Henrik Poulsen: “Det har selvfølgelig været en svær beslutning”
Energikoncernen Ørsted skal forberede sig på at sige farvel til selskabets adm. direktør, Henrik Poulsen. Efter otte år som topchef fratræder han sin stilling i selskabet senest 31. januar. “De sidste otte år har været en omfattende transformation for Ørsted, som jeg nu føler er tilendebragt. Det har selvfølgelig været en svær beslutning, men jeg mener, at det er tid til, at jeg søger nye udfordringer,” siger 52-årige Henrik Poulsen. (Børsen)
Analyse: Henrik Poulsen gjorde det i Ørsted, som alle topchefer drømmer om
Ørsteds værdiskabelse med Henrik Poulsen som topchef er formentlig den største i dansk erhvervsliv siden Lego. Forløbet er til en lærebog og aktionærerne må ærgre sig, skriver Børsens chefredaktør Niels Lunde. (Børsen)
Stater klar med redningskrans til SAS
Danmark og Sverige spænder sikkerhedsnettet ud under det stærkt kriseramte SAS. Selskabet skal bruge 12,5 mia. svenske kr. for at overleve, og det sker ikke uden at staterne som storaktionærer kommer til undsætning. Men redningen åbner samtidig for et stort trekantsdrama, skriver Finans. (Finans)
Trods hjælpepakke: Grimt år venter dansk økonomi
Der venter en varm økonomisk sommerpakke til dansk økonomi, bl.a. med en stor portion af de indefrosne feriepenge. Men den vil ikke forhindre en lang række dårligdomme, spår flere økonomer i tirsdagens Berlingske. De 800.000 job, der er bundet op på vores eksport, får det nemlig svært ligegyldigt hvor store pakker der kommer. (Berlingske)
Stadil'erne løfter indtjening til nyt niveau: Thornico lander resultat på over 500 mio kr
Christian Stadils Thornico-koncern har for første gang rundet 9 mia. kr. i omsætning og laver samtidig et rekordstort resultat på over 500 mio. kr. før skat. Det oplyser ejeren, der samtidig lover, at niveauskiftet på top- og bundlinje viser et nyt normalniveau for indtjening og afkast. Coronaramte 2020 er dog en undtagelse. (Børsen)
USA’s højesteret forbyder diskrimination af homoseksuelle på jobbet
Mandag blev en milepæl for homoseksuelles rettigheder i USA, skriver Wall Street Journal. Landets øverste retsinstans - The Supreme Court - slog fast, at den store borgerrettighedslov fra 1964 også beskytter LGBT ansatte mod diskrimination på arbejdspladsen. (WSJ)
Markeder
De amerikanske aktier bakkede indledningsvist kraftigt mandag, da investorerne var bekymrede for en anden bølge af coronasmitte efter stigninger i tilfældene i flere store stater i USA og nye smittetilfælde i Beijing. Stemningen vendte dog rundt, da Federal Reserve (Fed), den amerikanske centralbank, lancerede et bredt opkøbsprogram af amerikanske erhvervsobligationer. Det brede S&P 500-indeks steg 0,8 pct. men var ellers i minus med 2,5 pct. Comebacket i USA smitter af på stemningen i Asien, hvor aktierne stiger.
Det skriver cheferne
Grundfos-topchef Mads Nipper jubler over at forskning- og udviklingsfradraget er en del af regeringens nye store sommerpakke.
Stor ros til@regeringDK& bredt flertal i Folketinget for sommerpakke med vigtige tiltag, herunder især forhøjet F&U-fradrag for 2020&21, så vi kan investere os ud af krisen. Ser frem til dialog om at gøre fradraget permanent så vi sikrer konkurrencedygtighed for#dkbiz?
— Mads Nipper (@NipperMads)June 15, 2020
Perspektiv & debat
Børsen mener: Aftalen er en hård sommerpakke med blød indpakning
Politikerne forsøger med sommerens store hjælpepakke at fremme indtrykket af en “gaveregn” over befolkningen. Men i realiteten er der tale om forholdsvis hård aftrapning af de hjælpepakker, der siden coronakrisens udbrud har holdt hånden under mange virksomheder og arbejdspladser. Det skriver Bjarne Corydon i dagens leder. (Børsen)
Redaktionen anbefaler
Læs, se, spis og hold balancen
En have i højden, en kasse med mad, et surfbræt og en god bog.Læs her, hvad Børsens livsstilsredaktion forsøder juni måned med. (Børsen)