Nu peger en af landets mest markante og magtfulde bestyrelseskvinder, adm. direktør i Lundbeckfonden Lene Skole, på, at diskussionen ofte er forfejlet, da problemet ligger langt tidligere i karrieren.
“Når du kommer ind i en bestyrelse, så skal du have været gennem ledelseslagene og også helst have haft en direktionspost. Det betyder, at det i virkeligheden er en talentdagsorden, vi skal arbejde på, så vi får flere kvinder ind i ledelserne af virksomhederne. For det er jo her, man opnår erfaringen til at sidde i bestyrelser,” siger hun og tilføjer:
“De fleste bestyrelser har ikke nok kvinder, og det er ikke fordi formændene ikke ønsker dem. Det er, fordi der stadig er for få kvinder, der både har kvalifikationerne og tiden til det.”
“Mange af de dygtige erhvervskvinder, der er derude, har lige nu så mange bestyrelsesposter, at de ikke kan påtage sig flere. Men heldigvis er der endnu flere dygtige kvinder på vej op gennem pipelinen. Så jeg er helt sikker på, at vi er på rette vej, omend det desværre går for langsomt,” siger hun og understreger, at kvalifikationerne i sidste ende er afgørende.
De verserende sager om sexisme på arbejdsmarkedet er for Lene Skole en påmindelse om, at det netop ikke er nok at sætte kvoter og krav på ligestilling – for den handler om meget andet end blot en matematisk formel for kønsbalancen.
Ser du en kobling mellem ligestilling og MeToo, eller er det to adskilte siloer?
“Jeg vil håbe, det er to adskilte størrelser. Men når du stiller spørgsmålet på den måde, kan jeg ikke lade være med at tænke på, om vi simpelthen er gået glip af nogle kvinder, fordi de har forladt karrierestigen på grund af ubehagelige oplevelser,” siger hun og tilføjer:
“For når vi taler om at fremme ligestillingen, så er det ikke nok – vi skal også have respekt for hinanden. Tanken er ganske forfærdelig, at noget af grunden til, at der er så få kvinder i topstillinger kunne være, at de undervejs har sagt, ’sådan vil jeg ikke behandles’.”
Hun forklarer, at hun ikke selv har oplevet krænkende adfærd, men understreger, at det er vigtigt, at man som leder går forrest og tager sagerne alvorligt, og at vi både i virksomheder og i samfundet generelt taler om det.
“”Sexistisk adfærd er både helt uacceptabelt og en total mangel på respekt for andre mennesker. Så det må bare ikke ske. Dér har enhver leder en forpligtelse til at gøre, hvad man kan for at sikre, at det ikke sker, og at hvis det sker, så bliver der taget hånd om det,” siger hun og tilføjer:“Når vi taler om at fremme ligestillingen, så er det ikke nok – vi skal også have respekt for hinanden. Tanken er ganske forfærdelig, at noget af grunden til, at der er så få kvinder i topstillinger kunne være, at de undervejs har sagt, ’sådan vil jeg ikke behandles’.”
Lene Skole
“Det er altid vigtigt, vi tager diskussioner, hvor personer ikke bliver behandlet ordentligt. Så selvfølgelig skal vi tale om det, og selvfølgelig skal vi diskutere det, for man skal aldrig lukke problemer ned.”
Netop ordentlighed er et ord, der går igen i mødet med Lene Skole. Hun nævner det som pejlemærket i sit eget arbejde, hvor det samfundsnyttige står centralt. Og det handler ikke kun om samfundet – det er også en vigtig del af en forretningsstrategi, mener hun.
“Man kan godt tjene penge på den korte bane, selvom man opfører sig rigtig ubehageligt. Men vil du have en chance for også at være der på den lange bane, er du nødt til at gøre det ordentligt og tage samfundshensyn,” siger hun og tilføjer:
“Det er rigtig vigtigt, at man ikke kun har et kort sigte, men også arbejder med et langt sigte. Hvis man vil være profitabel på den lange bane, giver det sig selv, at man er nødt til at tage de rigtige samfundshensyn.”
En tilgang hun fik ind med den karrieremæssige modermælk da hun i 1980 startede sin karriere som shippingelev i A.P. Møller-Mærsk.
“Det, jeg har taget med mig, er ordentlighed. At kunne sine ting, og kunne sine detaljer. Og så at levere. Det var nogle af de ting, jeg fik med fra kulturen i Mærsk.”
Samfundsnytten og det, hun klassificerer som den bæredygtige kapitalisme, bliver ikke kun ved skåltalerne i Lene Skoles arbejde som direktør for Lundbeckfonden. For af de svimlende 65 mia. kr. fonden investerer, er det primært de samfundsrettede, der fremkalder nervøsiteten hos hende. Det er her, hun og Lundbeckfonden har mulighed for at omsætte overskuddet tjent i datterselskaberne Lundbeck, Falck og ALK til gavn for samfundet i form af banebrydende forskning, der måske kan gøre en ende på alzheimers, Parkinson og andre hjernesygdomme.
