“Det er en svær balancegang, og jeg kan ikke give dig et 100 pct. godt svar på det. 100.000 kr. er der, vi har landet den,” siger Karen Frøsig.

Karen Frøsig forklarer, at det tidligere har været børnelærdom, at man ved at spare op også får en rente, og man derfor har kunnet tjene penge på at sætte pengene i banken.

“I Danmark er vi alle sammen igennem en mental proces med de her negative renter. Det er jeg også selv. Det har været noget lettere at acceptere, at renten på ens boliglån er faldet fra en tocifret sats til ingenting,” siger Karen Frøsig.


Andre læser også

DAGENS

E-AVIS

E-avis vignette
Dagens E-avis