ForsikringsBrief AdvisorBrief
KØB SENESTE NYT KURSER
Køb Abonnement

Han er den mindst populære blandt fem mulige kandidater i egne rækker til at blive Tysklands forbundskansler, når Angela Merkel senere på året efter knap 16 år ved magten trækker sig tilbage.

Armin Laschets vej til den ultimative magt i Bundeskanzleramt er ikke så enkel, som det oftest er for en formand for CDU, Tysklands største parti.

Meget vil afhænge af, hvordan det går CDU i delstatsvalgene

Blandt vælgerne scorer Laschet mindre end blandt de 1001 delegerede, der lørdag gjorde ministerpræsidenten fra Nordrhein-Westfalen til deres nye formand. Ifølge en måling fra ZDF Politbarometer i fredags peger hele 54 pct. på Markus Söder, ministerpræsident og formand for søsterpartiet CSU i Bayern, som en passende forbundskansler. Kun ca. halvdelen, 28 pct., peger på Laschet – marginalt mindre end de to kandidater, der lørdag tabte valget, Friedrich Merz og Norbert Röttgen.

Jens Spahn, den unge sundhedsminister, får derimod 32 pct. af vælgerstøtten, og bl.a. derfor er han stadig en mulig kanslerkandidat inden det nationale valg 26. september.

54

pct. pegede i ZDF Politbarometer i fredags på Markus Söder som en passende kansler. Kun 28 pct. pegede på Laschet

Meget vil afhænge af, hvordan det går CDU i delstatsvalgene inden valget til Bundestag. De to første er allerede 14. marts i Baden-Württemberg og Rheinland-Pfalz. I fald CDU ikke lever op til den aktuelle styrke med over 30 pct. af stemmerne i meningsmålinger, kan det blive begyndelsen til enden for Laschets kanslerdrømme. CDU kan vælge Spahn som sin kandidat. Eller partiet kan sætte sig sammen med CSU og blive enige om, at Markus Söder er det bedste kort. Uanset, at historien viser, at da CDU/CSU i 1979 og 2002 valgte en kanslerkandidat fra Bayern, tabte de valget. Aktuelle målinger viser, at en ny koalitionsregering dannet af CDU/CSU og Die Grüne er det mest sandsynlige. Sammen med nuværende regeringspartner SPD vil de to kristendemokratiske partier også kunne få et nyt flertal, omend det synes at blive mindre.

Fastholder CDU/CSU deres styrke fra covid-19-pandemien, kommer der ingen markante ændringer i hverken tysk indenrigs- eller udenrigspolitik. Ej heller i EU-politikken. Men spørgsmålet er, hvornår Tyskland vender tilbage til krav om økonomisk disciplin.


Andre læser også

DAGENS

E-AVIS

E-avis vignette
Dagens E-avis