ForsikringsBrief AdvisorBrief
KØB SENESTE NYT KURSER
Køb Abonnement

Staten kommer til at sidde på 80 pct. af Vestjysk Bank

Efter endnu en stor konvertering af gæld til aktier vil finansminister Bjarne Corydon (S) - og dermed de danske skatteydere - fremover sidde på hele 80 pct. af aktierne i kriseramte Vestjysk Bank.

Det vurderer bankens topchef Vagn Thorsager i et interview med Børsen Finans.

"Det bliver i niveauet omkring 80 pct. Det afhænger selvfølgelig af konverteringskursen, men det vil være niveauet, som jeg ser det," siger Vagn Thorsager til Børsen Finans.

Hopper fra 67,5 til 80 pct.

Staten ejer i dag 67,5 pct. af aktierne i Vestjysk Bank. Men banken har netop meldt ud, at der skal konverteres lån for yderligere 575 mio. kr. til aktier, og det tvinger altså ejerandelen op omkring de 80 pct.

Men så stopper det også der.

Finans
Staten bliver endnu større spiller i Vestjysk Bank
Ganske vist har Vestjysk Bank endnu en såkaldt tranche hybridlån, der kan veksles til aktier, men den vil aldrig blive konverteret, vurderer Vestjysk Bank-direktøren.

"VI har en tranche tilbage, og teoretisk set har vi en ret, men når vi regner på det teknisk, kan jeg ikke se, at vi kommer i en situation, hvor vi har flere muligheder for at konvertere. Der er nogle bestemmelser i aftalen om, hvad det skal udgøre i det samlede kapitalgrundlag. Og der kan Vestjysk ikke opfylde kravene til, at man kan tage den sidste tranche," siger Vagn Thorsager.

Staten har i forvejen et tab på papiret på omkring en halv milliard kroner på aktierne i Vestjysk Bank.

Vestjysk Bank foretager konverteringen nu for at styrke kernekapitalen. Den kan nemlig komme alvorligt i klemme i forbindelse med de nye regler fra EU, CRD IV, som skal flettes ind i dansk lovgivning efter nytår.

Slås med lav solvens

Derimod hjælper det ikke meget på solvensen, som Vestjysk Bank for alvor slås for at holde oven vande efter de voldsomme milliard-nedskrivninger sidste år og i år.

Finans
Corydon står til at tabe halv milliard i Vestjysk Bank
Efter de nuværende såkaldte 8+ regler har man nemlig kunnet tælle de hybride lån med i forvejen i den samlede solvens, så selve konverteringen rykker ikke rigtig noget.

Hvordan ser du mulighederne for Vestjysk Bank fremadrettet, når jeres solvens stadig hænger i en tynd tråd?

"Vi fortsætter bestræbelserne og ser, hvad vi kan gøre for yderligere at slanke balancen. Det kan være én vej. Men ellers ser vi også på, hvor vi fortsat kan forbedre vores indtjening og forhåbentlig få reduceret vores nedskrivninger," siger Vagn Thorsager og fortsætter:

"Nu gør vi årsregnskabet for 2013 færdigt, og når vi har gjort det, kender vi også resultatet af Finanstilsynets seneste undersøgelser af lånebogen. Og så må vi tage det derfra."

Lidt mere lys i 2014

Han mener dog, at 2014 ser lysere ud for Vestjysk Bank, end da banken tog hul på 2013, især på grund af lidt bedre økonomi i landbruget.

Finans
Salget af kriseramte Vestjysk Bank går i vasken
Men det lys er der også hårdt brug for - lige nu er det hele ret sort, efter at salgsprocessen måtte aflyses for en uge siden. Ingen af de interesserede rivaler ville købe banken efter at have nærstuderet dens sundhedstilstand.

Udelukker intet

"Hvis vi kan leve op til lovens krav, når vi kommer ud af første kvartal, så bliver det ikke med nogen nævneværdig overdækning. Det synes vi selvfølgelig ikke er tilfredsstillende, men hvis der ikke er andre muligheder, så må vi arbejde os videre derfra. Der er ikke andet at gøre. Men vi fortsætter stadig med overvejelser i forskellige retninger," siger Vagn Thorsager.

Og det indebærer stadig overvejelser om et salg på sigt, hvis I får styrket økonomien?

"Det kan man ikke afvise. Jeg vil ikke udelukke noget som helst. Men vi har jo åbent erkendt, at på sigt er det ikke holdbart, hvis vi ikke på en eller anden måde får skabt noget mere luft," siger Vagn Thorsager.

Sidste år måtte banken nedskrive 1,5 mia. kr. på sine udlån, og i år er saldoen på nedskrivningskontoen indtil videre nået op på 592 mio. kr. Samtidig har banken over de seneste to år lidt et tab før skat på knap 1,5 mia. kr.

Overdækningen er så spinkel som 130 mio. kr. i det seneste regnskab. Polstringen er dog reelt 440 mio. kr. efter forrige tilførsel af frisk kapital fra staten.


Andre læser også

DAGENS

E-AVIS

E-avis vignette
Dagens E-avis