Det europæiske banktilsyn, EBA, har sammen med nationale banktilsyn og 70 af Europas største banker undersøgt, hvor hårdt banksektoren vil blive ramt af en hård økonomisk krise. Og de detaljerede og omfattende beregninger, der bygger på forudsætninger om bl.a. en økonomisk recession og markant stigende arbejdsløshed, viser, at det særligt er to brancher, der vil blive ramt hårdt af en krise og dermed også give bankerne store tab på deres udlån.
“Som noget nyt har vi offentliggjort data på forskelle mellem sektorer i forhold til tab og nødlidende lån. Vi har besluttet at gøre det, fordi vi under covid og hoppene i energipriserne så, at forskellige sektorer blev ramt på forskellige måder. Så det er noget, der er værd at se nærmere på,” siger Jacob Gyntelberg, der er direktør i EBA med ansvar for risikoanalyse og har koordineret stresstesten.