ForsikringsBrief AdvisorBrief
KØB SENESTE NYT KURSER
Køb Abonnement

Flere investeringsfonde hos Danske Banks konkurrenter har valgt at sagsøge Danmarks største bank i forbindelse med kursfald som følge af bankens hvidvasksag.

Det viser en aktindsigt, som Børsen har fået ved byretten i København og Østre Landsret.

Blandt andet er syv Nordea-fonde med i de 315 søgsmål, som advokatfirmaet Klar Advokater anlagde fra marts 2019 til september 2020.

“Søgsmålet er anlagt på vegne af investorerne i fondene, der forvaltes af Nordea Funds, for at sikre det bedst mulige afkast af investorernes opsparing. Efter hvidvaskskandalerne styrtdykkede aktien – og investorerne i disse fonde blev hårdt ramt. Vi mener, at det er vores ansvar som forvalter at forsøge at genvinde noget af dette tab,” skriver Erik Durhan, der er chef for corporate governance i Nordea Funds, til Børsen.

Vi er altså langtfra alene i at konkludere, at dette er i investorernes bedste interesse

Erik Durhan, corporate governance chef, Nordea Funds

Ifølge Lars Krull, der er bankekspert på Aalborg Universitet, er det oplagt for fondene at deltage i søgsmålene mod Danske Bank.

“De skal varetage deres investorers interesse bedst muligt. De skal sikre sig, at toget ikke er kørt fra dem, når der nu er en sag,” siger Lars Krull, der påpeger, at blot fordi der er mange sagsøgere, gør det ikke sandsynligheden for at vinde sagen hverken mere eller mindre.

Tirsdag kunneBørsen fortælle, at også den amerikanske stat er med i en af de mange civile erstatningssager, der har ramt Danske Bank.

I det hele taget er en lang række investorer fra flere forskellige lande med i søgsmålet, påpeger Erik Durhan.

“Så vi er altså langtfra alene i at konkludere, at dette er i investorernes bedste interesse,” skriver han og oplyser, at Nordea-fondene er fordelt på de nordiske markeder og Luxembourg, og at den samlede Danske Bank-investering lød på næsten 12 mio. aktier i januar 2017.

“Det viser, at det er vigtigt for vores kunder i mange lande. Tabene var betydelige, men vi kan ikke gå i detaljer, da dette er en igangværende sag,” lyder det.

I Luxembourg er Jyske Bank porteføljemanager og distributør af investeringsfonden Jyske Sicav, mens den administreres af et lokalt selskab. Derfor har Jyske Bank heller ikke været involveret eller vidende om deltagelsen i søgsmålet før nu, forklarer Henning Mortensen, direktør i Jyske Capital.

Danske Bank-investeringen løb for Jyske Sicav op i knap 1 mio. kr., og tabet på investeringen er ikke gjort op, skriver Henning Mortensen.

“Men vi kan konstatere, at aktien faldt med ca. 25 pct. i den relativt korte periode i 2018, hvor Jyske Sicav havde investeret i Danske Bank,” skriver han til Børsen og oplyser, at Jyske Sicav ikke ejer Danske Bank-aktier i dag.

Også det Nykredit-styrede selskab Sparinvest deltager i søgsmålet mod Danske Bank. Her er der både fonde i Danmark og Luxembourg med.

I Nykredit er man dog fåmælt om sin medvirken i søgsmålet.

25

pct. faldt Danske Banks aktiekurs, da Jyske Sicav var investeret i banken i 2018

“Sparinvest ikke ønsker at kommentere sagen,” fremgår det i en mail.

Danske Bank ønsker ikke at forholde sig til specifikke søgsmål:

“Men vi forsvarer os mod ethvert krav og forholder os til enhver udvikling i samarbejde med bankens advokater, ligesom vi regnskabsmæssigt opdaterer enhver potentiel udvikling i summen af krav på kvartalsbasis,” skriver Stefan Singh Kailay, pressechef i Danske Bank.

Ifølge Nationalbanken ejede Danske investeringsforeninger 3,9 pct. af Danske Bank.

De 315 søgsmål løber samlet op i 7,5 mia. kr., fremgår det af Danske Banks årsrapport fra 2020. Foruden sagerne fra Klar Advokater er der krav eller varslet krav mod banken for et tilsvarende beløb fra fem andre advokatfirmaer.


Andre læser også

DAGENS

E-AVIS

E-avis vignette
Dagens E-avis