Sidste halvdel af 2022 var en ørkenvandring for virksomheder med lavvande i pengekassen. Investorernes lyst til at købe virksomhedsobligationer var nærmest ikke eksisterende, og var en virksomhed helt desperat efter ny likviditet, kunne den kun hentes til ublu priser. Men det nye år og ikke mindst udsigten, til at en eventuel recession ikke bliver så slem som ventet og måske slet ikke kommer, har givet investorerne mod på igen at låne penge ud til virksomheder.
“Der var ekstremt mange udstedelser i januar, og det vidner om, at appetitten hos investorerne er tilbage, og så vil virksomhederne også gerne være med. Kreditspændene er kørt ind, og det er det stærkeste signal for, at det egentlig bliver ok rent økonomisk. Ellers skulle de være højere, fordi investorerne vil have mere betaling, hvis risikoen er større,” siger Kristian Brinch-Hansen, obligationschef hos kapitalforvalteren Investering & Tryghed.