Danskerne er kendt for deres høje effektivitet på arbejdspladsen. Men hvordan ser det ud med deres motivation? Kan vi blive ved med at holde den i vejret i takt med, at arbejdspresset accelererer? Michael Tolstrup forklarer, hvad der sker, når vores jagt på produktivitet og innovation bliver skubbet ned på medarbejderne.
Hvordan ser det ud med danskernes motivation på arbejdspladsen lige nu?
Min erfaring er, at danskerne generelt er motiverede og har et udpræget ønske om at være effektive – også når vi ser det i en international kontekst. Udfordringen særligt i de her år er, at vi har en tendens til at ville komplicere ting. Efter finanskrisen har vi i udstrakt grad jagtet effektiviteten. Folk oplever, at de skal være særligt produktive og innovative for at kunne klare sig i konkurrencen. Der bliver indført et væld af målstyringsmetoder, omorganiseringer og forandringsprojekter i denne tid.
Der eksisterer en antagelse om, at danskerne er top effektive. Holder den vand i den virkelige verden?
Når vi er på arbejdspladsen, er vi effektive – så kan man altid tale om det med arbejdstiden. På den lange bane har vi dog en udfordring i, at vores demografi udvikler sig, som den gør. Hvordan skal vi i fremtiden klarer os med færre hænder? Hvis løsningen ikke er at arbejde længere tid, så er der kun én vej, og det er innovation og løbende forbedringer af produktiviteten. Men hvis man vælger den vej, hvor man arbejder mere intelligent for at klare sig i konkurrencen, i stedet for bare at arbejde hårdere, så forudsætter det, at medarbejderne er motiverede til at bidrage til den proces. Deres viden skal simpelthen bringes i spil, for at vi kan konkurrere på at være innovative og produktive.
En sådan forskel bliver ikke italesat, når jeg afholder f.eks. globale udviklingsprogrammer. Til gengæld gør den kulturelle forskel gør sig meget gældende, når man taler om selvledelse. Mens det i Danmark ivrigt bliver diskuteret, hvor meget ansvar, lederen kan give fra sig og at alle medarbejdere må forholde sig til deres egen udvikling – bl.a. repræsenteret ved Svend Brinkmann [forfatter til "Stå fast – et opgør med tidens udviklingstvang"], så er diskussionen slet ikke tilstede i en globaliseret virksomhed. Her giver den ikke mening. I f.eks. Indien og Kina er medarbejderne opvokset med at gøre deres pligt og være tro mod autoriteter. Her fylder selvledelse ikke meget. Til gengæld er de også sværere at engagere i en grad, hvor de tør byde ind med deres egen viden, også selv om de er dybt afhængige af det for at kunne udvikle deres opgaver. Nogle vil måske sige, at balancen i Danmark er tippet for langt i den ene retning, hvor den i f.eks. Indien og Kina stadig er tippet for meget den anden vej. Når vi taler motivation, så er fokus i henholdsvis den danske og den globale kontekst meget forskellig.
Hvordan ser det ud med danskernes motivation på arbejdspladsen lige nu?
Min erfaring er, at danskerne generelt er motiverede og har et udpræget ønske om at være effektive – også når vi ser det i en international kontekst. Udfordringen særligt i de her år er, at vi har en tendens til at ville komplicere ting. Efter finanskrisen har vi i udstrakt grad jagtet effektiviteten. Folk oplever, at de skal være særligt produktive og innovative for at kunne klare sig i konkurrencen. Der bliver indført et væld af målstyringsmetoder, omorganiseringer og forandringsprojekter i denne tid.
"De kommer til at betale for, hvad vi kan kalde den ubevidste kompleksitetsforelskelse i form af et accelereret arbejdspres"De projekter tager tid og koster penge, og der er ikke så mange steder at kanalisere den ekstra udgift hen. Den går ikke til ejerne, for de skal have deres overskud, ligesom aktiekursen ikke må påvirkes negativt. Den går heller ikke til kunderne eller borgerne, for så ryger konkurrencefordelen i en for høj pris, så det bliver i stedet et pres, der bliver lagt ned på medarbejderne. De kommer til at betale for, hvad vi kan kalde den ubevidste kompleksitetsforelskelse i form af et accelereret arbejdspres. Det er her, jeg ser den største trussel mod motivation i dag.
Der eksisterer en antagelse om, at danskerne er top effektive. Holder den vand i den virkelige verden?
Når vi er på arbejdspladsen, er vi effektive – så kan man altid tale om det med arbejdstiden. På den lange bane har vi dog en udfordring i, at vores demografi udvikler sig, som den gør. Hvordan skal vi i fremtiden klarer os med færre hænder? Hvis løsningen ikke er at arbejde længere tid, så er der kun én vej, og det er innovation og løbende forbedringer af produktiviteten. Men hvis man vælger den vej, hvor man arbejder mere intelligent for at klare sig i konkurrencen, i stedet for bare at arbejde hårdere, så forudsætter det, at medarbejderne er motiverede til at bidrage til den proces. Deres viden skal simpelthen bringes i spil, for at vi kan konkurrere på at være innovative og produktive.
"Hvis man vælger den vej, hvor man arbejder mere intelligent for at klare sig i konkurrencen, i stedet for bare at arbejde hårdere, så forudsætter det, at medarbejderne er motiverede til at bidrage til den proces"Er danske medarbejdere sværere at motivere end andre nationaliteter?
En sådan forskel bliver ikke italesat, når jeg afholder f.eks. globale udviklingsprogrammer. Til gengæld gør den kulturelle forskel gør sig meget gældende, når man taler om selvledelse. Mens det i Danmark ivrigt bliver diskuteret, hvor meget ansvar, lederen kan give fra sig og at alle medarbejdere må forholde sig til deres egen udvikling – bl.a. repræsenteret ved Svend Brinkmann [forfatter til "Stå fast – et opgør med tidens udviklingstvang"], så er diskussionen slet ikke tilstede i en globaliseret virksomhed. Her giver den ikke mening. I f.eks. Indien og Kina er medarbejderne opvokset med at gøre deres pligt og være tro mod autoriteter. Her fylder selvledelse ikke meget. Til gengæld er de også sværere at engagere i en grad, hvor de tør byde ind med deres egen viden, også selv om de er dybt afhængige af det for at kunne udvikle deres opgaver. Nogle vil måske sige, at balancen i Danmark er tippet for langt i den ene retning, hvor den i f.eks. Indien og Kina stadig er tippet for meget den anden vej. Når vi taler motivation, så er fokus i henholdsvis den danske og den globale kontekst meget forskellig.
