Coronakrisen er på vej mod en fuld afblæsning på aktiemarkedet. For comebacket er så kraftigt, at selv de aktier, der tog de største tæsk under nedturen, og som har ligget underdrejet længst tid, nu stiger voldsomt i kurs. Over de seneste uger indtager de cykliske og konjunkturfølsomme aktier i isoleringsselskabet Rockwool, smykkeproducenten Pandora, servicegiganten ISS, mine- og cementkoncernen FLSmidth og Danske Bank toppositionerne på afkastlisten med markante stigninger. Aktiekurserne er steget mellem 24 pct. og 38 pct. siden 14. maj.
“Det er et tegn på, at investorerne tror, at vi er på vej til at afblæse coronakrisen. Ellers købte man ikke de her aktier. Men det betyder ikke, at de får ret,” siger Michael Friis Jørgensen, chefaktierådgiver i Alm. Brand.
Samtlige fem aktier har ellers, siden kursfaldene satte ind i februar, været en del af den tunge ende af C25-indekset. Inden stigningerne satte ind i midten af maj, lå de fortsat med tab på mellem 20 og 44 pct. fra nedturen ramte.
“Mange af de cykliske selskaber er meget billige, hvis der begynder at komme indtjening. Så det er der, at der er rebound-potentiale, og det forsøger investorerne at samle op. Genåbningen går bedre og hurtigere end frygtet. Det betyder, at der er nogle selskaber, som skal til at opjustere forventningerne igen, efter at forventningerne ellers er banket helt i bund,” siger Henrik Henriksen, der er chefstrateg i pensionsselskabet Velliv.
Da aktiemarkedet ramte bunden, og købelysten mod slutningen af marts og ind i april vendte tilbage hos aktieinvestorerne, var det de sikre kort i medicinal- og medikosektoren, som røg på indkøbslisten. Det gjaldt defensive aktier som Novo Nordisk, Ambu, Genmab og Coloplast, da indtjeningen i selskaberne er stort set uberørt af coronakrisen. De var med til at sætte comebacket på aktiemarkedet i gang, mens de cykliske og konjunkturfølsomme aktier indtil for få uger siden så ud til at sidde fast i krisen. Men over de seneste uger er det billede altså ændret.
Med kurshoppene kan eksempelvis Pandora og Rockwool ovenikøbet fremvise positive afkast på 6 pct. og 8 pct., fra kurserne begyndte at falde og til nu. I samme periode er C25-indekset samlet faldet 3 pct., hvilket er nærmest det rene ingenting sammenlignet med, at indekset var nede med 28 pct., da det så værst ud. Peter Bækgaard, privatinvestor og tidligere børsmægler, siger om udviklingen:
“Det gik godt nok hurtigt ned, men hold da op, hvor er det også kørt hurtigt op igen. Jeg læser den her udvikling som en reaktion på, at landene efterhånden begynder at åbne op. Altså at vi rent økonomisk er gennem det værste. Når du kigger på nogle af de meddelelser, der er kommet ud fra børsselskaberne, kan man også se, at mange faktisk melder bedring i forretningsaktiviteterne igen.”
Johnny Madsen har som investeringschef i Dansk Formue- & Investeringspleje blandt andet investeret i FLS og Danske Bank: “Jeg ville ikke lade mig forblænde af kun at købe cykliske aktier, men der er ikke nogen tvivl om, at der er nogle af aktierne, der har været hårdt ramt, som måske får et rebound.”
Ifølge Henrik Henriksen har det været med til at drive de cykliske aktier frem i hele Europa, at den tyske kansler, Angela Merkel, 18. maj var med til at fremlægge en EU-rammeaftale om en hjælpefond på 500 mia. euro til de hårdest coronaplagede lande.
“Det var helt nye signaler, at man i Tyskland nu er villige til at yde tilskud til Sydeuropa. Det har enorm stor betydning psykologisk og dermed for aktiemarkedet,” siger han.