Med CPHFTW besluttede tre iværksættere sig i 2013 for at give danske start-up-virksomheder et netværk. I dag samler foreningen 130 medlemmer og trækker millioninvesteringer til Danmark
Mandag 11. november 2013 mødtes tre mennesker over en kop kaffe i Torvehallerne i København. De tre var indbyrdes forskellige, men de kendte hinanden godt fra det københavnske iværksættermiljø.
Den ene var Thomas Madsen-Mygdal, der havde været med til at stifte tech-virksomheder som Mondo, Reboot, Socialsquare og Podio. Den anden var Michael Reibel, ph.d. og medstifter af blandt andet App Garage på Danmarks Tekniske Universitet, hvor studerende med en idé til en ny app kunne få hjælp. Den tredje var tyske Sebastian Schwemer, som havde boet to år i Danmark som ph.d.-studerende og blandt andet stod bag et af Nordens største mødesteder for iværksættere, Lean Cph.
Når de tre mødtes, var det, fordi de havde en fælles ambition. De havde set, at nye iværksættervirksomheder – eller start-ups, som de kaldte sig selv – ofte var overladt til sig selv i København. De små og sårbare virksomheder var spredte, og det var svært for dem at finde hjælp i form af netværk og investorer.
“Vi var ikke tilfredse med situationen, sådan som den var. Vi syntes, at København kunne gøre det bedre i forhold til andre storbyer,” siger Thomas Madsen-Mygdal i dag. Han står nu i spidsen for virksomheden Twentythree, som udvikler videomarketing til virksomheders kommunikation med deres kunder.
“Den danske start-up-kultur var gået lidt død efter nogle gode år i 1990’erne, og vi haltede efter udlandet. Der var ingen synlighed, ingen styrke, og der var mangel på kapital. Nye start-ups vidste ikke rigtigt, hvor de skulle gå hen for at få et netværk eller for at finde talentfulde medarbejdere. Vi opfattede faktisk situationen som en brændende platform, og vi kunne se, at det ikke hjalp noget at sidde med hænderne i skødet. Derfor besluttede vi at gøre noget selv”.
Kort efter – tirsdag 17. december 2013 – mødtes 65 iværksættere på Digterkroen i det indre København. Kroen var ejet af endnu en kendt person i miljøet, advokaten Martin von Haller Grønbæk.
“Det var et vildt møde. Det varede tre timer, og der var en stærk energi. Folk sagde, at nu gør vi det selv, nu tager vi ansvar, nu viser vi lederskab, nu skal vi vise, at vi kan,” erindrer Thomas Madsen-Mygdal.
Står w for web, women eller weed?
På mødet besluttede deltagerne at starte en organisation, som blev ledet af iværksættere og var for iværksættere.
Den skulle være privat og uafhængig af det politiske system og af store virksomheder. De fandt også på et navn, som efter en mere eller mindre kaotisk afstemning blev til Copenhagen for the Win eller blot forkortet CPHFTW.
“Det var måske et lidt underligt navn, og folk spørger stadig, om bogstavet w står for world, web, women eller weed, men vi har holdt fast ved det,” fortæller Thomas Madsen-Mygdal.
Det første initiativ blev et såkaldt Town Hall-møde. Der skulle senere komme flere af disse møder, som nu holdes fire gange om året, hvor iværksætterne mødes under primitive forhold, ofte i en nedlagt lagerhal, og hvor de sidder på papkasser, mens de henter inspiration og netværker med hinanden. Mødet blev afholdt i starten af 2014, og interessen kom bag på Thomas Madsen-Mygdal:
“Vi sendte en åben indbydelse ud, og der kom 350 mennesker. Det overbeviste os om, at vi havde fat i noget, som kunne blive bæredygtigt.”
De næste måneder gik med hårdt arbejde. Folk mødtes fast hver uge og fik en organisation op at stå. Der blev lavet en hjemmeside, et nyhedsbrev og en jobbank. Der blev sat gang i et pr-arbejde.
På Town Hall-mødet i november 2014 kom der 1000 deltagere for at høre to af de mest kendte iværksættere, David Helgason, medstifter af spiludvikleren Unity Technologies, og Thorvald Stigsen, medstifter af rejsesøgemaskinen Momondo, der fortalte om deres erfaringer.
Initiativet voksede, og med økonomisk hjælp fra små og store iværksættere fik man råd til at ansætte et lille sekretariat, først Jasenko Hadzic og Lærke Ullerup, så Christoffer Malling og nu Michael Bak.
Sekretariatet bor på skift hos forskellige iværksættere, hvilket er en bevidst beslutning, fordi de ansatte skal være en del af miljøet og ikke have et isoleret kontor for sig selv.
Men hvad har CPHFTW så opnået?
“Vi har først og fremmest bidraget til at samle det københavnske start-up-miljø. Vi har vist omverdenen, at vi her i København har et stærkt miljø af mennesker, som brænder for at skabe værdi og for at udvikle nye virksomheder.”
