Produktivitetskommissionen og debatten om offentlig ledelse taler om, at konkurrencestaten skal supplere eller “forlænge” velfærdsstaten, ligesom der er stigende fokus på, at konkurrence er forudsætningen for velfærdssamfundet. Den offentlige sektor er en væsentlig aktør i den sammenhæng – både i forhold til at skabe mere konkurrence omkring nuværende indkøb og at markedsgøre egne driftsopgaver.
Vi taler ikke om en udliciteringsdagsorden her. Målet er ikke, at den offentlige sektor skal reduceres mest muligt. Det er slet og ret at skabe en bedre opgavevaretagelse eller en højere effektivitet. Det kan ske ved at skabe en konkurrencemodel, der erstatter myndighedskontrol med konkurrence – altså en ny rolle for den offentlige sektor. Men det kræver, at en række forudsætninger er på plads, såsom at den offentlige myndighed i højere grad bliver en “smart indkøber”.
- Hvordan er rammebetingelser for købsaktiviteter?
- Hvorfor købe? Skal myndigheden selv udføre eller købe eksternt?
- Hvad skal der præcis købes?
- Hvor køber myndigheden ind?
- Markedet, offentlig-privat samarbejde eller internt?
- Hvad er der blevet købt? Hvordan overvåger vi og følger op?
Smarte indkøbere formår at skabe markeder og dermed mere konkurrence, uden at kompetencer går tabt for myndigheden, og uden at der sker monopolisering. Det giver ingen mening at skabe et privat monopol, der erstatter et offentligt monopol, ligesom det ikke giver mening at fastholde opgaver internt, med henvisning til at der ikke er markedsaktører eller konkurrence på feltet. Smarte indkøbere skaber markedet og konkurrencen. Fordi det giver mere værdi for velfærdssystemet og borgerne.
Denne artikel er første gang bragt som kronik i Børsen d. 7. maj 2014.