“Jeg bliver tit spurgt om risici. Risici i vores investeringer og i vores portefølje. Men de største risici tager vi reelt på den filantropiske side, når vi beslutter, hvilke forskere og projekter vi skal støtte. Rammer vi rigtigt, er der et overskud til glæde for hele samfundet i form af bedre behandlinger eller måske endda kure mod sygdomme, som i dag ikke kan kureres,” siger hun og fortsætter:
“Rammer vi ikke rigtigt, er der ikke kommet noget konkret ud af de penge. Det er nogle langsigtede investeringer, der kan tage 10-15 år, før man ser, om det er en succes eller ej. Så jeg ser det faktisk som en investering med meget store risici.”
Det skal tages alvorligt, mener hun. For ikke bare løfter Lundbeckfonden et samfundsansvar – fonden forvalter også frugten af andres hårde arbejde.
“Det er ikke bare at uddele penge. Og jeg ville heller ikke have det godt med bare at uddele penge. Det synes jeg ikke er respektfuldt over for de mennesker, der tjener pengene. Vi har masser af medarbejdere i både datterselskaber og i fonden, der bruger al deres tid på at tjene pengene. Så det mindste vi kan gøre, er at gøre det så godt som overhovedet muligt for at investere dem til gavn for samfundet. Det er ikke let, nej.”
Hun ser det netop som et udtryk for bæredygtig kapitalisme – at overskuddet fra Lundbeckfondens investeringer bliver brugt direkte i filantropiske projekter.
“Jo større overskud, vi laver gennem vores investeringer, og jo større overskud vi som hovedaktionær i vores datterselskaber, skaber, jo større chance er der i vores tilfælde for, at vi på sigt kan finde en kur mod hjernesygdomme. Det synes jeg faktisk er et absolut prisværdigt formål at stå op til om morgenen.”
Lene Skole ser netop fondstanken og den “ordentlige” virksomhed som noget Danmark har endnu mere brug for. Derfor skal vi væk fra dyrkelsen af de hurtigt tjente milloner, mener hun.
“”Danmark har brug for virksomheder. Ikke bare dem, der allerede er – vi har også brug for nye virksomheder. Det er sådan, den danske lifescience-industri med en række hæderkronede – og fondsejede – virksomheder er bygget op: Der var nogen, der tog det lange seje træk og sagde, ’jeg vil rent faktisk skabe en virksomhed, der skal have sin base i Danmark’,” siger hun og fortsætter:“Jeg bliver tit spurgt om risici. Risici i vores investeringer og i vores portefølje. Men de største risici tager vi reelt på den filantropiske side, når vi beslutter, hvilke forskere og projekter vi skal støtte.”
Lene Skole
“Hvis målet for alle, og det er en grov generalisering, alene er at grundlægge en virksomhed for at sælge den til udlandet, kan det ligne et underliggende mål om, at ’jeg vil gerne være rig’. Men der er et behov for, at vi får skabt danske, levedygtige virksomheder, som er grundlaget for at skabe arbejdspladser, for at vi kan betale skat og for at vores velfærdssamfund kan eksistere. Det har vi brug for,” siger hun og peger på, at fondsejerskabet har vist sig som en gylden model for at undgå frasalg. En model som fremtidens iværksættere med fordel kan have i baghovedet:
“Folk, der starter virksomhed op, satser altid noget selv. De satser penge selv, de satser arbejdstid selv, og hvis det ikke går godt, arbejder de gratis i rigtig lang tid. Og stor respekt for det,” siger hun og tilføjer:
“Men man gør jo tit det, som alle andre gør. Og derfor er det så vigtigt, at man – også i medierne – fremhæver dem, der bliver ved og ikke kun dem, der er blevet millionærer på et hurtigt salg. For det er vigtigt at de, der opbygger en virksomhed og tager det lange seje træk, ses som helte.”
For Lene Skole selv har det langt fra været de hurtige iværksætterjobs, der har præget karrieren. Faktisk har hun kun haft tre arbejdspladser, siden hun i 1980 startede som shippingelev i A.P. Møller-Mærsk – 25 år i forskellige stillinger hos shippinggiganten, ni år i Coloplast og foreløbig seks år i Lundbeckfonden.
“Det er ikke en stringent karriereplan, der har ført mig hertil. Men jeg har været god til at gribe mulighederne, når de kom, ” siger hun.
“Hver eneste gang, jeg går i gang med noget, så sætter jeg en vision op for, hvor det er jeg skal hen. Føler jeg ikke, at der er bevægelse i den retning, begynder jeg at kede mig.”
De fleste skifter job væsentligt hyppigere. Tænker du nogensinde, du er blevet for længe det samme sted?
“Egentlig ikke. Vi har alle noget, vi kunne have gjort anderledes, men jeg har aldrig optimeret i bakspejlet. Jeg har ikke brugt meget tid på at tænke, hvad jeg kunne have gjort anderledes. Og jeg har efterhånden lært, at når først man har gjort noget, kan man lige så godt sige til sig selv, at det var det rigtige,” siger hun.
Denne artikel er skrevet af Børsen Live-redaktionen som optakt til Niels Lundes interview med Lene Skole i Børsen Executive Club den 21. oktober 2020. Læs mereher.