Når det kommer til de konkrete resultater, nævner Thomas Madsen-Mygdal, at det er lykkedes at tiltrække de såkaldte venturefonde til København.
Tidligere var det et af problemerne, for eftersom København ikke havde en klar profil som et sted for iværksættere, så havde internationale investorer deres opmærksomhed rettet mod andre hovedstæder. Nu opdagede investorerne, at der var en scene i København, og så begyndte de at komme.
“Vi satte særlige møder op, og det betød, at de begyndte at investere i danske start-ups.”
Investeringerne ruller ind
I januar 2016 investerede den franske fond Idinvest 30 mio. kr. i Peakon, der hjælper virksomheder med at fastholde medarbejdere ved at undersøge trivsel. Senere investerede Idinvest og svenske Creandum 93 mio. kr. i Planday, der har udviklet et online-vagtplanlægningssystem.
CPHFTW har nu 130 medlemsvirksomheder; fra store, anerkendte virksomheder, der for længst har lagt tiden som start-up bag sig – som softwarevirksomheden Zendesk, der er børsnoteret i USA – til små virksomheder med nogle få mennesker, der stadig kæmper for at finde en forretningsmodel.
Målet er at komme op på 200 medlemsvirksomheder i år. I dag får organisationen tilskud fra blandt andre Erhvervsstyrelsen til at holde sine Town Hall-møder, men ellers finansierer man alle udgifter med penge fra medlemmerne.
Ifølge Thomas Madsen-Mygdal har forløbet med CPHFTW et særligt perspektiv. De danske iværksættere lever i en hverdag, der er udpræget international, men CPHFTW har et tydeligt dansk afsæt:
“I CPHFTW har vi organiseret os selv. Det har været naturligt for os, men jeg tror ikke, at det samme kunne være sket i f.eks. USA. Her i landet er vi præget af vores historie og vores rødder med andelstanken og foreningsliv. Når jeg tænker efter, så tror jeg, at det har haft en betydning, som vi har taget for givet, og som vi ikke har været klar over. I disse år bruger regeringer rundt om i verden mange penge på at fremme iværksættere, men vi gør det som et privat, nærmest folkeligt, initiativ. Vi gør det med åbenhed og i et fællesskab, hvor alle kan være med. Den energi skal vi forsøge at genfortolke, og det bliver vores næste projekt i CPHFTW.”
Mandag 11. november 2013 mødtes tre mennesker over en kop kaffe i Torvehallerne i København. De tre var indbyrdes forskellige, men de kendte hinanden godt fra det københavnske iværksættermiljø.
Den ene var Thomas Madsen-Mygdal, der havde været med til at stifte tech-virksomheder som Mondo, Reboot, Socialsquare og Podio. Den anden var Michael Reibel, ph.d. og medstifter af blandt andet App Garage på Danmarks Tekniske Universitet, hvor studerende med en idé til en ny app kunne få hjælp. Den tredje var tyske Sebastian Schwemer, som havde boet to år i Danmark som ph.d.-studerende og blandt andet stod bag et af Nordens største mødesteder for iværksættere, Lean Cph.
Når de tre mødtes, var det, fordi de havde en fælles ambition. De havde set, at nye iværksættervirksomheder – eller start-ups, som de kaldte sig selv – ofte var overladt til sig selv i København. De små og sårbare virksomheder var spredte, og det var svært for dem at finde hjælp i form af netværk og investorer.
“Vi var ikke tilfredse med situationen, sådan som den var. Vi syntes, at København kunne gøre det bedre i forhold til andre storbyer,” siger Thomas Madsen-Mygdal i dag. Han står nu i spidsen for virksomheden Twentythree, som udvikler videomarketing til virksomheders kommunikation med deres kunder.
“Den danske start-up-kultur var gået lidt død efter nogle gode år i 1990’erne, og vi haltede efter udlandet. Der var ingen synlighed, ingen styrke, og der var mangel på kapital. Nye start-ups vidste ikke rigtigt, hvor de skulle gå hen for at få et netværk eller for at finde talentfulde medarbejdere. Vi opfattede faktisk situationen som en brændende platform, og vi kunne se, at det ikke hjalp noget at sidde med hænderne i skødet. Derfor besluttede vi at gøre noget selv”.
Kort efter – tirsdag 17. december 2013 – mødtes 65 iværksættere på Digterkroen i det indre København. Kroen var ejet af endnu en kendt person i miljøet, advokaten Martin von Haller Grønbæk.
“Det var et vildt møde. Det varede tre timer, og der var en stærk energi. Folk sagde, at nu gør vi det selv, nu tager vi ansvar, nu viser vi lederskab, nu skal vi vise, at vi kan,” erindrer Thomas Madsen-Mygdal.
Står w for web, women eller weed?
På mødet besluttede deltagerne at starte en organisation, som blev ledet af iværksættere og var for iværksættere.
Den skulle være privat og uafhængig af det politiske system og af store virksomheder. De fandt også på et navn, som efter en mere eller mindre kaotisk afstemning blev til Copenhagen for the Win eller blot forkortet CPHFTW.
“Det var måske et lidt underligt navn, og folk spørger stadig, om bogstavet w står for world, web, women eller weed, men vi har holdt fast ved det,” fortæller Thomas Madsen-Mygdal.
Det første initiativ blev et såkaldt Town Hall-møde. Der skulle senere komme flere af disse møder, som nu holdes fire gange om året, hvor iværksætterne mødes under primitive forhold, ofte i en nedlagt lagerhal, og hvor de sidder på papkasser, mens de henter inspiration og netværker med hinanden. Mødet blev afholdt i starten af 2014, og interessen kom bag på Thomas Madsen-Mygdal:
“Vi sendte en åben indbydelse ud, og der kom 350 mennesker. Det overbeviste os om, at vi havde fat i noget, som kunne blive bæredygtigt.”
De næste måneder gik med hårdt arbejde. Folk mødtes fast hver uge og fik en organisation op at stå. Der blev lavet en hjemmeside, et nyhedsbrev og en jobbank. Der blev sat gang i et pr-arbejde.
"Det var måske et lidt underligt navn, og folk spørger stadig, om bogstavet w står for world, web, women eller weed, men vi har holdt fast ved det"
På Town Hall-mødet i november 2014 kom der 1000 deltagere for at høre to af de mest kendte iværksættere, David Helgason, medstifter af spiludvikleren Unity Technologies, og Thorvald Stigsen, medstifter af rejsesøgemaskinen Momondo, der fortalte om deres erfaringer.
Initiativet voksede, og med økonomisk hjælp fra små og store iværksættere fik man råd til at ansætte et lille sekretariat, først Jasenko Hadzic og Lærke Ullerup, så Christoffer Malling og nu Michael Bak.
Sekretariatet bor på skift hos forskellige iværksættere, hvilket er en bevidst beslutning, fordi de ansatte skal være en del af miljøet og ikke have et isoleret kontor for sig selv.
Men hvad har CPHFTW så opnået?
“Vi har først og fremmest bidraget til at samle det københavnske start-up-miljø. Vi har vist omverdenen, at vi her i København har et stærkt miljø af mennesker, som brænder for at skabe værdi og for at udvikle nye virksomheder.”
Når det kommer til de konkrete resultater, nævner Thomas Madsen-Mygdal, at det er lykkedes at tiltrække de såkaldte venturefonde til København.
Tidligere var det et af problemerne, for eftersom København ikke havde en klar profil som et sted for iværksættere, så havde internationale investorer deres opmærksomhed rettet mod andre hovedstæder. Nu opdagede investorerne, at der var en scene i København, og så begyndte de at komme.
“Vi satte særlige møder op, og det betød, at de begyndte at investere i danske start-ups.”
Investeringerne ruller ind
I januar 2016 investerede den franske fond Idinvest 30 mio. kr. i Peakon, der hjælper virksomheder med at fastholde medarbejdere ved at undersøge trivsel. Senere investerede Idinvest og svenske Creandum 93 mio. kr. i Planday, der har udviklet et online-vagtplanlægningssystem.
CPHFTW har nu 130 medlemsvirksomheder; fra store, anerkendte virksomheder, der for længst har lagt tiden som start-up bag sig – som softwarevirksomheden Zendesk, der er børsnoteret i USA – til små virksomheder med nogle få mennesker, der stadig kæmper for at finde en forretningsmodel.
Målet er at komme op på 200 medlemsvirksomheder i år. I dag får organisationen tilskud fra blandt andre Erhvervsstyrelsen til at holde sine Town Hall-møder, men ellers finansierer man alle udgifter med penge fra medlemmerne.
Ifølge Thomas Madsen-Mygdal har forløbet med CPHFTW et særligt perspektiv. De danske iværksættere lever i en hverdag, der er udpræget international, men CPHFTW har et tydeligt dansk afsæt:
“I CPHFTW har vi organiseret os selv. Det har været naturligt for os, men jeg tror ikke, at det samme kunne være sket i f.eks. USA. Her i landet er vi præget af vores historie og vores rødder med andelstanken og foreningsliv. Når jeg tænker efter, så tror jeg, at det har haft en betydning, som vi har taget for givet, og som vi ikke har været klar over. I disse år bruger regeringer rundt om i verden mange penge på at fremme iværksættere, men vi gør det som et privat, nærmest folkeligt, initiativ. Vi gør det med åbenhed og i et fællesskab, hvor alle kan være med. Den energi skal vi forsøge at genfortolke, og det bliver vores næste projekt i CPHFTW.”
